Døden kan også bringe lettelse

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
IMG 8535
 
I en alder af blot 71 år forlod Palle Suhr sin kone Ingrid Suhr og den jordiske verden til fordel for den åndelige. Han havde et år før sin død fået konstateret blærecancer, og sygdommen var så fremskreden, at han og Ingrid måtte forberede sig på at sige farvel til hinanden efter 46 års livsrejse sammen. En tid præget af sorger, glæder og alternativ behandling.

 

En stor hvid hund løber over gårdspladsen for at hilsen velkommen. Den snuser til bilen, hænderne, skoene og logrer i høj fart med halen. Efter hunden kommer dens ejer, 77-årige Ingrid Suhr, gående. Hun misser med øjnene og skygger med hånden, da den lave vintersol rammer hendes ansigt. “Kom med indenfor”, siger hun, da hun åbner gitterporten ind til forhaven, hvor en stor terrasse optager det meste af pladsen. I hjørnet står en voliere med alverdens farvestrålende fugle, der nyder godt af den slående udsigt over Middelhavet, som hører til huset. Det var her, de boede sammen. Her de arbejdede og levede side om side – lige indtil den novemberdag for 13 år siden, døden dem skilte.

 
“Man kan jo altid flytte tilbage igen”
Sådan sagde ægteparret Suhr til hinanden, da beslutningen om at flytte til Spanien blev taget. Hvorfor ikke flytte? De rejste altid ud hver vinter alligevel, og så var der jo det her hus. En sydspansk perle beliggende på en bakketop, som både kunne bruges som hjem og som klinik, for hver deres praksis med fælles venteværelse. Han var praktiserende læge. Hun var sygeplejerske, afspændingspædagog og kinesiolog – der bygger på antagelsen om, at et svækket organ ledsages af en svækket muskel. Uvidende om, at netop den kombination af uddannelser senere i livet skulle komme hende til stor gavn, flyttede hun og Palle til Sydspanien.

“Vi havde nogle skønne år her i huset, men godt syv år inden Palle fik sin cancerdiagnose, mistede han synet på begge øjne. Først mistede han synet på det ene øje, og ti dage efter mistede han det på det andet. Det er mærkeligt, for ingen ved hvorfor. Vi var på flere forskellige klinikker, men ingen kunne finde ud af, hvad der var sket,” fortæller Ingrid Suhr.
“Han var en utrolig person. Jeg har aldrig mødt et menneske, der har mistet en af sine sanser uden at blive bitter. Han fortsatte livet, som om intet var hændt. Han gik selv ned til Mijas Pueblo, kunne selv tage bussen til Fuengirola og toget til Málaga, hvis det var nødvendigt. Og når vi var ude at køre, så kunne han stadig dirigere mig rundt.”
Ingrid og Palle Suhr tog beslutningen om flytte til Sydspanien, efter de havde været på besøg hos et vennepar, der holdt 50 års fødselsdag nær Mijas Pueblo. Den lokale læge var kort tid forinden død, og det åbnede døren for Ingrid og Palle Suhr, som efterfølgende tog beslutningen om at skifte tilværelsen i Svinninge ud med en under sydens sol. Her arbejde de side om side, indtil Palle mistede sit syn, hvilket ændrede omstændighederne for tilværelsen.
“Palle forbød mig aldrig at tage nogle steder hen, men jeg vidste, at jeg altid skulle være hjemme om aftenen igen. Jeg havde indirekte en syg mand i otte år, hvilket betød, at jeg også mærkede en form for frihed, da Palle døde. Det lyder måske mærkeligt, for det var ikke, fordi jeg følte mig bundet, men der var den mærkeligste lettelse efterfølgende. Og det skulle jeg lære at håndtere,” fortæller Ingrid Suhr med et lille smil og giver hunden et par bløde klap på hovedet.
 
