Boligmarkedet: Boligejeres fortsatte frustrationer

Boligmarkedet: Boligejeres fortsatte frustrationer

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Er man købt eller solgt? Sådan undrer mange boligejere i områder, hvor de forskellige myndigheder, fra byrådene og til det statslige apparat, ikke kan enes om, hvordan landets love skal fortolkes. Vi har set nærmere på to af disse områder.

Efter de turboprægede byggeår i begyndelsen af 00’erne, da omkring fem millioner boliger blev bygget, og størstedelen om end langt fra alle blev solgt, stoppede boligfesten som bekendt brat i det infamøse år 2008.
Det var gået stærkt, alt for stærkt. For ikke nok med at boligmarkedet forstummede, ud af skabene væltede nemlig sager om købere, der for de flestes vedkommende havde købt i god tro, men som pludselig risikerede at miste deres bolig. De havde haft advokater til at sørge for papirarbejdet, de havde været hos notaren for at underskrive de fornødne papirer, og dermed var de flyttet ind i den nye bolig i den tro, at alt var i den skønneste orden.
Det viste sig dog, at flere kommuner havde udstedt byggetilladelser til bygherrer, uden at disse tilladelser var omfattet af en byplan, en såkaldt PGOU (Plan General de Ordenación Urbana). Det mest grelle eksempel herpå er jo Marbella, hvor miseren, anført af partiet GIL, førte til den omfattende Mayala-sag.

Nå, men boliger ikke kun i Marbella blev erklæret ulovligt opførte. Det efterlod mange boligejere i hele landet som kæmpemæssige spørgsmålstegn og med bekymringen om, hvorvidt de ville blive frataget deres bolig, hvilket bl.a. kunne ske ved, at myndighederne ganske enkelt beordrede boligerne revet ned.
Kunne myndighederne bare gøre det? Ja, tilsyneladende.
Det er kommunerne, som er ansvarlige for udstedelse af byggetilladelser og byplanlægning, som dog skal godkendes af de regionale myndigheder, hvorefter sagen i tilspidsede situationer kan gå videre til de statslige myndigheder, dermed forstås domstolene. Og det er ikke en helt så enkel procedure, som de følgende eksempler understreger.

Marbellas byplan annulleret
Da vi nærmede os udgangen af 2015, annullerede den spanske højesteret Tribunal Supremo den byplan, som Marbellas PP-ledede byråd med Ángeles Muñoz på borgmesterposten tilbage i 2010 havde vedtaget. Denne byplan skulle erstatte den gamle, der stammede helt tilbage fra 1986. Den nye blev godkendt af de regionale myndigheder, Junta de Andalucía.
Den inkluderede bl.a. legaliseringen af hele 16.500 boliger. Mange af disse var blevet opført under GIL-regimet, der i 1997 havde vedtaget en byplan, som aldrig blev godkendt, men ud fra hvilken man udstedte byggetilladelser til højre og venstre og under bordet.
PP’s mål var derfor, at de ejere, der havde købt i god tro, ikke skulle lide under det forhenværende byråds vrangforestillinger om en byplan. Den forventede legalisering af boligerne beklagede en boligejerforening og to virksomheder, der anmeldte sagen til den regionale domstol, hvor de fik afslag. De tog den videre til højesteret, hvor de altså fik medhold. I en meddelelse forklarer højesteret, at man ’er medvidende om situationen med de illegale bygninger i Marbella, som er i strid med byplanen fra 1986, og den usædvanlige situation i den politiske ledelse af byen’. Men det konkluderes, at det er dommernes opgave at kontrollere det lovmæssige i byplanen, og at man ’ikke kan legalisere det, som er opført ulovligt.’
Dermed er det byplanen anno 1986, der fortsat er gældende.

Det nuværende byråd, ledet af PSOE og borgmester José Bernal, insisterer dog på, at højesterets beslutning ikke skal forhindre legaliseringen af de eksisterende boliger eller nye projekter, som kommunen har på tegnebrættet. Et ekspertudvalg er blevet nedsat til at finde ud af, hvordan det skal ske. Samtidig skal også byrådet udarbejde et forslag til en ny byplan. Det kan tage meget lang tid.

Den usikre situation kan sætte en bremseklods på boligmarkedet, der ellers er ved at få medvind, skønt de fleste eksperter på området understreger, at der kun hersker usikkerhed omkring de tilladelser, der blev udstedt i GIL-tiden. I dagbladet Diario Sur udtaler desuden advokat Hipólito Marín, at han mener, at højesterets dom er vigtig, da den viser, at ingen står over loven. Hverken borgere eller et byråd. Samme advokat svarer også på spørgsmål omkring en mulig kompensation, at højesteret allerede har afvist dette, og ’at hvis der står en boligblok på tre etager, hvor der skulle være en park, kan man ikke bare male en park’.
Det efterlader ejerne af de 16.500 boliger usikre, fastlåste og stavnsbundne. Hvad kan man forvente? Og går man i salgstanker, er der vel ingen udsigt til købere af en bolig, der risikerer at blive revet ned. Denne problematik berører mange spaniere og også udlændinge, inklusive danskere. En dansker er involveret i den følgende sag, der viser, hvordan et enkelt menneske rammes af myndighedernes selvmodsigelser.

Det konkluderes, at det er dommernes opgave at kontrollere det lovmæssige i byplanen, og at man ’ikke kan legalisere det, som er opført ulovligt.’

Et uendeligt tovtrækkeri
Lars Chr. Larsen har som flere andre levet mange år med usikkerheden om, hvad der skal ske med hans bolig, og det efter en lang række fejlslagne forsøg på at komme ud af en usædvanlig håbløs situation. La Danesa har tidligere bragt hans historie, men her kommer et resumé, ligesom Lars Chr. Larsen fortæller, hvordan sagen siden har udviklet sig.
Den drejer sig om det hus, som han med sin nu afdøde hustru i 2001 lod opføre på en grund i Taramay, i Almuñécar kommune. Parret havde allieret sig med en bekendt, som skulle hjælpe dem med at finde vej i det spanske bureaukrati.
På grunden stod der et gammelt hus, som de ønskede at restaurere. Ifølge deres bekendte krævede det ikke en officiel byggetilladelse. Huset stod færdigt i slutningen af 2001.

Parret ville snart gerne have et større hus. De bad deres bekendte formidle kontakt til en arkitekt, der kunne stå for tegninger og den formelle kontakt med myndighederne.
Tegninger blev sendt til den officielle arkitektorganisation i Granada, og i foråret 2003 kom de tilbage, godkendte og stemplede. Dernæst kom den bekendte med en ansøgning om byggetilladelse, som parret skulle underskrive, og som han efterfølgende afleverede hos kommunen. Nogen tid efter fik de to opkrævninger fra kommunen for byggetilladelsen, som de betalte.
De modtog dog ikke byggetilladelsen, men den bekendte mente, at den havde arkitekten fået, og at der dermed var styr på det formelle. Parret gav grønt lys til, at byggeriet kunne gå i gang.
Da det var færdigt, kom en medarbejder fra arkitektens kontor og tog billeder af huset, så parret kunne få tilladelse til at benytte det. Den bekendte vendte dog tilbage med den besked, at de ikke kunne få tilladelse til at benytte huset, da der ikke eksisterede en byggetilladelse. Ifølge den bekendte var dette dog helt normalt, og byggeriet ville automatisk blive godkendt efter fire år. De flyttede ind.
Den bekendte oplyste derefter, at såfremt de byggede det nye og det gamle hus sammen med en mur, ville byggeriet blive endeligt godkendt, da det lille hus var lovligt. Det skete også, og derefter drog de til notaren og ejendomsregistret for at anmode om tilladelsen.
Kommunen påstod nu, at huset først var færdigt, når notaren og ejendomsregistret havde udstedt tilladelserne, og ikke i 2004 som var tilfældet. De havde dog kvitteringer fra 2003 og 2004, hvor de flyttede ind, samt videofilm fra selve byggeriet og det efterfølgende resultat. På trods af det skete der ikke noget fra kommunens side.
Den bekendte havde adskillige gange informeret dem om, at de ikke skulle betale ejendomsskat, så længe de ikke havde en tilladelse til at benytte huset, eller før de modtog en opkrævning fra kommunen. De valgte dog at kontakte kommunen for at betale ejendomsskatten. Her sagde man, at de ikke havde noget hus. Man krævede dokumentation i form af billeder af huset både indendørs og udendørs, hvilket parret imødekom. Efter adskillige forespørgsler fik de besked på, at sagen var sendt til Junta de Andalucía for at blive afgjort.
De tog kontakt til en entreprenør i Almuñécar, som foreslog at annullere den gamle byggeansøgning, og at såfremt de tog taget af overdækningen mellem de to huse, murede garageporten samt vinduerne i kælderen til og opførte en væg op i det oprindelige hus, således at det blev syv m2 mindre, ville tilladelsen gå igennem. Efter at have spenderet 13.000 euro på det, modtog de endnu et afslag fra kommunen.

I 2012 kom der et krav vedrørende ejendomsskat for de forgangne fire år. Forklaringen var, at deres sag nu var blevet godkendt. Der blev betalt i tiltro til, at man ikke betaler ejendomsskat af noget, der ikke eksisterer. Senere samme år lød kravet imidlertid på øjeblikkelig nedrivning eller en månedlig bøde på 11.500 euro.
Lars Chr. Larsen mener, at de måske begge har været naive, men at de handlede i god tro.
Siden har han kontaktet et advokatkontor, som mente, at sagen var en bagatel, da kommunen havde begået så mange fejl. Efter to måneder fik han besked om, at kommunen ikke ville tale med advokaten, og i lyset af det meddelte denne kommunen, at han ville bringe sagen for domstolen. I 2015 fik Lars Chr. Larsen et brev fra kommunen, hvori der stod, at han skulle rive huset ned og betale 46.000 euro i bøder + renter. Det sendte han til advokaten, og efter en måned kom der endelig et brev fra domstolen i Granada, det var en kopi af et brev til kommunen, hvori de blev pålagt ikke at sende flere nedrivningstrusler eller bødepålæg.
Lars Chr. Larsen udtaler, at det er en sørgelig håndtering i et system, der ikke vil anerkende administrative fejl eller anerkende, at parret har handlet i god tro.

Såfremt de tog taget af overdækningen mellem de to huse, murede garageporten samt vinduerne i kælderen til og opførte en væg op i det oprindelige hus, således at det blev syv m2 mindre, ville tilladelsen gå igennem.

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa