Som historiker og forfatter har han udgivet flere bøger og artikler om spansk kultur, identitet og mentalitet. Vi mødte ham sidste år forud for lanceringen af sin seneste bog, hvor kulturmødet mellem Danmark og Spanien var et af de centrale emner. Lucas Ruiz har netop været i Málaga påny, så derfor var det oplagt at invitere ham til en snak om aktuelle emner som kirkens rolle i samfundet, abort og, ikke mindst, det spanske demokrati og valgsystem, som er højaktuelle emner.
Han får tunge temaer gjort spændende. Og han forklarer sig, så vanskelige emner bliver lette at forstå. Efter mere end 20 år i Danmark ser Lucas Ruiz på Spanien med andre øjne og kan forklare, hvorfor der fortsat er så store kulturskelle mellem os.
Ingen konsensus
Det løb ned ad ryggen på Lucas Ruiz, da Susana Díaz på valgaftenen til Junta de Andalucía den 22. marts fortalte andaluserne, at hun ville regere regionen alene og nøjes med at søge opbakning fra de andre partier, når det var nødvendigt.
“Det rystede mig, fordi Susana Díaz hører til den nye generation af politikere. Hun er kun 40 år, men har desværre allerede vist, at hun er præcis som sine forgængere. Hun kender ikke til konsensus, og det er en af de største forskelle på spansk og dansk politik,” mener Lucas Ruiz og forklarer samtidig, at det er derfor hun mere end en måned efter vælgerne blev kaldt til stemmeurnerne, fortsat ikke havde fået dannet regering i Junta de Andalucía.
“I Danmark bliver demokrati opfattet som dialog og konsensus Vi skal nå til enighed og mindretallet skal inddrages,” forklarer den spanske forfatter og beskriver den spanske kontrast: “Her tænker man anderledes: Har man flertal, har man demokratisk ret til at gøre sådan og sådan.”
I følge Lucas Ruiz er det også derfor, skellet mellen Partido Popular og socialistpartiet PSOE er så stort.
“På en lang række områder er de to partier faktisk enige. Kunne de begynde at samarbejde bare lidt, ville det være tegn på spansk demokratisk modenhed,” mener den spanske historiker, som også peger på nogle markante svagheder i det spanske valgsystem. Han betegner Spaniens demokrati som et elementært demokrati, der internt ikke fungerer ordentligt.
“I de to store partier, PP og PSOE, er det præsidenten eller partiledelsen, der vælger partiets spidskandidat til kommunal- og regionsvalg. Det er meget udemokratisk, for det burde være partiets medlemmer, der vælger,” mener Lucas Ruiz.
“Valglisterne i Spanien er lukkede. Det betyder, at man ikke kan stemme personligt på en kandidat. Igen er det det enkelte parti, der bestemmer rækkefølgen på sine kandidater, og dermed hvem der skal repræsentere partiet i f.eks. byrådet eller parlamentet. Det er ikke, hvad jeg forstår som moderne demokrati.”
De tabte stemmer
I snakken om demokrati og valgsystem er det svært at komme udenom det spanske topartisystem og de såkaldt “tabte stemmer”. Lucas Ruiz mener, at Spanien har et repræsentationsproblem, og at valgsystemet klart favoriserer de store partier.
“Spærregrænsen er på tre procent, mod to i Danmark, og det er meget højt. Det betyder, at rigtig mange stemmer går tabt eller aldrig bliver repræsenteret via et mandat”, forklarer Lucas Ruiz og giver et eksempel: “Ved sidste parlamentsvalgs fik det lille midterparti UPyD faktisk over en million stemmer fordelt over hele landet. Men i mange af de enkelte regioner og valgdistrikter var det ikke nok til at få et mandat grundet den høje spærregrænse. Samlet fik partiet kun fem repræsentanter blandt parlamentets 350 medlemmer. Omvendt kan et parti med rundt ti millioner stemmer, som PP fik ved sidste valg, sikre sig absolut flertal. Det viser klart, at vi har et valgsystem, der ikke fungerer optimalt”, mener Lucas Ruiz.
PP og PSOE er, ikke overraskende, imod en ændring af valgloven, men Lucas Ruiz håber, at de kommende valgresultater vil få partierne til at åbne øjnene for dette, eftersom de nye partier Podemos og Ciudadanos vinder stærkt frem, og bestemt ikke tøver med at gøre opmærksom på problematikken.
“Jeg mener afgjort, at spanierne er utilfredse med valgsystemet, men de går ikke på gaden for at protestere, for vi har fortsat ikke den demokratiske kultur, som man har i Danmark,” siger Lucas Ruiz afsluttende om temaet.
Du gode gud
Et tema, der til gengæld har fået hundredetusinde af spaniere på gaden, er regeringens udspil til en ny abortlov. Et lovforslag som nu delvist er blevet arkiveret grundet den store folkelige modstand. Partido Popular fremlagde sidste år et udspil, som i grove træk kun tillod abort i særlige tilfælde. Mens den spanske befolkning var splittet i debatten, var der blandt biskopper, præster og trofaste støtter af den katolske kirke stor opbakning til lovforslaget. Det er almen kendt, at kirken havde mere end en lille finger med i udarbejdelsen af lovforslaget, og at dele af Partido Popular er stærkt katolske. Det lyder helt forkert i en skandinavs ører, at kirken har så stor indflydelse. Men igen er der en historisk forklaring.
“Diktator Franco var ultra katolsk og uddelegerede mange opgaver til kirken bl.a. undervisningen”, fortæller Lucas Ruiz og understreger, at det ikke kun var religionsundervisningen, men al undervisning den katolske kirke havde monopol på.
“Efter demokratiets indførelse er hele undervisningssystemet naturligvis blevet mindre religiøst, men der har aldrig været penge til at skifte det hele ud, så mange skoler er blevet på katolske hænder. Lærere, ledere og skoler er de samme, så derfor spiller religionen og kirken fortsat en vigtig rolle for mange spaniere,” fortæller Lucas Ruiz og tilføjer, at en bilateral aftale mellem Spanien og Vatikanet i 1976 sikrede kirken en stærk, selvstændig position, hvilket også forklarer kirkens stærke rolle. Som endnu et vigtigt element i forståelsen af kirkens indflydelse peger Lucas Ruiz på kontrasten mellem den katolske og lutheranske kirke:
“Den danske, eller lutheranske, kirke bygger på individuel fortolkning. Den enkelte kan frit fortolke guds ord. I den katolske kirke er det omvendt, for her skal man forholde sig til kirkens autoritet. Det er en præst, og i sidste ende paven, der fortolker biblen for dig. Er paven imod abort, går det hele vejen ned igennem systemet,” forklarer den spanske forfatter, som ikke lægger skjul på, at han synes, det er godt, vi har fået en ny pave, som er mere socialt orienteret og har en lidt anderledes tilgang til tingene end hans forgængere.
Hurtig udvikling
Selvom der fortsat er store kulturforskelle mellem nord og syd, så beundrer
Lucas Ruiz den udvikling, Spanien har været igennem de sidste tre-fire årtier. Han husker tydeligt det samfund, han voksede op i, og det samfund han rejste fra for 20 år siden.
“Socialt, økonomisk og kulturelt var Spanien langt efter de øvrige EU-lande. Sådan er det bestemt ikke længere. Og når vi snakker om kirkens rolle i samfundet, så må vi ikke glemme at flere og flere spaniere “kun” er kultur-religiøse, dvs. bliver konfirmeret og gift, mens ellers ikke deltager aktivt”, forklarer han og kommer med endnu et eksempel på den markante udvikling, samfundet har været igennem:
“I dag er skilsmisser og homoseksualitet alment accepteret. Sådan var det ikke, da jeg boede her,” slutter Lucas Ruiz. Hans opvækst var 100 procent spansk, men mødet med Danmark gjorde ham så positivt stemt overfor sit nye land, at han insisterer på at blive interviewet på dansk. Det gjorde vi så. Forunderlige, omvendte verden.
