Det danske magasin i Spanien
Sådan trykkes La Danesa
Fra vi her på redaktionen er færdige med at redigere magasinet, til du sidder med et trykt magasin i hånden, sker der en hel masse. Vi vil gerne give dig et indblik i processen.

Når alle artikler er afleverede og hele magasinet er sat op digitalt, sendes filerne til trykkeriet, som bringer os prøvetryk af siderne på store ark. Vi gennemgår magasinerne her på kontoret – her kigger journalisterne efter, om der skulle have sneget sig en stave- eller slåfejl ind, mens grafikerne gransker hver en detalje i annoncerne. Derefter rettes de sidste ting til, og trykkeriet får filerne på ny.

 
På trykkeriet startes den store aluminiumsmaskine og 8 sider af magasinet graveres med laser ind på store aluminiumsplader (planchas). Derefter vaskes pladerne fri for smuds, og der kommer en gummibelægning på, så de kan håndteres, uden at der sættes aftryk. Det tager ca. 6 minutter at ’printe’ en aluminiumsplade.
 
Hver plade printes i fire versioner – en til hver farve. Først trykkes nemlig gul, rød, blå og til sidst sort. Hver farve har sin plade, som ser helt forskellig ud, og tilsammen danner de fire farver alle farver i magasinet.
Aluminiumspladerne sættes i hver deres farvemaskine, og det hvide papir bliver printet først i den ene farve så i den anden, indtil det til sidst kommer ud som færdige sider med fuld farve.
 
Her for enden af trykken står Jesus, der tager stikprøver af hver 200 – 500 sider og tjekker for farveændringer. Hver side har nemlig en farvekode, som scannes digitalt for at sikre, at farverne lever op til kravene – for La Danesas vedkommende er det meget skarpe farver.
 
Farven fylde i store kar oven på trykmaskinen. Jesús fortæller, at når computeren viser en farveændring, er det oftest fordi, der er for lav stand i farvens kar. Så skal han op og hælde mere farve på, og de berørte sider siden sidste stikprøve skal destrueres, før trykken kan startes igen.
 
Det tager 14 timer at trykke La Danesa, der har et oplag på 10.500 eksemplarer. Det tager lidt længere tid at trykke En Sueco, der udkommer i 12.500 eksemplarer og lidt kortere tid for Det Norske Magasinet med dets 8.000 eksemplarer.
 
Når alle sider er færdigtrykt, lægges de sirligt på paller og læsses på en lastbil, der kører dem til Granada, hvor de bliver samlet og limet. La Danesa er et relativt tykt magasin, så det kan ikke hæftes med klammer.
 
Derefter fragtes de færdige magasiner til Norrbom Marketings kontor i Centro Idea, hvor distributionen til hele kysten begynder med det samme, magasinerne er modtaget.
 
Vi håber, du nyder det færdige resultat af det trykte magasin.
Redaktionen
 

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.