Castril og Guadix – to byer med masser af anderles oplevelser

Castril og Guadix – to byer med masser af anderles oplevelser

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Castril ligger lige syd for Spaniens største naturpark: Parque natural de las Sierras de Cazorla, Segura y Las Villas. Men Castril har også sin egen naturpark: Parque natural Sierra de Castril. Den har vi besøgt engang og den var vældig flot, ja helt eventyrlig. Men i dag skal vi se på byen og vandre på den træpromenade, der er bygget over Castril floden. Det er et hit af de helt store. Derefter besøger vi Guadix – hulebyen –  for første gang. Ja, selv om vi nu har boet 30 år i Spanien, har vi endnu ikke været inde i Guadix, men hellere sent end aldrig, for det er en interessant by, hvor man nu kan få sin nysgerrighed angående hulebeboelse stillet én gang for alle. For nu er et nyt besøgscenter indrettet i en af de ældste huler, og det er et meget interessant besøg.

Byen Castril

Vi har jo overnattet i Galera og vi vågner op til en solskinsdag uden skyer. Efter morgenmaden (pan con tomate) på det herlige Hotel Galera kører vi nordud mod Huéscar, som vi blot passerer. Vejen mellem Huéscar og Castril er uendeligt smuk, og på denne februar dag ser vi mark efter mark med blomstrende træer – det er nok både mandler og kirsebær. Det er så flot, at vi tror, vi er landet i paradis ved en fejltagelse. Der er bjerge, sletter og floddale ´en masse´, og inden længe får vi Castril at se. Byen ser imponerende ud, når man kommer fra øst, med sin stejle klippe med maurerborg og Kristus (Cristo del Sagrado Corazón), der står øverst oppe på klippen og holder øje med det hele.

Jesus passer på øverst oppe

Vi parkerer lige ved indkørslen til byen og går hen over pladsen Hernando de Zafra, ned ad Calle Carmen, forbi Bar Emilio og hen til turistkontoret. Men ak, det er lukket denne mandag (og tirsdag med), så vi kan ikke komme ind, og da det er dér, man kommer op til resterne af maurerborgen og Kristus deroppe, må vi sige som ræven, der ikke kunne nå rønnebærrene: de er nok sure. Nej, sure er de ikke, men der er mange trapper derop og det ser stejlt ud. Men ærgerligt er det, og hvem har hørt om et turistkontor, der har lukket to dage i træk! De vil nok ingen turister have…

Her starter turen på Rio de Castril

Nå, vi fortrækker og haster ned til floden, som der er skilt imod dér hvor vi holder: Pasarela del Rio, står der. Vi skal blot køre ned ad Calle Nueva del Rio og slå nogle sving, så kommer vi til en P-plads ved floden, og det er dér vi skal sætte bilen. Her starter en kort vandretur hen over flodens vand – blot følg skiltet imod Bar El Molino.

Erik på træbroen

Først går man gennem et lille anlæg, og så kommer man til træpromenaden, som er anlagt 3-4 meter over floden. Her lå der engang et elværk, som i starten af 1900 tallet kunne levere den første elektricitet til Castril. Og det er nok i forbindelse med dette elværks anlæggelse, at træbroen blev bygget som servicevej– ligesom det var ved El Caminito del Rey. I hvert fald ser træpromenaden gammel ud, men den er solid nok og en fryd for alle sanser at gå på. Floden er ganske smal og vandet fosser lystigt under os, fugle bor i huller i klippen overfor, så alt er idyl og herlighed.

Her kommer man ud af tunnelen

Men fornøjelsen er lidt kort, for inden længe er vi kommet ned på flodbredden. Så kommer der en hængebro, der fører over floden og derefter kommer der en mørk tunnel. Man kan lige få øje på enden, når man er gået et stykke ind, så det går fint.  Der er en vejgaffel inde i tunnelen, hvor en kort sti fører hen til et sted, hvorfra man kan se et vældigt vandfald. Vel ude af tunnellen kommer vi til Bar El Molino, som også er lukket! Her havde vi ellers lige sat næsen op efter en kop kaffe med brød. Mandag er vist ikke den bedste dag at besøge byen på. Vi møder et spansk par, der er ude og gå en fin rute, der hedder: Ruta Circular del Cerrada del Rio Castril. Den er på 3 km. og kan ses på Wikiloc.com

Floden med broen i al sin vælde

Da nu baren er lukket, går vi lidt længere udad en fin sti, inden vi vender om og går tilbage ad samme vej. Lidt sultne er vi, men kører alligevel straks videre mod Guadix, som ligger 86 km. væk. Det skal lige siges, at vi efter Negratín reservoiret tager vej GR 7100 ned til motorvejen, da det er den korteste. 

Ved 14 tiden ankommer vi til Guadix og kører straks ind mod katedralen, som er let at få øje på. Her parkerer vi og finder frem til Plaza de las Palomas (også kaldet Plaza de la Constitución), hvor der er restauranter, hvor man kan sidde ude og spise. Det er en herlig plads uden trafik, lige ved siden af katedralen, og der sidder vi og får sulten stillet. Turistkontoret ligger også her, så kl. 16 står vi klar for at få at vide, hvordan man finder frem til det nye hulecenter. Der er to veje derop: enten tager man turisttoget, som går kl. 16.20 fra indgangen til pladsen (den vej vi kom ind) eller man går til fods. Vi er jo raske folk, så vi går. Vi har jo stifinder Erik med, og ved hjælp af kortet finder vi op i byens høje del, hvor hulerne ligger i El Barrio de Cuevas.  Der er ca. to km. derop… opad, dog ikke stejlt.

Mellem Castril og Guadix blomster alt hvad blomstre kan

Der ligger en mirador deroppe, og den skal man absolut gå op på, for herfra har man en pragtfuld udsigt over byen og hulerne. Overfor miradoren finder vi Cuevas de Guadix, Centro de Interpretación og her skal vi ind. Vi betaler under 2 € pr. næse og en venlig dame rækker os nøglen til hulen og fortæller, at den er fra 1928, hvor hulen blev solgt for 300 pesetas. I dag ville den koste mellem 60 -100.000 € og huler bliver stadig købt og solgt den dag i dag.

Hulelandskabet set fra miradoren i Barrio de las Cuevas

Vel inde i hulen bliver vi bænket for at se en fin og morsom video om hulerne og hvordan de bliver bygget. Inde i hulen er der ca. 20 grader – sommer såvel som vinter. Temperaturen kan variere lidt, men den er altid behagelig – især om sommeren når der er 40 gr. udenfor. Det er en stor hule, med en fin entré, et stort opholdsrum (hvor vi så videoen), køkken, soveværelse, stald til grisen og hesten, redskabs rum og en (nok nybygget) korridor. Hulen er tip top sat i stand og fremstår meget behagelig og indbydende.   Der er skærme, der fortæller om livet i hulen, og i korridoren kan man læse, at der findes 11.795 beboede huler i Granada provinsen, at der boede 45.888 personer i huler i 1970 og 28.256 i 1990.  Tallet er altså faldet en del, for nok er der fint inde i hulerne, men de mangler jo en væsentlig ting: vinduer og dagslys. I dag er mange huler nr. to hjem, og en del er lavet til hoteller, så man kan fint komme til at overnatte i en hule, hvis man vil. I Guadix er der adskillige. På Booking.com talte jeg 14 hulehoteller alene i Guadix.

Plaza de Las Palomas alias Plaza de la Constitución

Lige overfor besøgshulen ligger der endnu en hule, som er en kirke. Man har bygget en stor kirke udenpå kirkehulen, så man går bare ind i kirken og op mod alteret, så ser man hulekirken på højre hånd. Den er ikke så stor, men meget fin, og fra den kan man komme længere ind i jorden og besøge endnu en beboelig hule, som tilmed har to etager. Det er alt sammen meget interessant og spændende.

Guadix´ katedral

Men nu er det nok. Vi kan ikke kapere flere indtryk, så vi slentrer tilbage til bilen gennem byen og tænker, at vi snart må tilbage for vi fik ikke besøgt hverken katedralen eller maurerborgen. Eller de romerske udgravninger eller museet. Godt at vi kun har 140 km. hjem til La Herradura efter denne meget anbefalelsesværdige tur til Gorafe, Galera, Castril og Guadix.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa