Junglelivet med machete, bordeller og et bryllup i bare tæer

Junglelivet med machete, bordeller og et bryllup i bare tæer

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
IMG 1830
 
Peter og Helena Müllers barn- og ungdom under 2. verdenskrig og årene efter har resulteret i mange sider i deres erindringsbog. Efter krigen rejste de begge med skib mod Argentina. På vejen fandt de hinanden, og de kom til et land, hvor de ville komme til at bo mange år frem. I dag bor de i Torrox her på Costa del Sol og i denne serie, baseret på interviews med Peter og Helena Müller, bliver deres historier fortalt.
 
I denne del af fortællingen om Peter og Helena følger vi starten på deres nye liv i Argentinas jungle. Her lejer Peter en lille hytte i landsbyen Picada López, der danner rammen om det første halve år i deres fælles liv.
 
I mørket titter små lysende øjne frem fra regnskovens dyb. Nysgerrigt betragter de den nyankommende. Helena sidder alene på en kuffert foran det lille træhus på pæle, der nu skal være hendes hjem. Blot to dage forinden stod hun på giftefogedens kontor i den majestætiske storby Buenos Aries og blev viet til sit livs kærlighed, Peter. De store fugle flyver lavt over hendes hoved, og hun trækker den tynde jakke tættere om sig. Helena venter på, at Peter kommer tilbage med nøglen til huset, som han skal hente hos den italienske ejer. Efter, hvad der virker som en evighed, ser hun ham komme løbende med en stor jernnøgle i hånden. Endelig kan de åbne døren til deres nye liv sammen.
 
Det simple liv i paradis
I det lille hus er der hverken glas i vinduerne, vand eller lys.
“Der var én vigtig ting. En seng. Den stod henne i hjørnet,” fortæller Helena og griner ved tanken. “Ja, og den havde jeg forstørret med materialer fra byggepladsen,” bryder Peter stolt ind. Vi sidder i deres hjem i Torrox og lytter til deres historie.
 
Efter den lange rejse fra storbyen til junglen er de nu hjemme. De tænder et par stearinlys og kort tid efter falder de begge udmattede om på husets eneste møbel. Dagen efter skal Peter på arbejde. Han er ansat på et byggeprojekt langt inde i junglen, hvor de er ved at bygge en skole til områdets børn. Et projekt, som er iværksat af den folkekære præsidentfrue, Eva (Evita) Perón. Mens Peter arbejder i skoven, indretter Helena det lille hjem med de sparsomme ting, de har. Kufferterne bliver omdannet til borde, og i køkkenet står den lille primusbrænder, de har fået i bryllupsgave. Ofte er den stoppet, og en lugt af petroleum spreder sig i hjemmet i stedet for duften af mad. På trods af primusbrænderens gentagende svigt, manglen på vand og de mange kilometer til den nærmeste indkøbsmulighed, lykkes det alligevel Helena at få mad på bordet.
“Én gang om ugen, kom en slagter ridende forbi. Hesten var udstyret med kødstykker hængende på siden, som jeg så kunne vælge imellem.” Udover kød fra slagteren, består den daglige menu af selvplukket frugt, konservesmad, og af og til køber de en høne hos bønderne. Det kræver dog sit hyr for de to nybegyndere at få hønen slagtet og plukket, og Peter må til sidst (ifølge ham selv) hypnotisere dyret for at kunne hugge dens hoved af.
 
Dyre(bare) minder, der hænger ved
Et liv i junglen må nødvendigvis også involvere vilde dyr. Giftige slanger og edderkopper, og en stor hvepserede inde i køkkenet, er blot nogle af de bekendtskaber Helena og Peter gør sig, mens de bor i træhytten. Og ofte går turen også ind junglen.
“Vi gik tit på jagt i skoven. Peter i front med salonriflen i den ene hånd og macheten i den anden, så han kunne hugge sig igennem planter og krat. Og jeg fulgte forsigtigt efter for ikke at træde på en slange eller skræmme de mange “ikke-eksisterende” dyr væk. For udover aber og papegøjer så vi aldrig nogen vilde dyr,” siger Helena, der dog fortæller, at hun engang blev skræmt af hvæs fra et ukendt kattedyr, da hun skulle på toilettet – eller nærmere betegnet et hul i jorden lige ved skovbrynet.
“Peter havde efterladt et jagtgevær, som jeg kunne forsvare mig med, hvis der kom farlige dyr. Så da jeg hørte lyden, løb jeg tilbage efter geværet, men da jeg forsøgte at lade det, faldt det fra hinanden. Jeg satte mig derfor på den lille stige op til huset, klar til at bruge kolben som kølle, hvis det hvæsende uhyre kom farende ud af skoven. Men intet skete.”
Med et stort smil afbryder Peter.
“Ja, så da jeg kom hjem fra arbejde om aften, fandt jeg Helena siddende på trappen godt irriteret over, at jeg havde forsynet hende med et ubrugeligt gevær.” I dag ler Helena også af hele oplevelsen, og ikke mindst livet som “Jane” alene i junglen, der venter på, at “Tarzan” kommer hjem fra arbejdet i skoven. Det simple liv i den lille træhytte vækker mange gode minder hos både Peter og Helena.
“Det var så primitivt og enkelt, og naturen var fantastisk,” siger Helena, der suppleres af sin mand: “Ja, jeg tror ikke, der er nogen i dag, der ville bo der. Men vi var glade for det. Det var et meget romantisk sted, placeret på en skråning over en plantage med Tungtræer. Og længere væk lå en dal, som om morgenen var dækket af tæt tåge, så kun trækronerne stak i vejret.”
 
Farvel til fredsommeligheden i Picada López
Efter et halvt år i junglen får Peter nyt job på en byggeplads, tæt ved byen Oberá, godt to timers kørsel fra Picada Lopéz. Gåturen er for lang for Peter, så de to unge mennesker rykker huspælene op for anden gang i deres endnu korte ægteskab. Kort tid inden de flytter, skal de til bryllup hos en af Peters arbejdskammerater. Helena finder sin fineste kjole frem, som hun har købt i England, og i deres flotte outfits drager de af sted mod festlighederne uvidende om, at store mænger regn har omdannet jordvejen til en strøm af rødligt mudder.
“Vores sko hang fast i pløret, så vi måtte gå det meste af vejen i bare tæer. Lidt flove ankom vi til brylluppet med vores sko i hænderne, men vi opdagede til vores store overraskelse, at alle de andre gæster også var barfodede,” fortæller Peter.
 
Festen går for alvor i gang, og kort tid efter stiller folk sig i kø foran brudeparret. Uvidende om, hvad der nu skal ske, følger Helena og Peter trop.
“Vi fandt ud af, at vi nu skulle skåle med brudeparret. Det foregik på den måde, at man tog en slurk af drinken og smed resten over venstre skulder. Det vidste jeg ikke, så jeg stod lige i kasteretningen,” fortæller Helena, der nu ikke kun er smurt ind i mudder, men også sprut. Men det uventede kasteri er ikke det eneste, der overrasker Peter og Helena den aften. “Jeg var på jagt efter et toilet, men kom til at åbne døren ind til soveværelset, hvor der lå en masse våben på sengen. Så jeg spurgte mændene, hvorfor der lå så mange våben i huset, hvortil de svarede: ‘Jamen i aften efter festen skal vi smugle nogle ting til Brasilien. Der er konkurrerende bander, så vi skal være bevæbnede.'” Lidt af en overraskelse for Peter, der dog hurtigt kommer sig over chokket, da han får lov at låne en Winchester til at gå på jagt med.
Indsmurt i mudder og alkohol går parret trætte og en smule fulde hjem efter en begivenhedsrig aften. Og tiden i junglen er nu ved at nå sin ende.
For et par dage efter flytter de ind i det hus i Oberá, som Peter har fundet til dem. Hurtigt finder de dog ud af, at der sker noget spændende i nabohuset. En kø af gauchoer (argentinske cowboys red.) binder deres heste uden for huset om eftermiddagen, og Peter bliver sendt af sted for at undersøge sagen.
Jeg spurgte mændene, hvad de solgte i huset, siden der var så stort et fremmøde. ‘Der bor to damer’, lød svaret”, fortæller Peter, der går hjem og fortæller sin kone, at deres naboer er et ganske gement bordel.
“Ja, efter den oplevelse, og fundet af en død kat i brønden, begyndte trangen til at vende tilbage til civilisationen at indfinde sig,” fortæller Helena med en kluklatter.
 
I næste og sidste del følger vi Peter og Helena tilbage i Buenos Aires, deres rejse til Danmark, og vi fortæller, hvorfor de endte i Torrox i Sydspanien.
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa