Den falske tryghed dækkede over kræft

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
IMG 0929
Et kløende modermærke blev begyndelse på et kræftforløb med næsten et års kemoterapi for Uffe Larsen. Han er nu kræftfri, men skal snart have at vide, om kræften har spredt sig. Har den det, er han ikke sikker på, at han vil igennem kemoterapi igen.
 
Uffe Larsen sidder i den bløde stol. Når han læner sig tilbage, følger ryglænet med. Stilheden og stemningen er trykket, kun afbrudt af den bippende lyd fra de maskiner, alle i rummet er koblet til. Uffe Larsen bruger mange timer i rummet, hvor hans kemoterapi-medicin drypvis forsvinder ind i kroppen for at få has på de kræftceller, der måske er tilbage.
“Det er en barsk oplevelse at komme ind i det rum de første par gange. Der sidder to lange rækker med otte patienter i hver, og der er dødstille udover lyden fra maskinerne. Jeg fik et chok over, at der var så mange patienter – og at mange var så unge,” fortæller 68-årige Uffe Larsen.
 
Han gik til læge i foråret 2012, fordi der var et modermærke, der kløede på hans ryg. En umiddelbart lille ting, der viste sig at føre næsten et års kemoterapi med sig. Der skal nemlig ikke meget til, før et modermærke med ondartede celler spreder kræften til lymfesystemet. Har modermærket stukket bare 1 mm ind i huden, har det været i kontakt med lymfekirtlerne, der så kan være inficerede. Uffe Larsens far døde af lymfekræft, og han var derfor opmærksom på, at han selv kunne være i risikogruppen. For at være på den sikre side fik han taget en blodprøve hvert år hos Biofac-laboratoriet, men der var ingen alarmklokker. Da han havde fået konstateret modermærkekræft, fandt han ud af hvorfor.
“Jeg tog straks ned på Biofac og fik taget endnu en blodprøve – og den viste ingenting. Der var noget galt med prøverne, så det havde udelukkende været en falsk tryghed, og jeg fandt aldrig ud af, hvorfor prøverne ikke viste noget tegn på kræft.”
 
At kunne drikke kaffe igen
Efter Uffe Larsen fik fjernet to modermærker på ryggen og 28 lymfekirtler i lysken, stod den på kemoterapi, både fem gange om ugen i en måned på universitetshospitalet i Málaga og efterfølgende tre gange om ugen derhjemme i 11 måneder. Det var en hård omgang, fortæller Uffe Larsen.
“Det er jo den rene gift, du får i dig. Du er træt, du mister din lugtesans, din smagssans, din appetit. Og hvis du endelig kan smage det, du spiser, smager det ikke godt.”
 
Da kemoterapien var overstået i september 2013, gik der under en måned, før han begyndte at komme til kræfter igen og tage på i vægt. Det sidste havde måske noget at gøre med, at maden pludselig smagte af noget. På andre måder var det også som at komme tilbage til livet efter kemoterapien. Under hele forløbet var alkohol og koffein ikke tilladt, og det kunne Uffe Larsen godt mærke.
“Det var et afsavn ikke at måtte drikke kaffe. At kunne gå på bar og lige få en hurtig kop kaffe og få et glas god vin til maden igen, det var dejligt,” fortæller han.
 
Det er kun et halvt år siden, at Uffe Larsen blev erklæret kræftfri, og derfor skal han igennem opfølgende undersøgelser i marts. De mange måneder med kemoterapi har gjort, at han ikke ved, hvordan han reagerer, hvis det viser sig, at kræften er kommet igen.
“Spørgsmålet er, om det skal være ligeså omfattende som det, jeg allerede har været igennem. Hvis det er tilfældet, vil jeg nok tænke mig om et par gange. Da vi skulle have det endelig resultat i oktober, sagde min kone, at jeg skulle sige nej til at forsætte med kemoterapien – det var simpelthen for hårdt for os begge,” forklarer Uffe Larsen.
 
“Manaña”-princip efter kræften
Selvom han var igennem et intenst og omfattende kræftforløb, har Uffe Larsen ikke været bange for, at det ville ende med, at han døde. Tankerne har selvfølgelig været der, men han har ikke oplevet et psykisk nedbrud, som andre kræftpatienter måske bliver ramt af. Igennem hele forløbet har han haft stor tillid til det spanske, offentlige sundhedsvæsen, og haft en god portion optimisme.
“Hvis jeg ikke havde så stor tillid, kunne jeg været blevet nervøs for, om de nu gjorde det rigtige. Men jeg har kun oplevet, at de har haft styr på det. Jeg har været ret overbevist om, at jeg nok skulle komme over det,” siger han.
 
Raskmeldingen i efteråret 2013 har også betydet en anden holdning til livet, inspireret af spaniernes velkendte måde at anskue forpligtelser på. Tidligere havde Uffe Larsen holdningen, at hvis noget kunne gøres i dag, skulle det ikke udsættes til i morgen.
“Nu er jeg måske nået dertil, at hvis det ikke er pinedød nødvendigt at gøre i dag, kan vi godt vente med det. Jeg tager nok lidt lettere på tingene.”
 
Da Uffe Larsen gik ind ad døren hos sin læge i 2012, anede han ikke, hvad han stod overfor, og hans modermærkekræft var allerede i fjerde og det mest alvorlige stadie. Var han taget til læge før, ville kræften måske ikke være kommet ud i lymfesystemet. Derfor råder han andre til at gå til lægen med den mindste ting, for kræften er en lumsk sygdom.
“Du mærker den ikke og du har overhovedet ingen symptomer. Mit eneste symptom var et modermærke, der kløede lidt. Så jeg anbefaler virkelig, at man hellere går til lægen en gang for meget end en gang for lidt. Det er helt sikkert,” siger han.
Af Tekst og foto af Lisa Nordbo Fiil, lisa@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa