Det danske magasin i Spanien
Den skæve vinkel – Michael Thorsgren

Den skæve vinkel - Michael Thorsgren

Den grønne Skoda SK105 var langtfra ny og fyldt til bristepunktet. Den nåede knap Køge før den gik i stå – første gang. Efter talrige stop og ni dage bag rattet var det alligevel en frisk og veloplagt Michael Thorsgren, der ramte Costa del Sol. Fast besluttet på at skabe sig en tilværelse tog han fat. Tilværelsen har han haft i over 30 år nu, og han tøver stadig aldrig med at tage fat. Det sås sidst for en lille håndfuld år siden, da han kastede sig ud som mægler på Solkystens farverige boligmarked.

Han skulle blot forbi for at videregive en gave til ejeren af restaurationen. Men det ærinde, der burde have taget 20 minutter, endte med at blive til 20 magiske år. Restaurant Den Lille Have i Torremolinos er et lille stykke dansk Costa del Sol historie. For Michael Thorsgren er det også et stort kapitel i hans liv. Men det vender vi tilbage til om lidt. Først skal vi en tur på stranden. På stranden for at spise hotdogs.

Hotdogs på Babaloo Beach

Ved byens barer og store diskoteker gik det ikke. Det gjorde det til gengæld langs byens strande. Først i 90’erne havde Michael et par gyldne år i sin pølsevogn ved den populære Babaloo Beach i Marbella. ”En pølsevogn på en jetset strand lyder ikke som det rette match, men det var det altså. På de gode dage solgte vi for én million pesetas. Det var en herregård dengang, og selv i dag vil en lille restauratør være lykkelig for den omsætning,” fortæller Michael, som arbejdede hårdt men også havde det sjovt. ”Jeg solgte pølser om dagen og gik i byen om aftenen – og nattenen med. Det var min ungdom, og jeg tog gerne hele turen igen,” bebuder Michael med et lunt smil. Smilet stivnede dog en smule, da den danske pølsemand efter et par års succes blev præsenteret for en gigantisk huslejestigning. Men han havde sparet sammen – sparet sammen til at overtage en restaurant. Og det var præcis den drøm han fik, dén dag han skulle aflevere føromtalte gave på restauranten i Torremolinos.

Stort hjerte i Den lille have

”Der var rigtigt hyggeligt på Den Lille Have. Det var rød- og hvidternede duge, frikadeller og hakkebøf. Men det var også hygge, gode lokaler og den smukkeste gårdhave næsten lige ud til havet. Der var sjæl i stedet,” fortæller Michael. Der var også masser af historie. Fortalt på et halvt minut bød Den Lille Have sin første gæst velkommen i 1969, som en af de allerførste danske restauranter på Solkysten. Senere blev det stamsted for flere folkekære danske kunstnere – bl.a. Olsen Banden, under deres filmoptagelser på Costa del Sol og Poul Bundgaard privat. Det hørtes, når Poul Bundgaard ikke tøvede med at udfolde sit opera tallet i de muntre aftentimer. Og det sås med de talrige indrammede fotos, der prydede restaurantens selskabslokale. Det var før Michaels tid, men ejerparret så gerne Michael skrive videre på historien. Det gjorde han så. Vel blev der renoveret, ændret lidt på menukortet og nye nationaliteter kom til, men sjælen levede videre til det sidste – i 2017. ”Det er en hård branche – men en sjov branche. Det var altid folk, god stemning og ofte fest til sent i restauranten,” fortæller Michael Thorsgren og fortsætter: ”Jeg vil aldrig glemme alle de sjove og spændende mennesker, jeg mødte i Den Lille Have. Dybest set er det venner og bekendte, der har været med til at skabe mig som menneske. Det var en fantastisk tid. Jeg elskede det, men kommer aldrig tilbage,” forsikrer den tidligere restauratør, der har prøvet alt, hvad han drømte om at prøve. Han solgte via en mægler til en hotelgruppe, som – stik imod forventning – for et par år siden besluttede sig for at rive det hele ned. ”Det var meget mærkeligt, men det kan jeg jo ikke lave om på. I det mindste lever minderne for evigt,” siger Michael, som har et halvt værelse fyldt med minder fra de gode tider. Og gode tider er det atter blevet. ”Mægleren, der solgte restauranten for mig, ville gerne have mig med ombord. Og efter et lille sabbatår, var det helt fint.” Endnu bedre blev det, da ejendomsmægleren Maddie Hjort ringede. I dag har de to slået folderne sammen under MM Estates Spain.

Mindre tumult

”Jeg elsker boliger og at have folk omkring mig. Det er herligt, at tage imod forventningsfulde kunder og hjælpe dem med at finde deres nye drømmebolig. Det er lige mig, og vi har drønende travlt. Men der er slet ikke samme stress og lange nætter som tidligere,” fortæller Michael Thorsgren, som er blevet ”voksen”. ”Jeg søger mere faste rammer, planlægger mere og tænker pension. Sådan var det bestemt ikke tidligere.”

Han bliver i branchen og han bliver i Torremolinos. Han er glad single, har en god vennekreds og nærmest spansk familie via sin mangeårige nabo. Der skal ikke længere en god fest til at gøre ham glad. Glæden finder han i de små hverdagsting. Men det glade og festlige væsen har langtfra forladt ham. Heldigvis.

Ti skæve til Michael

1. Fortæl en ting som (næsten) ingen ved om dig.

Jeg er meget åben og har ikke det store hemmeligheder. Det sagt, så er der næppe mange, der ved – eller husker – at jeg først i 90’erne havde en pølsevogn på en jetset strand i Marbella.

2. Det bedste og værste ved Costa del Sol?

Det er svært at være i dårligt humør her. På det anden side, har vi alt for mange banditter omkring os. Jeg har mødt mange plattenslagere på min vej.

3. Din bedste og dårligste handel?

Min bedste er købet af min gamle restaurant ”Den lille have” i Torremolinos i 1996. Det blev starten på 20 magiske år. Min dårligste handel kan begrænse sig til et par online køb, der aldrig dukkede op.

4. Hvad gør dig nervøs?

Hvis der opstår uklarhed overfor gode venner og familier. På den front har jeg brug for rene linjer.

5. Har du et godt ritual?

Det er nok ikke et ritual, men jeg er blevet bedre til at slukke mobilen, stresse af, gå en tur og genvinde overblikket.

6. Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?

Barack Obama og hans kone. Det skulle bare være til en hyggesnak. Jeg synes, Obama er klog og sej på én og samme tid. Uden tvivl den bedste præsident USA har haft.

7. Tror du på Gud?

Nej – jeg tror på karma. Hvad du gør ved folk, får du altid tilbage.

God karma er altid godt.

8. Er der noget, du fortryder i dit liv?

Kun at jeg ikke købte en lejlighed i mine første år på Costa del Sol. Jeg fik tilbudt en lækker strandlejlighed i Playamar i Torremolinos for fem millioner pesetas i slutningen af 90’erne, men slog ikke til. Ellers intet.

9. Har du en helt – eller et forbillede?

Det er sangerinden Madonna. Hun er cool, fordi hun altid er gået nye veje uden at lukke nogle døre bag sig. Hun siger sin mening og gør som hun vil – men har altid været velkommen alle steder. Det spiller!

10. Hvad er det vildeste du har gjort eller prøvet i dit liv?

Du får den mest stuerene 🙂

Det er historien om en arabisk mand, som jeg møder på en bar med min søster. Han tilbyder os en sejltur, men vi anede ikke han var styrtende rig og en del af kongefamilien. Sejlturen mundede ud i et enestående døgn på hans yacht og i hans palæ. Jeg har aldrig nogensinde været i nærheden af at se så meget rigdom. Tilmed var det nogle drøn morsomme timer.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.