Det giver et bedre overblik at se tingene fra oven, hvilket der er rig mulighed for på én af Málagas mange rooftops. La Danesa har udvalgt fem af de bedste tagterrasser, som kan nydes året rundt – om det er til en kølig eftermiddagsaperitif, en solid middag eller opvarmning til en bytur. Piscina Lounge på toppen af hotellet Molina Lario er en af de udvalgte tagrygge, og her er det mildest talt svært at gå galt i byen lige meget hvilket perspektiv, rooftoppen bliver betragtet fra.
Molina Lario
De sidste hede solstråler glider ned over Málagas tage, mens dagen gør klar til at forvandle sig til lun forsommeraften. På hotel Molina Larios’ rooftop bar, Piscina Lounge, lægger de ansatte sidste hånd på forberedelserne til aftenens show, der skal foregå ved terrassens swimmingpool. Det er nemlig torsdag, modeshowdag. Hver torsdag året rundt slår rooftoppen dørene op for det fashion-glade publikum, der kan opleve de nyeste spanske modekollektioner. I dag er det designer Lauriane L’Eplatteniers kollektion, som bliver båret af de lange, professionelle modelben, der bevæger sig i takt med højtalernes afdæmpede lounge-toner. Tøjets former og farver bliver genspejlet i poolens blågrønne vand og at dømme ud fra sortimentet, bliver gul sommerens hit. ”Vores mål er give alle mulighed for at være en del af det lokale kulturliv, og vores events, inklusiv modeshowet, er derfor åbne for offentligheden,” forklarer hoteldirektør Myriam Ortiz.
Hvad end det er Málagas havneområde, katedralen eller det livlige strøg, der passer dagens temperament, kan det spottes fra én af Molina Larios tre sammenhængende rooftoppe. En bred vifte af events udfolder sig på disse højder, hvor både Beach-Boy rytmer, DJ-pulte, eksotiske Hawaii-fester, spansk-engelsk sprogudveksling, urban sketchers og velgørenhedsarrangementer er fast inventar. Også arrangementet ”El ciclo es VINO y CINE”, hvor tagbaren viser vinfilm og serverer nøje udvalgt vin og tapas, er en integreret del af programmet. Én aften i Feria-ugen indtager et flamencoband taggulvet, mens fyrværkeri bliver afspillet som en farverig film i baggrunden. I løbet af august og september bliver der arrangeret live musikaftener på tagterrassen.
For at støtte de lokale producenter, samt holde friskheden i top, bliver størstedelen af råvarerne til Molina Larios middelhavsinspirerede menukort købt på markedet i Málaga. Uden tvivl velsmagende delikatesser hvor gavmilde stykker af ibérico-skinke på hjemmebagt focacciabrød, udgør én af menuens forretter. Blandt hovedretterne findes grillet kalvekød, der sender en sommerlig duft ud over tagterrassen. Sprøde salatblade, blandet med feta, tomater og oliven, serveres som tilbehør. Køkkenet er fleksibelt, så selvom desserten ”Torrijas” ikke findes på menukortet, serverer de gerne Semana Santa-retten efter forespørgsel. Brød, som er dyppet i æg, gennemvædet i mælk eller vin, og derefter stegt med sukker og kanel, får det til at knase mellem tænderne.
Udover den permanente menu afholder Molina Lario også specielle madarrangementer. Hver fredag kører hotellet konceptet ”Menú Degustación”, hvor man for 33 euro får serveret fem mindre retter med tilhørende vin, vand og kaffe. Derudover afholder Molina Lario til tider eventet “Malagueños con sabor” (malagensere med smag), hvor seks Michelin-kokke hver bidrager med en ret til den fire-retters menu. Hotellet regner med, at det næste stjernearrangement bliver afholdt til efteråret.
Ved check-in på Molina Lario får man ikke udleveret det klassiske nøglekort, men i stedet en original nøgle. ”Når gæsten har en gammeldags nøgle, kommer vedkommende hen til receptionen, hver gang de forlader eller ankommer til hotellet, hvilket giver os mulighed for at lære dem at kende. Vi har mange stamgæster, og nogle af dem sender endda julekort,” fortæller Myriam Ortiz, der samtidig understreger, at hotellet holder priserne nede i restauranten og til eventene, så alle har mulighed for at deltage.
Hotellet, rooftoppen og WiFi’en kan bruges af alle, hvilket gør Molina Lario til et populært spot for både turister og lokale. Poolen er det eneste, der er reserveret til hotellets gæster. Der er som regel fuldt booket på hotellet, så det kan anbefales at bestille værelser i god tid i højsæsonen. Er du interesseret i hotellets events, kan du tilmelde sig nyhedsbrevet.
I juni, juli og august har Piscina Lounge åbent fra 12.00 til 02.30. Resten af årets måneder lukker rooftoppen kl. 24.00. Swimmingpoolen har åbent fra 10.00-20.00
Adresse: Calle Molina Lario 20, Málaga
Telefon: +34 952 062 002
Bartenderens signaturdrink er en strawberry daiquiri.
Oasis Hostel
Det kræver spidse albuer at bane sig vej frem til rooftoppens bar, hvor fire bartendere ivrigt ”shaker” drinks i takt til DJ’ens reggaetoner. Én af barens mest sælgende drinks er den vodkabaserede strawberry daiquiri, som den prisvindende bartender, Rafael Valeros, har gjort til sin signaturdrink. Rooftoppen er åben fra 16.00 til 24.00 søndag til torsdag og fra 12.00 til 02 i weekenden. Der er dog oftest åbent længere i weekenden, hvor der også er DJ.
Adresse: Calle San Telmo, Málaga
Telefon: +34 952 005 116
Alcazaba Hostel
Ejerne af det nyåbnede Alcazaba Hostel er tidligere modeller, og det look har smittet af på tjenerne i de to store rooftopbarer. De er nemlig ikke blege for at overskygge det imponerende udsyn over borgruinerne Alcazaba og Gibralfaro. Barerne har dedikeret en hel side på drinkskortet til gin og tonic og at skue fra omfanget af kugleglas med isterninger, klar væske og citron/agurk/hindbærpynt, er G&T et populært indslag på tagterrassen.
Tagterrassen holder åbent fra 16.00 til 24.00 søndag til torsdag og fra 12.00 til 02.00 i weekenden. Der serveres ikke mad på rooftoppen, men det er muligt at få et måltid mad i restauranten på fjerde sal fra 12.00 til 16.00 og igen fra 20.30 til 23.00.
Adresse: Alcazabilla, 12, Málaga
Telefon: +34 952 229 878
AC Hotel Malaga Palacio.
Med sine 15 etager er AC Palacios rooftop byens højeste, og udsigten over bycentrum og havnefronten er derfor intet mindre end imponerende. Terrassen er et mekka for drinks-lovers, som står i en cirkel rundt om poolen, der bliver oplyst af farverige selvlysende barborde. Det er muligt at få et måltid mad i terrassens tilstødende restaurant fra 13.00 til 15.30 og fra 20.30 til 23.30 – maden bliver også serveret på tagterrassen. Rooftoppen har som udgangspunkt åbent fra 13.00 til 24.00, men holder ofte åbent til kl. 02 fredag og lørdag. Swimmingpoolen er åben fra 11.00 til 20.00 og kan kun benyttes af hotellets gæster.
Adresse: Cortina del Muelle 1, Malaga
Telefon: +34 952 215 185
Room Mate Larios
Hvis du er til sofistikerede drinks, mens du slænger dig på brede hvide loungesofaer, er rooftoppen på hotel Room Mate Larios er godt valg. Det er den mindste af de nævnte tagterrasser, hvilket gør det oplagt at falde i snak med sidemanden.
Rooftoppen er åben fra 18.00 til 23.00 søndag til torsdag og fra 20.00 til 02.00 fredag og lørdag. Der bliver ikke solgt mad i baren.
Adresse: Marqués de Larios 2, Málaga
Telefon: +34 900 818 320
Af Foto og tekst af Signe Lerche, signe@norrbom.com