Marbellas nye borgmester – 100 dage efter valget

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
DSC00388
 
40-årige José Bernal kunne efter kommunevalgene i maj i år indtage borgmesterstolen i Marbella, da en koalition bestående af PSOE og de to mindre partier IU (Izquierda Unida) og OSP (Grupo Municipal Opción Sampedreña), væltede PP af pinden efter otte år ved magten. Det nye byråd er trukket i arbejdstøjet og har igangsat flere initiativer, der skal bringe borgerne tættere på politikerne og definere en ny politisk linje.

 
En kølig forårsdag i marts sidder José Bernal Gutiérrez i PSOE’s beskedne partilokaler i Marbella, mens han fortæller om fremtidsdrømmene for sin hjemby og ønsket om at blive borgmester for samme. På det tidspunkt kunne ingen vide, at han senere samme år skulle få ønsket opfyldt og indtage borgmesterposten i en af Costa del Sols største kommuner. Overraskelsen kom nemlig først, da PP, efter et historisk dårligt kommunevalg, måtte erkende, at tiden med fløjpolitik var slut og en fremtid med koalitioner lå forude. PSOE kunne nemlig med støtte fra tre mindre partier spænde ben for det gamle parti, som måtte se sig slået på mållinjen og overgive rådhusnøglerne til den “røde fløj”. En ny kommunalbestyrelse bestående af partierne PSOE, IU og OSP så dagens lys – og her tre måneder inde i embedet, kan det første regnskab så gøres op.
“Det har været nogle intense 100 dage med masser af arbejde og nye idéer, der skulle organiseres. Nu er kl. 14.00, og jeg har stadig ikke fået morgenmad, og det er en typisk arbejdsdag. Men vi har jo selv valgt det, og så må vi også tage konsekvensen,” siger en tydeligvis træt, men glad borgmester.
 
Fremtid, fællesskab og Smartcity
At skulle styre en kommune med tre forskellige partier ved roret lyder umiddelbart som en svær opgave, men på rådhuset i Marbella er partierne, ifølge José Bernal, alle indstillet på at samarbejde frem for at få sit eget partiprogram igennem.
“Når døren passeres til rådhuset, smider vi partijakkerne. Vi skylder borgerne at kunne enes. Vi er ét byråd, bestående af tre partier, og ikke tre partier, der danner et byråd. Derfor har vi heller ikke afdelinger, som hører under PSOE, IU eller OSP, for man skal ikke kunne skelne mellem partierne herinde.”
Marbella er kendt for sit luksuriøse image, smarte biler og moderigtige forretninger, men billedet af byen skal nu opdateres, så Marbella fremover også vil blive forbundet med god klimapolitik, teknologi og den diversitet af mennesker, som bor her. Den glamourøse og eksklusive kultur er der intet galt i og den skal bibeholdes, men byen skal være mere end det, forklarer José Bernal.
“Vi har igangsat projekter, som skal styrke Marbellas image, hvor vi blandt andet har afsat 8,5 millioner euro til forbedring af infrastrukturen. Det inkluderer et netværk af cykelstier, der skal forbinde centrale punkter i byen med paseo’en, og så bliver det muligt at cykle fra det nordlige Marbella til centrum. Og cykelstierne skal ikke blot indbyde til en lille slentretur, men skal laves således, at cyklen bliver et alternativ til bilen.”
Image-planen indebærer desuden, at Marbella fremover skal kunne bryste sig af titlen som Smartcity, hvilket kræver ændringer på flere niveauer. Der kommer mere fokus på teknologi, alternativ energi, ændring af borgernes forbrugsvaner, bedre kommunikation og automatisering gennem internettet samt udbredelsen af el-biler. Initiativer som det nye byråd allerede har sat i gang.
“Det forældede “glamour-billede”, som passede til byen for 30 år siden, skal modificeres. Det handler ikke længere om at have flest dyre restauranter eller store biler – mange af de mennesker, som bor i byen i dag, ønsker andre ting. Hvor det tidligere måske var in at servere mad på guldtallerkner, er det i dag mere eftertragtet, at du kan afgive din bestilling på din iPhone, se de forskellige menuer digitalt eller at stedet er unikt, og det vil vi støtte op om.”
 
Et nyt og forandret rådhus
Nærhed er ifølge José Bernal nøgleordet, der betegner den nye lokalregering i Marbella. Det dækker over en ny dagsorden, hvor åbenhed og politik på gadeplan er blevet mærkesager. Det betyder blandt andet, at der hver tirsdag er “åbent rådhus”, hvor borgerne kan blive skrevet på en venteliste, hvis de vil tale med borgmesteren eller et af de andre byrådsmedlemmer.
“Jeg kan sjældent hjælpe dem med deres problemer, men hvis jeg ikke lytter til det, folk har at sige, så ved jeg ikke, hvad der rører sig ude i samfundet, og hvilke problemer folk slås med. Så for mig er det meget vigtigt.”
På rådhuset i Marbella er der således en oprydning i gang. Ud med byråds-parkeringspladser, bodyguards, Audibiler og store papirstakke. Ind med tablets, energibesparende computere og åben adgang til kommunens finanser.
“Marbella er den eneste kommune i Spanien, hvor vi har valgt at lægge hele vores budget ud på nettet, og det inkluderer løn, skatter, indtægter og udgifter. Vi ønsker at involvere borgerne i de politiske beslutninger, og derfor har vi åbnet op.”
Åbent bliver der også i bygningen ved siden af rådhuset, som det nye kommunalråd netop har besluttet sig for at købe. Her skal oprettes nye kontorer og plads til kunstudstillinger og offentlige arrangementer. Der er desuden blevet oprettet to nye ansvarsområder, Delegación de Igualdad y Diversidad (afdeling for lighed og forskellighed) og Delegación de Tecnología e Innovación (afdeling for teknologi og innovation), som netop skal være med til at definere det “nye” Marbella.
Men det stopper ikke her. Også inden for politiet sker der strukturændringer. Den gamle politichef er blevet udskiftet, og der vil blive sat fokus på politiets fremtoning i samfundet. De skal uddannes bedre, og et fordelsprogram skal inspirere dem til eksempelvis at lære et fremmedsprog, så de kan assistere de mange udlændinge, som kommer til kommunen.
“Vi bliver nødt til at forholde os til de mange nationaliteter, som kommer hertil, og her skal vi være mere på forkant. Vi kan ikke forvente, at de som besøger vores by kan tale vores sprog,” siger borgmesteren og pointerer:
“I den sammenhæng vil vi også promovere de forskellige kulturer, som findes i byen, hvorfor der eksempelvis bliver lavet en “feria de pueblos, som skal være med til at dæmme op for diskrimination og racisme.”
Godt seks måneder er gået, siden Jose Bernal sad i PSOE’s beskedne lokaler. Kontoret har fået ny adresse, og bag skrivebordet hænger nu et billede af Spaniens nye konge. De fysiske rammer er skiftet ud, men ambitionerne er de samme som før. De tiltag, der blev talt om, er nu sat i søen, og så må tiden vise, om dette skib kan sejle, eller det om fire år må lægge til kaj igen.
*To af de tiltag, som José Bernal lovede i den forrige artikel, er allerede blevet gennemført (forbedringer inden for politiet og det åbne regnskab, som kan findes på kommunens hjemmeside under fanen: Información Económica). Resten, regner han med, bliver igangsat inden næste valg.
 
Bonusinfo om flygtningeproblematikken:
Marbella var sammen med Barcelona og Madrid den kommune, som gik i front i spørgsmålet om de syriske flygtninge. Her har man oprettet et online organiseringssystem, hvor borgere, som ønsker at hjælpe til, kan indskrive sig og fortælle, hvad de kan biddrage med. På den måde er byens ressourcer allerede organiserede, når tiden er inde til at tage imod de flygtninge, Marbella får tildelt. 400 syriske familier bliver sandsynligvis tildelt Málaga-provinsen. I Marbella regner man med at skulle tage imod ca. 80 familier.
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com (foto og tekst)

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa