Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Ubalance skal vendes til balance
Vi fik det ventede jordskredsvalg. Men nogle af revnerne blev dybere, og gik i en helt anden retning end ventet. Nogle af de store partier blev ikke så store som ventet. Og flere af de helt små partier kan få større indflydelse, end nogen havde troet. Ubalancen i spansk politik er større end nogensinde og det sætter de spanske politikere på en helt ny styrkeprøve.

Det er ikke noget at sige til, hvis Hr. og Fru España fik aftenkaffen galt i halsen, da de første valgresultater rullede frem på tv-skærmen. Den revolutionære Pablo Iglesias tog fusen på alle meningsmålinger ved at gøre Podemos til parlamentets tredje største parti med 69 mandater. Lige så overraskende var den beskedne tilslutning til Ciudadanos, som slet ikke stod distancen. Albert Rivera havde set sig som tungen på vægtskålen i spansk politik, men med 40 mandater kommer han ingen steder. Uanset om han ser til højre eller venstre i parlamentet.

At tælle til 176
Partido Popular er med 123 mandater fortsat Spaniens største parti og, i spansk tale, valgets vinder. Det store spørgsmål er, om partiet kan bruge sejren. Inderst inde havde partiet vel håbet at kunne samle flertal med støtte fra Ciudadanos, men med samlet 163 mandater når de ikke i mål. Det gør Socialistpartiet og Podemos med samlet 159 repræsentanter heller ikke. Det betyder, at tre af de fire store drenge i spansk politik skal kunne indgå en pagt for at samle flertal. Og det bliver mere end svært. Scenariet kan undgås, hvis de to traditionsrige partier, Partido Popular og PSOE, er villige til at lege sammen. Men ud fra de to partiers attitude på valgaftenen kan det kun konkluderes, at de hører hjemme i hver sin legestue. Og derfor kan nogle af de helt små partier måske få lov til at lege med.

De små, store partier
Stik mod forventningerne kan de små nationalistpartier få en altafgørende rolle i den kommende regeringsdannelse. De catalanske nationalistpartier ERC og DL (tidl. CiU) får sammen 17 mandater. Krydres de med baskerpartiet PNV’s 6 mandater, giver det 23 mandater, som dermed bliver den berømte tunge på vægtskålen. Både PSOE og Podemos er åbne for en ændring af grundloven, som vil gøre Spanien til en føderalstat. Det er guf i nationalistpartiernes ører. En PSOE / Podemos regering med støtte fra føromtalte nationalistpartier vil sikre flertal, og det er absolut et muligt scenarie. Partido Popular skal og vil naturligvis, som landets største parti, forsøge at samle støtte til at danne regering. Broen til de små nationalistpartier er imidlertid brændt. Eller er den? Parlamentsvalget har vist, at alt er muligt i spansk politik.

Det store puslespil
Går alt efter bogen, har vi en ny regering i slutningen af januar. Men vel vidende at det tog flere måneder at danne regering i Andalusien efter regionalvalget i foråret, og at man fortsat ikke har kunnet danne regering i Catalonien efter deres regionalvalg i september, er det tvivlsomt om Spanien, med et kompliceret politisk puslespil foran sig, får samlet brikkerne inden månedens udgang. Men puslespillet skal samles. Alle politiske kommentatorer er efter valgdagen enige om, at skal Spanien for alvor ud af krisen, skal landet have en stærk regering.

Tre store skuffelser

For ganske få uger siden lå partiet Ciudadanos side om side med PP og PSOE i meningsmålingerne, og den ambitiøse partileder Albert Rivera skjulte ikke sin drøm om at blive statsminister. Tonen blev noget hårdere, og udtalelser om ikke at ville støtte Mariano Rajoy i en ny regering har tilsyneladende kostet dyrt. Faktum er i hvert fald, at Ciudadanos ikke fik den massive opbakning som ventet.

Det lille midterparti, UPyD, har forspildt alle muligheder for at blive en stor spiller på den politiske scene. Partiet fik over én million stemmer i 2011, som var partiets første valg, men den interne uenighed og ubeslutsomhed har været så stor, at partiet knapt har kunnet få deres valgkampagne på skinner. UPyD er i dag helt ude af parlamentet. Næsten det samme kan siges om venstrefløjspartiet IU, som falder brat fra11 til sølle to mandater.

Parlamentsvalget i 2011 var PSOE’s dårligste valg nogensinde. Og denne gang blev det endnu dårligere. Socialistpartiet taber yderligere 20 mandater og er nede på 90 repræsentanter i parlamentet. Fornyelsen med Pedro Sanchez, som den unge, smukke og ambitiøse mand i spidsen for partiet, har slået fejl. Regeringspartiet PP styrtdykker også, men i knap så stor udstrækning som til forårets regional- og kommunalvalg.

Tre små overraskelser

Podemos
Podemos tager parlamentet med storm. Med 69 mandater i det nye parlament har Pablo Iglesias & Co. for alvor gjort op med topartisystemet og kan meget vel få afgørende indflydelse i den nye regering. Meget tydede ellers på, at partiet havde tabt pusten, men en fantastisk slutspurt gjorde Podemos til en af valgets helt store sejrherre.

ERC
Det catalanske ERC går fra tre til ni mandater og viser sig på ny som det stærkeste nationalistparti i Catalonien. Vel går partiet frem på bekostning af ”vennerne” fra DL, men valgresultatet viser klart partiets og deres vælgeres ønske om et selvstændigt Catalonien.

Valgdeltagelsen
Korruption, brudte løfte og tom snak har gjort mange spaniere trætte af politik. Men demokratiet sættes højt – trods alt. 73 procent af de stemmeberettigede ulejligede sig med at gå til stemmeurnerne, hvilket er en lille fremgang på to procent point i forhold til valget i 2011.

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa