Atter sol over boligmarkedet

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
CDS

Det er ikke kun de mange turister, der har nydt sommersolen. Solen skinner også på kystens mæglere, som atter sælger boliger som i de gode tider – og specielt til skandinaverne. La Danesa har talt med en håndfuld mæglere, banker og advokater for at få belyst årsagerne til den positive udvikling.
 

Det er med store smil på læben, man bliver mødt af kystens ejendomsmæglere. Efter fem-seks magre år er der for alvor kommet gang i boligsalget. Faktisk er det siden starten af 2014 gået så stærkt, at der i dag i Marbella sælges flere boliger end i 2007, som var det sidste gode år, inden markedet kollapsede i 2008. Men der er dog ikke tale om et decideret boom, som vi så det i starten og midten af 00’erne.

“Det ville være alt for voldsomt at tale om et boom i branchen. Vi er inde i en god udvikling og sælger godt. Men det er ikke som før krisen, hvor alt kunne sælges,” fortæller Finn Wissenberg fra Wissgar Estates.
“Det er slet ikke sundt med et byggeboom og de fleste i branchen ønsker ikke et nyt. Sidst gik det alt for godt og alt for hurtigt. Derfor blev krisen så voldsom,” forklarer han og minder om, at boligsalget i Spanien på landsplan i 2007 lå på 854.000 og i 2013 røg helt ned på 365.000 solgte boliger. Et fald på hele 57 procent. Men nu går det fremad. Specielt på Costa del Sol.
 
Alt er blevet lyserødt
De første positive tegn på fremgang sås i 2013, som endte med at blive et godt år for nogle mæglere. Siden da har solen skinnet på de fleste i branchen. Og motiverne bag den stigende interesse for at flytte til Sydspanien er mange. “Tidligere var der en masse faktorer, som skabte tvivl og usikkerhed for de potentielle nye boligejere. Men spansk økonomi er i dag sundere end for blot få år siden. Tilliden er tilbage og det er altafgørende både for private boligkøbere og investorer,” mener Christel Mark Hansen fra Nykredit i Marbella.
De sidste to år har været blandt firmaets bedste siden etableringen i Spanien i 2004.
Sven F. Källström fra Alamo Costa del Sol Real Estate i Fuengirola peger på andre faktorer bag den stigende interesse.
“Folk, som kommer til kysten som turister eller på besigtigelsesrejse, oplever en meget høj levestandard. De ser en høj standard på strande, i restauranter og butikker og en stærkt forbedret infrastruktur. Og så er det, i modsætning til andre feriemål i verden, sikkert at bo og opholde sig her,” vurderer den svenske mægler, som ser en stor synergieffekt mellem den stærkt stigende turisme og antallet af bolighandler. Han har også en helt anden pointe.
“I de 31 år, jeg har boet og arbejdet på Costa del Sol, har jeg ikke set så meget positiv presseomtale som nu. De triste historier om folk, der blev snydt i en bolighandel er blevet udskiftet med artikler om folk, der nyder livet her. Flere skandinaviske medier anbefaler direkte i deres pressedækning af Costa del Sol at købe nu, hvor priserne er faldet med 20 til 50 procent i forhold til 2007,” beretter den svenske mægler, som også mener, at den øgede retssikkerhed for køber har fået flere udlændinge ind på det spanske boligmarked.
Alamo gik mod strømmen og åbnede midt i krisen i 2009. Dengang havde firmaet to medarbejde. I dag har de ni ansatte plus seks medarbejdere i søsterselskabet Alamo Design.
“Drømmen om livet i sydens sol har altid levet i os nordeuropæere. Også under krisen. Alle som de sidste fire, fem, seks år har gået med tanken om at købe, men set tiden an blandt andet grundet de konstant faldende boligpriser, køber nu. Det er derfor, vi har så travlt,” siger Sven F. Källström.
 
CDS 1
 
Køber på tegnebrættet
Der er mange tal, statistikker og prognoser for boligsalget på Costa del Sol. Men slår man skandinaverne sammen under ét, udgør de faktisk den næststørste kundegruppe af nye boligejere på Costa del Sol tæt fulgt af franskmændene. Helt i toppen ligger englænderne, som, efter et par magre år, er tilbage på markedet med fuld styrke.
“Det er opsigtsvækkende med den store interesse fra både private og investorer, som nu igen retter blikket mod Costa del Sol. Specielt hæfter jeg mig ved interessen for at købe og investere i boliger under opførelse,” fortæller Christel Mark Hansen fra Nykredit, som også bekræfter, at banken har givet flere lån til boliger under opførelse når de står færdigopført. For nogle kan det overraske, at der atter sælges på tegnebrættet, vel vidende at lageret af usolgte boliger på Costa del Sol er stort. Men sådan er det blevet.
Finn Wissenberg fra Wissgar Estates oplyser, at alene i første halvår af 2015 er antallet byggetilladelser steget med 28 procent i forhold til samme periode sidste år og at der det seneste år er igangsat 29 nye større boligprojekter på Costa del Sol.
“Der er flere spændende projekter i gang på strækningen Benalmádena – Marbella – San Pedro. De bedste sælger ret hurtigt. Det har vi ikke oplevet, siden krisen holdt sit indtog i 2008,” siger han.
 
De knæsne skandinaver
Skandinaverne er begejstrede for de ny projekter, for tendensen er klar. “Skandinaverne vil have god beliggenhed og kvalitet. Gerne nye, lyse og moderne boliger. Og denne kvalitet findes i mange af de nye projekter,” fortæller Finn Wissenberg. Faktisk mener han, der er mange ældre boliger til salg med knap så god beliggenhed, som kan blive vanskelige at få solgt. I hvert fald til en skandinav.
Hans holdning bakkes op af Sven F. Källström.
“Skandinaverne er knæsne, og vil have noget godt for pengene. Det gælder både købere, som har et lille og et stort budget. Lyse boliger med terrasser eller altan og moderne design er vigtigt. Og køber man på tegnebrættet kan man sikre sig en af projektets bedste boliger og tilmed være med til at sætte sit eget præg på den.”
Hos Nykredit har man en klar økonomisk profil på de nye boligejere, som ønsker boliglån.
“Der er dem, som ønsker en feriebolig i prisklassen 150-200.000 euro, som typisk er det prisleje en feriebolig ville koste i Danmark, Sverige eller Norge. På den anden side findes køberne, som ønsker store luksusboliger til 700.000 euro og opefter. Der er ikke så mange købere i prisniveauet midt i mellem,” fortæller Christel Mark Hansen.
 
Priserne stiger
Solen skinner atter over Costa del Sols boligmarked. Og meget tyder på, at solen vil blive stående højt på himlen i lang tid.
“Så længe bankerne øger udlånene til boligkøb, og den spanske og de fleste europæiske landes økonomier er i fremgang, vil det også gå fremad for boligmarkedet. Med mindre de europæiske økonomier altså glider i den græske Moussaka, eller den amerikanske økonomi ender i skødet på den republikanske Tea Party bevægelse,” mener Finn Wissenberg.
Den store købelyst vil sandsynligvis få boligpriserne til at stige. Flere analyser og førende boligportaler formoder en generel prisstigning på to til tre procent inden udgangen af indeværende år.
Sven F. Källström har sin klare holdning og er ikke bange for at tage bladet fra munden: “De næste tre år vil priserne stige ti procent. Men det er kun tegn på en sund fremgang”.
Finn Wissenberg, der også var aktiv i branchen under boligkrisen i starten af 90’erne, har også sin klare holdning.
“Historien viser, at priserne på godt nybyggeri og de bedste gensalgsejendomme hurtigt kan stige i pris. Det sker faktisk allerede i et vist omfang.”
 
De nye projekter
29 nye byggeprojekter er i fuld gang på Costa del Sol.
Blandt andet “La Montesa de Marbella” i Cabopino, som består af 60 luksuslejligheder i prisniveauet 400.000 til 500.000 euro. Det bliver lyse og moderne boliger, som passer til den skandinaviske smag. Over halvdelen af boligerne er allerede solgt og skandinaverne hører til blandt de flittigste købere.
Side-hist:
Flere projekter på vej
Over sommeren er yderligere tre omfattende projekter blevet præsenteret. I Estepona investerer firmaet Ikasa 205 millioner euro i opførelsen af 400 luksusboliger i et helt nyt villakvarter, der får navnet “Panoramia Estepona”. Projektet bliver opført i flere faser og det samlede byggeri vil tage otte år.
I Marbella investerer en amerikansk investeringsfond 150 millioner euro i opførelsen af 200 luksusvillaer nær Santa Clara Golf. Og ved La Cala Resort i Mijas investerer entreprenøren Taylor Wimpey 21 millioner euro i opførelsen af 48 mindre lejligheder og rækkehuse.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa