Med Spanien for vores fødder

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Renfe (Red Nacional de Ferrocarriles Españoles) er Spaniens nationale togselskab. I dag har Spanien et af de bedste jernbanetilbud i Europa. Det lokale højhastighedstog, AVE=Alta Velocidad Española, har en maximal fart på 310 km/t.
Vi rejser fra Málaga til Madrid med 7.10-toget, så vi ankommer til Madrid 9.38. Med sidste tog hjem (afgang 20.35, ankomst Málaga kl. 23.40) kan vi tage til Spaniens hovedstad på dagstur!
 
På turen rejser vi kun i AVE-nettet mellem de største byer, men der går flere tog end det. MD-togene (Media Distancia) binder hundredvis af spanske byer sammen med det mere traditionelle tognet, og så er der ALVIA-togene, som kan bruge begge tog-sporene. ALVIA-togenes max-hastighed er ca. 250 km/t.
 
Vores første togtur i Spanien, som gik til Madrid, faldt på en flot forårsdag. Det var alt i alt en dejlig oplevelse at være togrejsende turist i et af Europas største lande!
 

Billetkøb

Vi var inde på Renfes hjemmeside www.renfe.com for at orientere os lidt, men fordi vi ikke var særlig erfarne tog-turister, bestemte vi os for at købe billetter via et rejsebureau. Spanske rejsebureauer/turoperatører får ingen procentvis provision af salget fra Renfe, men som kunde betaler man 3 euro pr. billet, de ordner for os. Det var pengene værd!
 
Det første, vi blev spurgt om, var, hvorvidt vi havde et såkaldt tarjeta dorada – et guldkort. Alle passagerer (også udlændinge) over 60 år kan købe et guldkort, og det giver til op til 40 % rabat mandag til torsdag og 25 % rabat fredag, lørdag og søndag. Kortet koster 6 euro og kan købes på Renfes billetsalg eller hos et rejsebureau. Det er gyldigt 12 måneder, og man skal vise pas, når det udstedes. Hav altid kortet med dig, når du rejser. Prisen på billetterne afhænger af, hvornår på dagen man rejser. De travle morgen- og aftentoge til og fra Madrid koster naturligvis mest. Pladsbillet er altid inkluderet i prisen, når man rejser med langdistancetog.
 

Parkering i Málaga

Der findes flere store parkeringspladser få minutters gang fra togstationen, og vi får bekræftet, at der ”næsten aldrig” er fuldt optaget. Uden forhåndsbestilling koster det ca. 20 euro pr. dag. Hvis vi betaler på forhånd, bliver det billigere, og dagsprisen bliver også lavere pr. dag, hvis man parkerer i flere dage. Der findes dertil et stort (og til dels uoverskueligt) parkeringstilbud via såkaldt valet parking, som tilbyder væsentligt billigere parkering. Det skal også nævnes, at der er udmærkede busforbindelser til Málaga både vestfra (Marbella) og østfra (Nerja). Busstationen i Málaga ligger blot et par minutters gang fra togstationen.
 

Kom i god tid

Terrortruslen har også sat sit præg på togtrafikken i Spanien. Før vi går om bord på morgentoget til Madrid, bliver vores bagage gennemlyst på samme måde som i en lufthavn. Sæt derfor ekstra minutter af til dette. Hvis billetterne ikke er købt på forhånd, tager det også tid at købe dem på stationen. Her kan billetterne købes i en billetluge og i automaterne i afgangshallen.
 
Endelig sidder vi i toget! Bag os stiger solen op, og dens stråler når de spanske bjergtinder. Nogle af passagererne sætter sig i togets restaurantvogn for at spise frokost. Vi køber en kop kaffe af en mand, som går rundt med vogn. Kaffen står helt stille på det lille bord foran os, selvom toget kører derudad med 300 km/t. For os, som normalt sidder bag rattet med fokus på vejen, er det fantastisk at sidde tilbagelænet i en god stol og se landskabet fare forbi; vinmarker, landsbyer, gamle borge, vindmøller, pinjetræer – og endnu flere vinmarker…
 

Estación de Atocha

Estacion de Atocha blev bygget som Madrids første togstation i 1851. Efter en brand blev den genopbygget i 1892. Hundrede år senere blev anlægget udvidet, og bygningerne står i dag på mange ”must-see”-lister over Madrids bedste seværdigheder. Denne gamle bygning er blandt andet lavet om til en tropisk have med skildpaddebassin, caféer, små butikker og hvileområder.
 
Men for mange spaniere har der hængt en mørk sky over Atocha siden d. 11. marts 2004. Det var her, 191 mennesker blev dræbt og 1460 skadet efter et terrorangreb, som man mener, en islamistisk terrorgruppe tilknyttet Al-Qaida netværket stod bag.
 


Billetpris

Hvis man køber billetterne direkte fra Renfes hjemmeside, koster en enkeltbillet én vej fra Málaga María Zambrano til Madrid Puerta de Atocha ca. mellem 50 € og 80 €.

 

Fakta

Málagas togstations fulde navn er MÁLAGA MARIA ZAMBRANO. Den ligger centralt i Málaga, lige ved busstationen, 9 km fra Málaga Lufthavn. Det er let at komme til og fra lufthavnen med shuttletog (Cercanias).
 
Diverse nyttige links
www.renfe.com/EN/viajeros/ (engelsk version)
 
Af Rikke Iuell Printz

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa