Det danske magasin i Spanien
GUL, ORANGE ELLER RØD VEJRVARSLING – Hvad betyder det egentlig?

GUL, ORANGE ELLER RØD VEJRVARSLING - Hvad betyder det egentlig?

Når vi ser gule, orange eller røde advarsler i de spanske vejrudsigter, ved vi, at der ofte er uvejr på vej. Nyhederne taler jævnligt om alerta amarilla por lluvia (gult regnvarsel), aviso naranja por viento (orange vindvarsel) eller alerta roja por calor extremo/ola de calor (rødt varsel for ekstrem varme/hedebølge). Men hvor slemt er egentlig et orange vindvarsel, og hvor meget regn kan vi forvente ved et gult varsel? Hvad betyder Spaniens varslingssystem, og hvordan bør vi handle i forhold til advarslen – hvad enten det er en kvælende hedebølge eller hagl på størrelse med golfbolde?

Samme farver, forskellige kriterier

Meteorologer verden over bruger farver som indikatorer, når de udsender farevarsler. EUMETNET er et netværk af 33 europæiske nationale meteorologiske og hydrologiske tjenester, der har som mål at standardisere præsentationen af vejradvarsler i Europa med et fælles farvekodet varslingssystem. Ligesom et trafiklys bruger EU-landene (og alle andre lande på kloden) farverne grøn, gul, orange og rød som varsler for at indikere alvorligheden af vejrbegivenheder. Men de specifikke love og parametre for varsler er ikke de samme, da hvert lands nationale vejrtjeneste (og nogle gange regionale tjenester) fastsætter egne varslingskriterier baseret på lokale forhold og mulige konsekvenser.

Spanske varsler

Når et meteorologisk fænomen opstår, er det det spanske meteorologiske institut (Aemet), der har ansvaret for at advare befolkningen i landet. Instituttet, som har eksisteret siden 1887, er ansvarlig for at overvåge al vejrmæssig aktivitet og koordinere myndighedernes respons på mulige konsekvenser.

Aemet definerer et ugunstigt meteorologisk fænomen som enhver »atmosfærisk hændelse, der direkte eller indirekte kan forårsage skade på mennesker, betydelig materiel skade eller ændre menneskelig aktivitet i et givent område«. Når det gælder alvorlige vejrforhold, er varsling uvurderlig og kan være et spørgsmål om liv eller død. Derfor udsender Aemet varsler på forhånd og farvekoder hvert enkelt for at vise borgerne, hvor alvorligt vejrfænomenet forventes at blive. Varslingsplanen har som mål at give indbyggere og offentlige institutioner den bedst mulige og mest opdaterede information om ugunstige vejrbegivenheder op til 72 timer i forvejen samt at vedligeholde information i realtid om vejrfænomener i Spaniens 17 regioner, 50 provinser og 326 comarcas (traditionel territorial inddeling).

Ugunstige vejrbegivenheder kan inkludere intenst regnvejr, snefald, vind, ekstreme maksimums- og minimumstemperaturer, storme, tordenvejr, bølger og andre kystfænomener, laviner, kuling, vindstød, snesmeltning, tåge, luftbåren støv og sand, hedebølger, kuldebølger, orkaner og tropiske storme.

Et farvekodet varslingssystem

Varslingsfarverne har en generel betydning, hvor grøn betyder ingen meteorologisk risiko, gul betyder en vis risiko, orange betyder betydelig risiko, og rød betyder ekstrem risiko.

Gult varsel:
Gult varsel betyder, at der ikke er nogen meteorologisk risiko for befolkningen generelt, kun for visse specifikke vejrfænomener i området. Et gult varsel aktiveres blandt andet ved kraftige tordenvejr, altså »storme med betydelig elektrisk aktivitet ledsaget af lokalt kraftig nedbør og/eller meget stærke vindstød og/eller hagl med en diameter på over 1 cm.« Når det gælder regnmængder, starter grænsen for gult varsel ved 15 mm/t regn i store dele af landet (Andalusien, Extremadura og Madrid) og fra 20 mm/t i andre områder, såsom Valencia, Catalonien og Balearerne.

Ved gult varsel anbefaler Aemet, at man holder øje med vejrudsigterne og er forberedt på at justere aktiviteter, hvis forholdene kræver det, da visse udendørsaktiviteter kan blive forstyrret.

Orange varsel:
Det orange varsel aktiveres ved meget kraftige storme. Det vil sige »storme med ekstraordinær elektrisk styrke ledsaget af lokalt kraftig nedbør og/eller meget stærke vindstød på over 90 km/t eller orkanstyrke og/eller hagl med en diameter på over 2 cm.« For at fastsætte dette varslingsniveau skal nedbørsmængden nå eller overstige 30 mm/t eller 40 mm/t på den østlige halvø og Balearerne. Aemet udsteder normalt orange varsel ved hedebølger med temperaturer mellem 37–40 °C.

Anbefalingen fra Aemet ved orange varsel er at være forberedt og holde sig opdateret på vejrudsigterne, da udendørsaktiviteter kan blive forstyrret.

Rødt varsel:
Det alvorligste varsel – det røde – er normalt forbeholdt de farligste fænomener af usædvanlig intensitet. Dette udstedes ikke uden grund. Rødt varsel aktiveres kun ved meget kraftige storme, som på grund af deres ekstreme karakter kan få stor indvirkning på befolkningen. Varselet udstedes, når akkumuleret nedbør når 60 mm/t i de fleste områder af landet og 90 mm/t på den østlige halvø og Balearerne. Aemet udsteder normalt rødt varsel ved usædvanligt høje og potentielt skadelige temperaturer på 40–44 grader.

Almindelige tiltag under rødt varsel er mobilisering af rednings- og beredskabstjenester, der kan assistere eller evakuere ved behov, direkte varsler til befolkningen via SMS, sociale medier og nyhedskanaler, forebyggende restriktioner og lukning af veje, skoler, sportsaktiviteter og offentlige forsamlinger samt begrænset adgang til strande og havne i kystområder. Under rødt varsel er der stor sandsynlighed for, at vejrfænomenet vil forårsage skade på bygninger, veje og anden infrastruktur.

Under rødt varsel anbefales befolkningen at holde sig informeret, undgå unødvendige rejser, sikre hjemmet, klargøre en nødpakke, beskytte elektriske apparater, undgå floder, slugter og kystområder samt følge instrukserne fra Guardia Civil.

Generelle råd

Aemet giver regelmæssige opdateringer og specifikke advarsler, som kan inkludere ændringer i fænomenernes intensitet eller ændringer i de berørte områder. Af denne grund er det afgørende altid at følge varslingsopdateringerne.

I Spanien administrerer hver region beredskabsplaner og tilpasser dem til de meteorologiske fænomener, da hvert område har sin egen sårbarhed. Ved Middelhavskysten kan storme for eksempel føre til, at floder går over deres bredder med store mængder vand, mens snefald om vinteren kan afskære småbyer i Pyrenæerne. Nogle nylige tilfælde viser, hvilke situationer der kan berettige et rødt varsel, som det destruktive og dødelige skybrud i Valencia foråret 2024. Her blev der varslet for sent, og konsekvenserne blev voldsomme.

(Kilder: Aemet, EUMETNET, National Geographic España og El Tiempo)

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.
Secret Link