Folk står i kø for at få en tid hos ham. Den travle, men altid venlige Claus Bentkjær har masser af succes. Også på privatfronten.
Trods karriere og en travl hverdag har den danske optiker alligevel tid til at reflektere over livet. Efter at runde de 40 og været blevet far, føler han sig ikke længere udødelig, og til tiden har han frygten for, at der skal ske hans nærmeste noget.
“Hos UniOptica har vi i denne måned et godt tilbud. Køb en brille med progressive glas og få et par gratis solbriller – også med progressive glas. Vi ses hos UniOptica i Fuengirola.” Sådan lyder originalteksten til de radiospots Claus Bentkjær selv lagde selv stemme og indrykkede på Radio Solymar. Det var i 1999. UniOptica var netop åbnet og den unge optikers stemme og gode tilbud røg direkte ud i stuerne hos danskerne på Costa del Sol. I dag bruger han andre medier til at sprede sit budskab, men filosofien er den samme. Claus Bentkjær er lig med UniOptica. Og han vil levere kvalitet og gode tilbud. Præcis som han vil arbejde hårdt.
I arbejde som 10-årig
I den lille flække Gørløse, nær Hillerød, havde man kun brug for ét avisbud til omdeling af lokalavisen. Knægten Claus tog nemlig alle ruterne. Vel var området kun en lille prik på danmarkskortet, men den 10-årige Claus Bentkjær var både hurtig, flittig og stabil, så ét bud var nok. Det samme gjaldt hos den lokale købmand. Efter skole slæbte ham flasker og kørte ud med varer. Flittig
og hårdarbejdende i en ualmindelig ung alder.
Læste aldrig lektier
I skolen åbnede han derimod aldrig en bog, og lavede aldrig lektier. Han mente ikke, det var nødvendigt.
“Det hele faldt mig let for. Jeg klarede mig fint og bestod altid. Lige til den dag det blev alvor,” fortæller Claus Benkjær, som lidt haltende fik studenterhuen på. “Derfra kunne jeg ikke finde det rigtige spor. Jeg arbejdede en masse, men det var alt sammen kortsigtet,” fortæller Claus, med henvisning til en tid hvor han kørte godstog, brændte mursten på et teglværk og sørgede for at posten kom ud. Så tog han en 1-årig HH, arbejdede lidt igen, indtil hans daværende kærestes far en dag sagde: “Claus, hvorfor bliver du ikke optiker?” Fra første dag faldt Claus Bentkjær for branchen. Og fik endelig udnyttet sine evner. Det siges, at han allerede under studiet solgte sit første par briller. Til sin nabo.
Briller, børn og Benedicte
En sikker stilling hos Thiele blev udskiftet med en usikker titel som iværksætter på Costa del Sol. En kort tid hos DanOptica gav den ihærdige mand mod på at starte selv.
“I dag kører værket, men det har kostet blod, sved og tårer at komme hertil,” fortæller Claus om sit livsværk og fortsætter: “Mit andet livsværk er endnu større. Det tager også en masse tid – men på en anden måde,” fortæller han med henvisning til sine to børn, Liva og Sofia, som han har med sin kone Benedicte.
Hans nytårsforsæt er at komme ned på en dansk arbejdsuge: “Pigerne er ovre den tid, hvor de bare skal ha’ mad. De har brug for deres far i det daglige. Og omvendt.”
Når han har en stund til sig selv, elsker han at spille tennis og cykle. En smasklækker racercykel blev købt i sommer, – men den er kun blevet “luftet” to gange. Tiden har ikke været til mere.
“Husk at skrive, at vi gør en dyd ud af vores faglighed. En brille skal ikke bare være god, den skal også sidde ordenligt. På det punkt servicerer vi bedre end nogen anden. Og så bugner butikken af gode tilbud. Også i februar,” bliver de sidste ord fra den travle brillemand. Det er præcis som i 1999. Claus Bentkjær er altid god for et godt tilbud.
Ti skæve til Claus
- Hvad er det mærkeligste, du nogensinde har gjort?
Det må være, at jeg er blevet brillemand på Costa del Sol. Det er samtidig også et godt eksempel på, hvor uforudsigeligt livet er.
- Din mærkeligste vane eller ritual?
Jeg er nyhedsfreak og kan åbne samme netavis 10-20 gange på en dag. Ellers ingen dårlige vaner og tvangstanker.
- Hvornår har du været mest bange i dit liv?
Der er ikke et bestemt øjeblik, men jeg var 40 år, da jeg blev far for første gang, og det satte gang i nogle helt nye tanker, som jeg bedst kan beskrive som angst. En angst for ikke at leve længe nok til at passe mine børn. Meget ubehageligt.Nu nærmer jeg mig 50, og troen på, at jeg nok skal nå det hele, er tilbage igen.
- Hvem beundrer du mest her i livet?
Min kone Benedicte for at kunne holde mig ud. Men ellers er jeg en stor beundrer af Nelson Mandela, som jo desværre er død.
- Har du en helt?
Jeg elsker sportshelte. Navne som Roger Federer, Nicki Pedersen, Michael Laudrup og Bjarne Riis. Jeg kan stadig få gåsehud, når jeg ser etapen fra ’96, hvor Riis sætter Indurain og resten af feltet af op af Hautacam-bjerget.
- Hvilken egenskab bryder du mindst om ved dig selv?
Jeg kan være meget egoistisk.
- Er der noget, du for alvor har fortrudt i dit liv?
Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg fik så lidt ud af min skoletid. Jeg mener, når man nu alligevel var der, så kunne jeg jo ligeså godt have lært noget! Det kommer mine børn nu til “at lide” under, idet lektier allerede er et fast punkt på dagsordenen, selvom de kun er fem og syv år.Jeg fik slet ikke brugt mine evner ordentligt i skolen. Jeg manglede en guide. Det kommer mine børn ikke til at mangle.
- Hvad er det underligste du har spist?
Spist og spist. Jeg spyttede det ud igen. Jeg har prøvet surströmming. En forfærdelig svensk opfindelse med sild, der har gærret. Bare lugten tager appetitten.
- Hvilke tre personer ville du helst have en rundbordsdiskussion med?
Jeg ville invitere mine tennismakkere, booke bane syv i Lew Hoad Tennis Club, spille et par timer i blændende sol, og så til sidst ved “det runde bord” dele fire kolde fadøl, mens vi løser verdenssituationen.
- Hvad, synes du, er den største forskel på spanieren og danskeren anno 2015?
Det ved jeg sgu ikke… men måske den store tillid, som danskerne har til velfærdssamfundet, hvor spanierne nærmest dagligt skuffes af et ineffektivt samfund med korruption og nepotisme, som man i stigende grad skal betale ind til.
