Det danske magasin i Spanien
To danske kapaciteter på Costa del Sol mødes her for at dele ud af kulinarisk og ønologisk erfaring.

Jeanett Lorentzen fra Birdie Vinos er La Danesa’s faste vinekspert. I serien Vinos & Gourmet giver hun dig svar på, hvilken vin, der går bedst til den menu, som Helle Barlebo fra Chili Gourmet fremtryller i køkkenet, og her giver sine opskrifter på.
 
“Efter sommerens lette retter er Helles bud på en dejlig tærte med lækkert fyld perfekt at nyde på en mørk vinteraften, og den falder lige i min smag, da jeg er fan af både spinat og laks.
Den fede lyserøde laks er hjemme hos os blevet en slags havets ‘lørdagskylling’. Den er let at få fat på, den kan forberedes på mange måder, og så er prisen som regel rimelig, hvis ikke ligefrem billig. Laks er jo en helt fantastisk fisk, som med sin karakteristiske farve i sig selv er en fryd for øjet. Det er en fed fisk, som indeholder super mange gode fedtsyrer for kroppen, og jeg er sikker på at det ikke kun er os, der har laksen som en af favoritterne på middagsbordet. Sat sammen med den friske spinat, som vi efterhånden spiser i stedet for almindelig salat, og fetaosten, ja, så kan det ikke blive meget bedre. Det fede, det friske og det salte.
At sætte vin hertil er faktisk ikke svært. Find en med fylde og syre, for eksempel en god Chardonnay. Måske fra Navarra i Spanien som Finca Albret, eller prøv med en god Chablis fra Frankrig som vores Domaine Camu. Husk at det skal være den lidt fyldige af slagsen, ikke en hvilken slags Chardonnay. Smagen af Chardonnay-druen er meget styret af det område, den dyrkes i. Den er ikke voldsom aromatisk af natur, og derfor er geografien og måden den dyrkes på rigtig vigtig. Albret Chardonnay fra Navarra er udelukkende lavet på Chardonnay-druen og gæringsprocessen er på franske fade. Den er aromatisk frisk med duftende bouquet af hvide blomster med fine eksotiske overtoner og en let smag af fadet. Meget elegant med god balance og livlig syre. Lige det vi har brug for til vores tærte. Kan købes for kun 7,25 € – selvom der bliver lavet et begrænset antal flasker.
Er du til Chablis, så prøv denne her fra Domaine Camu. Den har mere smag af citrusfrugter og er klart mere mineral-formet end den spanske Chardonnay. Med masser af saft på ganen, aromatisk og forfriskende, med lette krydderier og et strejf af flint. En super kvalitets-Chablis til kun 12,50 €
Og så kommer spørgsmålet: Er det muligt at sætte en rødvin til laks? Svaret er ja! Lige netop laks adskiller sig fra andre fisk ved at være federe og have mere markante smagsnuancer, og denne, som jo er bagt, vil godt kunne klare en rødvin. Det skal dog være i den lettere ende og jeg vil foreslå en, som er let, ung og frugtfuld. Fx rødvinen fra Somontano, som hedder Enate. Lavet på Cabernet Sauvignon og Merlot. Den er saftig, smidig med elegant aroma af brombær og solbær og antydning af vanilje. Dejlig frisk uden at være alt for dominerende. Kan købes hos os for 5,85 €.
Og så kommer vi til desserten. Og hvem kan ikke lide pandekager? Det kan vi i hvert fald, og hjemme hos os laver hver især sin udgave. Der er ikke det, man ikke kan putte i pandekager, vel? Og hvis vi så skal drikke et eller andet dertil, hvad skal det så være?
Hvis vi nu går ud fra, at nogle spiser de traditionelle, andre med banan, andre med nutella, eller hvad I nu kunne finde på, så tror jeg, at vi skal finde noget, som kan “friske op” på alt det søde og tunge. Normalt ville jeg nok vælge en Asti fra Piemonte i Italien.
Når man siger Piemonte, tænker de fleste danskere nok på Barolo, men italienere vil snarere tænke på Asti Spumante. Den mousserende dessertvin fra de stejle skråninger omkring byen Asti er om noget indbegrebet af “la dolce vita”, det søde liv. Moscato-druen er den mest udbredte grønne druesort i Piemonte, og det var dem som fik den geniale idé at give vinene et pift kulsyre, som gør smagen liflig og forfriskende
Asti fremstår let gylden og med en flot mousse. Duften er indtagende sødmefuld med nuancer af stikkelsbær, hyldeblomst og solmoden drue. Smagen er mundrensende sprød og intens, og vinens sødme får perfekt modspil af frisk syre. En genial dessertvin og appetitvækker, som man aldrig kan blive træt af. Vi forhandler mærket Canti, og den kan købes for 7,95 €.
Rigtig god fornøjelse til jer alle.
 
Helle Barlebos opskrift: Lækker spinattærte m. laks & feta (fire personer)
100 gr. koldt smør i tern
100 gr. fuldkornshvedemel
100 gr. hvedemel
1 tsk. salt
2-4 spsk. iskoldt vand
Miks smør, mel og salt i en foodprocessor eller brug klør fem, til det får en konsistens som krummer. Tilsæt det kolde vand lidt efter lidt, til dejen lige akkurat kan samles. Lad dejen hvile i køleskabet i ca. 30 minutter. Når dejen har hvilet, rulles den ud med en kagerulle på et meldrysset bord og kommes i en smurt tærteform. Prik dejen med en gaffel og den forbages i oven i 10 minutter på 180 grader.
 
4 skalotteløg i tern
3 fed hvidløg i skiver
400 gr. frisk spinat
200 gr. frisk laks i tern, direkte fra fiskehandleren
150 gr. feta eller anden fåreost
4 friske store landæg
½ dl. mælk
½ dl. fløde
Salt & frisk kværnet peber
Lidt olivenolie til stegning
Skyl spinaten grundigt, fjern de største stilke og lad den dryppe af i en si. Steg løg og hvidløg let i lidt olivenolie på en varm sauterpande, tilsæt spinaten på panden og lad den simre kortvarigt, indtil den falder sammen. Krydder med salt & peber. Fordel spinatblandingen over den forbagte tærtebund sammen med laks og fetaost. Pisk æg, mælk og fløde sammen med lidt ekstra salt & peber og hæld massen ud over hele tærten. Bages i ovnen ved 180 grader i ca. 40 minutter.
Tærtens fyld kan selvfølgelig varieres med alverdens kød, fisk og grøntsager. Personligt er jeg fan af bacon og cherrytomater tilsat masser af chilier. Tærten serveres selvfølgelig traditionelt sammen med en dejlig frisk grøn salat.
 
Verdens bedste pandekager a la Chili Gourmet (ca. 12 stk. pandekager)
4 stk. æg
50 gr. sukker
Lidt salt
5 dl. mælk
½ appelsin, saften heraf
½ stang vanilje & lidt ekstra vaniljesukker
250 gr. mel
Smør til stegning
 
Æg, sukker & salt piskes sammen med håndmikser. Tilsæt mælk og appelsinsaft. Mel blandes med den udkernede vanilje og piskes langsomt i æggemassen, så den ikke klumper. Hæld den færdige masse på en kande, da det er lettere at kontrollere. Varm et par stegepander godt op og giv en klat smør, inden du hælder hver enkelt pandekage op. Steges gyldne på hver side i et par minutter. Brug ikke for meget masse, da du får det bedste resultat, når pandekagerne er tynde og fine.
Er velegnet til at lave et par dage i forvejen, da de holder sig fint. Fold dem evt. til trekanter, så de er lettere at servere. Overskydende pandekager kan evt. fryses, så du altid har hjemmelavede pandekager klar, hvis der kommer uventede gæster.
Kan med fordel opvarmes i ovnen, gerne med akaciehonning og ristede mandler. Smager fabelagtigt med banan, vaniljeis og chokolade – eller traditionelt med sukker og syltetøj. Jeg ret sikker på, du allerede har din ynglingspandekage fra barndommens minder.
God fornøjelse!
Helle
Af Jeanett Lorentzen fra Birdie Vinos & Helle Barlebo fra Chili Gourmet

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.