IMG 8566
 
Den sidste rejse
Ingrid og Palle Suhr Mødtes Skt. Hans Aften, hvor hun var hjemme på rekreation i Hornbæk efter en meniskoperation, og han holdt ferie fra sit lægestudie. De påbegyndte et liv sammen, som bød på utallige somre på dækket af en båd, og rejser til Syden i vinterhalvåret. De tilbragte 23 år i Svinninge, hvor Ingrid Suhr arbejdede som afspændingspædagog i hjemmet, mens Palle Suhr blev en del af byens første lægehus. Da de flyttede til Spanien, blev interessen for kinesiologi vakt, og den alternative forståelse for behandling var noget, de delte, og som også blev en stor del af sygdomsforløbet.
“Det gik nemt – næsten for nemt. Han gik hele ti måneder uden smerter, hvilket vi var sikre på skyldtes den alternative behandling, og det fortalte os, at man kunne gøre noget selv. På et tidspunkt kom lægen herop med en masse morfin. Han vidste jo godt, hvad vi stod overfor. Men det ville Palle ikke have. Vi arbejdede med sygdommen på andre måder, og han havde ikke ondt, så han ønskede ikke at tage medicinen.”
Ingrid Suhr mindes generelt Palle sygeforløb som værende en harmonisk proces. Sorgen vil altid være der. Grædeturene og nedturene vil altid være der undervejs, men det at kunne “gøre” noget gjorde, at tiden ikke føltes så hård.
“Det var både svært og ikke svært. Jeg kunne bruge alle mine faglige kompetencer, hvilket betød, at jeg havde nogle opgaver, der skulle løses. Jeg tror, det værste må være, bare at sidde ved siden af og se magtesløst til.”
Det, at Ingrid Suhr selv kunne stå for sygeplejen, og de sammen kunne arbejde med den alternative behandling, gjorde også, at de bearbejdede sorgen sammen, og da Palle døde den 30. november 2001, var de begge afklarede med situationen.
“Han døde en fredag, men om torsdagen var han allerede nærmest væk, og vi troede, det ville ske der. Men om natten livede han lidt op, og spurgte: “Kan du klare det hele selv?” og jeg svarede: “Ja, det kan jeg godt”. Så var han nærværende frem til næste dag, hvor han døde i samme øjeblik, vores datter kørte ind i indkørslen. Det er jeg sikker på, han gjorde bevidst, fordi vores datter er så blød – hun skulle ikke se sin far dø.”
Ugen forinden var Ingrid og Palles søn kommet til Spanien for at sige farvel til sin far, og sammen bearbejdede familien tabet. Palle havde desuden haft besøg af en god ven og clairvoyant, samme dag han døde, og Ingrid tog kontakt til vennen for at fortælle, at nu var Palle gået bort. Til det svarede vennen: “Det ved jeg. Det skete kl. 20.00, og jeg skulle hilse og sige, at han har det godt.” Sammen sad familien i soveværelset ved Palles seng, og med de ord og i selskab med en flaske champagne sendte de deres far på sin sidste rejse.
 
Tiden efter med tomrum og lettelse
Bisættelsen foregik i den danske kirke i Fuengirola, og Palle havde besluttet, at han ville brændes og derefter spredes ud på bjerget bag huset, så han kunne ligge og kigge ned på deres hjem. Tiden lige efter Palles død var hård og fyldt med blandede følelser.
“Jeg havde lige stor følelse af sorg og en følelse af frihed. Der var et tomrum, men også en lettelse. Jeg følte vel, at jeg havde båret meget ansvar på mine skuldre, som nu forsvandt. Det var dog svært at vende sig til at skulle gøre alt alene, det er jo et helt nyt liv, der begynder. Men efterhånden blev det nemmere – og så havde jeg jo stadig min butik og min klinik, som skulle passes.”
For Ingrid Suhr er døden en naturlig ting, og det, at Palle kom herfra på en god måde, har betydet meget for hende. I dag er tosomheden blevet skiftet ud med livet som enlig, men bestemt ikke alene, for Ingrid Suhr bruger nu tilværelsen på at hjælpe andre. Hun er blevet logesøster, hvor meget af arbejde består i at afholde velgørende arrangementer, og så er hun frivillig i den kirke, hvor Palle blev bisat. Tilværelsen med Palle var, som Ingrid Suhr siger: “Præcis som det skulle være”, og det var afskeden med ham også. Og i dag er hun taknemmelig for, at farvellet blev sagt i Spanien og ikke i Danmark.
“Det ville helt sikkert have været hårdere i Danmark. De mange lyse dage, vi har her, er så livgivende, og så er folk hernede er af en anden karakter og mere åbne.”
Kærligheden ved hun ikke, om hun kommer til at opleve igen – men det betyder heller ikke så meget, når man allerede har delt et helt liv, med den man elskede.
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa