Det danske magasin i Spanien
Skønne og sjældent sære højdepunkter i 2014
shutterstock 137713706
 
Klipning af bæster og baby-hopning, rottekastning og nærdødsprocessioner er sammen med klassikere som tomatkrig og religiøse optog, vikingeslag og byfester blandt højdepunkterne på Spaniens kuriøse, kulturelle kalender for 2014.

Ikke med på kalenderen er festivallen i byen Manganeses de la Polvorosa i Zamora, hvor man ellers hvert år i januar har smidt en levende ged ud fra byens klokketårn, men nu har byens borgmester forbudt den ældgamle tradition, så den fornøjelse eller forargelse må man gå glip af. Med er dog Fiestas de Moros y Cristianos, en festival, hvor kristne år efter år bekæmper maurerne, men det er med forbehold, da myndighederne i flere omgange har truet med at forbyde denne over 500 år gamle tradition.
Nogle af festlighederne er sobre og har en på sin vis logisk oprindelse, mens andre er virkelig sære og aldeles uforståelige, men der skulle alligevel gemme sig en forklaring på deres oprindelse og fortolkning – et eller andet sted.
Udover fiestas og ferias giver vi også tips til de sportsinteresserede. 2014 er et stort sportsår med bl.a. Vinter-OL og VM i fodbold. Nogle begivenheder foregår i Spanien, mens andre måske skal opleves foran fjernsynet.
 
Januar
Helligtrekonger d. 6. januar
Tidligt om aftenen den 5. januar er der optog gennem de fleste af landets byer, hvor de Tre Vise Mænd uddeler gaver i form af slik til børnene. D. 6. januar er den egentlige helligdag.
 
Dyrenes velsignelse d. 17. januar
San Antón er dyrenes skytshelgen, og i alle byer, der har denne skytshelgen, f.eks. i Mijas, valfarter man med hunde, katte, geder og andre kræ til kapellet San Antón, hvor dyrene velsignes.
 
Tamborrada d. 20. januar
I 24 timer slår tusinder af indbyggere, udklædt som soldater, på tromme under denne festivitas, der kaldes Tamorrada, eller Donostiako Danborrada, som den hedder i San Sebastián. Traditionen har sine rødder i Carlistkrigene i 1800-tallet.
 
Rottekastning d. 26. januar
At få en frossen rotte kastet i ansigtet er måske ikke alles idé om en festlighed, men i århundreder har man under Batalla de Ratas, rotteslaget, kastet frosne rotter efter hinanden i forbindelse med Feste de San Pere i El Puig nord for Valencia.
 
EM i håndbold for herrer d. 12. til 26. januar i Danmark
Danmark er forsvarende europamester på hjemmebane ved EM, hvor også Spanien er blandt de store favoritter, efter landet i 2013 vandt verdensmesterskabet foran Danmark på andenpladsen. Sverige, Norge og Island er også med.
 
 
shutterstock 94641463
 
Februar
Slag mellem maurere og kristne d. 1. til 6. februar
Mange byer har i århundrederne efter maurernes udvisning fra Spanien afholdt en byfest, hvor hovedtemaet er et slag mellem kristne og maurere. Fiesta de Moros y Cristianos afvikles på forskellige datoer i løbet af året i landets byer. Men først på kalenderen er byfesten i Bocairente i Valencia-provinsen,
 
Pulverdag i midten af februar
Día de los Polvos er en festdag, hvor indbyggerne i Tolox i Málaga smider kalk eller mel på hinanden, indtil alle er kridhvide. Om aftenen børstes pulveret og støvet af, og der er fest. Som så mange andre traditioner på disse kanter, mener man også, at den stammer fra konflikten med maurerne.
 
Karneval i midten af februar – begyndelsen af marts
De fleste større byer fejrer karnevallet med prægtige optog, og datoerne varierer en del. Flottest er karnevallet i Santa Cruz på Tenerife, der er det næststørste efter det i Rio de Janeiro. Dernæst kommer Cádiz, som i 2014 afholder karnevallet ganske sent, nemlig fra d. 27. februar til den 9. marts.
 
Super Bowl d. 2. februar, natten til mandag
Verdens største endags-sportsbegivenhed bliver afviklet i New Jersey, hvor der skal kæmpes om de eftertragtede Super Bowl-ringe. Bruno Mars leverer pauseshowet, og der bliver med garanti god underholdning, hvis man er til fysisk kontaktsport.
 
Vinter-OL i Sochi i Rusland fra 7. til 23. februar
I år er det igen tid til de Olympiske Lege i vintersportsdisciplinerne. De bedste udøvere kæmper om medaljerne indenfor bl.a. skisport, ishockey, curling og skøjteløb.
 
 
Marts
 
Fallas d. 15. til 19. marts
Valencia afholder Fallas. I centrum af festivalen er de store dukker, de såkaldte ninots, der er lavet af papmache. Mange af dem er adskillige etager høje, og de forestiller typisk kendte mennesker, politikere eller legender i satiriske udformninger. Festlighederne kulminerer med afbrændingen af dukkerne. Fallas afholdes også i flere byer i regionen.
 
VM i halvmaraton i Danmark d. 29. marts
Både motionister og professionelle kan deltage, når København lægger asfalt til VM i halvmaraton. Tilmeldingen er lukket, men måske skal du heppe på en ven eller et familiemedlem, der er blandt de ca. 30.000 startende.
 
 
shutterstock 110460434
 
April
Påske d. 13. til 21. april
Semana Santa. I hele påskeugen er der religiøse optog i stort set hver eneste af landets byer. De mest spektakulære optog kan ses skærtorsdag og langfredag, og specielt dem i Málaga og Sevilla er medrivende.
 
Blodpølsedag d. 27. april
I Canillas de Aceituno, en lille bjergby nord for Vélez-Málaga, er indbyggerne så stolte af deres blodpølser, at de tilegner dem en hel dag, hvor man også serverer pølse til de mange blodpølse-aficionados, der vælger netop denne dag til at kigge forbi.
 
shutterstock 101059600 
 
Maj
 
Cruces de mayo d. 1. til 5. maj
Cruces de Mayo eller majkors afholdes i flere byer, men det i Córdoba overgår alle. Kæmpe blomsterprydede kors, som skal vise respekt for det kors, Jesus blev korsfæstet på, bæres gennem byerne. Selvom det er en religiøs fest, er små barer sat op langs ruterne, ligesom der spilles flamenco-musik dagen og natten lang.
 
Mispeldag d. 4. maj
Frugten mispel giver levebrød til omkring en tredjedel af Sayalongas indbyggere. På grund af den orange frugts betydning, fejres den med dagen Día del Níspero, hvor man i byen, ca. 40 km øst for Málaga, uddeler smagsprøver på frugter, syltetøj og likør af mispel.
 
Feria de Abril d. 5. til 11. maj
Årets byfest i Sevilla, kaldet Feria de Abril, fejres i år ikke i april, men i maj, for ikke at støde sammen med påsken. En smuk byfest, speciel pga. årstiden, da appelsintræerne
blomstrer. Vær forberedt på en hel uge med seriøse mængder af musik og dans, mad og drikke.
 
Patio-festival i begyndelsen eller midten af maj
Gå gennem Córdobas gamle bydels charmerende labyrint af gader, og kig indenfor i de mange smukt udsmykkede patios, der disse dage er åbne for besøgende.
 
Heste-feriaen d. 11. til 18. maj
Feria del Caballo i Jerez de la Frontera begyndte som et hestemarked tilbage i 1284. I dag er det et ugelangt, prægtigt skue af Andalusiens fineste heste. Ingen feria uden flamenco og sherry, og da slet ikke i Jerez.
 
MotoGP i Jerez de la Frontera fra d. 2. til den 4. maj
Motorsport er stort i Spanien, og stort set hvert år køres der løb på banen i Jerez. Træning og kvalifikation finder sted fredag og lørdag, mens løbet køres søndag.
 
Madrid Open fra d. 2. til den 11. maj
Rafael Nadal, Roger Federer og de andre af verdens bedste tennisspillere mødes i Spaniens største tennisturnering. Både kvinder og mænd spiller i løbet af ugen.
 
Formel 1 i Barcelona fra d. 9. til 11. maj
Fart og forår kombineres, når Formel 1-feltet skal konkurrere på Circuit de Catalunya lidt udenfor Barcelona. Der er træning og kvalifikation fredag og lørdag, mens løbet køres søndag.
 
Juni
Día del Pescaito i begyndelsen eller midten af juni
10-12 tons friturestegte og grillede småfisk serveres til de normalt 30.000 besøgende på strandpromenaden i La Carihuela i Torremolinos.
 
Halvmaraton d. 4. juni
Er det tid til at løbe de friturestegte sager af sidebenene, så løb med i Málagas halvmaraton. Den hele maraton afholdes sandsynligvis i december, men datoen er endnu ikke fastlagt.
 
Romería de El Rocío d. 8. og 9. juni
Dette er en pilgrimsfærd, hvor over en million mennesker hvert år valfarter til Rocío i Huelva for at se jomfruen, Virgen de El Rocío. Det skulle hedde Romería, fordi pilgrimsfærdene traditionelt førte til Rom.
 
Marbellas byfest d. 9. til 15. juni
Marbella fejrer byens skytshelgen, San Barnabé, med en ugelang byfest.
 
Corpus Christi d. 19. juni
Corpus Christi er endnu en katolsk højtidelighed, og denne gang tilbedes Jesus Kristus’ legeme. Den er fejret siden 1595 og afholdes nu i det meste af landet, hvor man som under påsken kan opleve optog gennem byernes gader.
 
Baby-hopning d. 22. juni
Man lægger alle babyer, der er født inden for det forgange år, på tæpper på gaden, og så hopper mænd, udklædt som djævle, over dem, hvormed de små reddes fra alt ondt. Denne tradition kaldes El Colacho og kan opleves i Castrillo de Murcia i Burgos.
 
Skt. Hans d. 24. juni
I Spanien kaldes han San Juan, og han fejres om aftenen den 23. på stranden med bål og rigeligt med mad og drikke. Nogle steder afbrændes også figurer. San Juan er Menorcas skytshelgen, og her er der festligheder og ren kaos en hel uge.
VM i fodbold fra d. 13. juni til den 13. juli i Brasilien
Alle har ventet på 2014. Fodbolden kommer tilbage til samba-landet, hvor den betyder så meget. Verdens bedste fodboldhold skal findes, og mon ikke Spanien, som er forsvarende mester, kæmper med om titlen mod Brasilien, Tyskland, Argentina og alle de andre. Desværre formåede ingen skandinaviske hold at kvalificere sig.
 
Rapa das Bestas de Sabucedo01
 
Juli
Rapa das Bestas d. 4. til 7. juli
Navnet kan oversættes til klipning af bæsterne. Populært kaldes det La Rapa. Her indfanger man fritgående heste, ringer dem ind, og så bliver mankerne trimmet. Det ligner en slags spektakulær brydning mellem mennesker og heste. Rapa das Bestas kan opleves i Sabucedo i Pontevedra.
 
San Fermín og tyreløb d. 6. til 14. juli
Landets mest omdiskuterede festuge er utvivlsomt San Fermín. Det er naturligvis i Pamplona, som alverdens tv-stationer viser klip fra, når tyrene sammen med bysbørn og 1,5 millioner besøgende kl. 08.00 slippes løs i gaderne efterfulgt af protester fra dyreværnsorganisationer.
 
Søfarerne velsignes d. 16. juli
Denne fejring har eksisteret siden 1500-tallet. Statuer af Virgen del Carmen (én af Jomfru Marias mange titler) bæres fra kirken og ud på havet for at velsigne søfarere og fiskere. Festivitassen afholdes i flere byer, bl.a.: Málaga, Rincón de la Victoria, Vélez-Málaga, Torremolinos, Benalmádena, Los Boliches og Estepona.
 
Den Hellige Jacobs dag d. 25. juli
Pilgrimme på vej imod Santiago de Compostela iler med mange andre af sted for at nå frem til denne dag, der selvfølgelig også er ensbetydende med messe i katedralen og en betydningsfuld dag i Galicien.
 
Nærdøds-optog d. 29. juli
Santa Marta de Ribarteme er skytshelgenen for de genopståede, og på denne dag i Las Nieves i Pontevedra går alle, der har haft en nærdødsoplevelse, eller som er alvorligt syge, med i et optog kaldet Romería de Ataúdes, hvor de bærer en kiste – eller bliver båret i en kiste.
 
Tour de France fra 5. til 27. juli
I nabolandet Frankrig kæmper verdens bedste cykelryttere om sejren i Tour de France. Se Froome, Contador og Nibali dyste om sejren i verdens hårdeste cykelløb.
 
shutterstock 140530546 
 
August
Romería Vikinga d. 3. august
Galiciens ældste fiesta er vikingeslaget, som afholdes i Catoira i Pontevedra. Vikingeskibe sejler op ad floden Arousa, og store kampe udkæmpes. Se, hvordan vore forfædre bliver myrdet – og drik lidt cider til.

Málagas byfest d. 9. til 16. august
Alle byer har en byfest. Og den i Málaga overgår de fleste. Om dagen er byen smækket med telte, hvor der serveres vino fino og tapas, og gaderne lives op af festklædte og dansende mennesker. Om aftenen er festen henlagt til feria-pladsen udenfor byen.

 
Misterio de Elche d. 11. til 15. august
Nok verdens ældste religiøse skuespil, Misterio de Elche, afholdes i Elche/Elx i Alicante. Skuespillene er blevet opført siden det 13. århundrede, og folk valfarter i dagene hertil fra hele verden.
 
Middelaldermarked d. 14. til 17. august
Et middelaldermarked med kunsthåndværk, musik og mad fra hedengangne tider kan opleves på borgen, Castillo Sohail i Fuengirola, Málaga.
 
Aste Nagusia d. 16 til 24. august
Semana Grande, eller på baskisk Aste Nagusia, altså den store uge, er navnet på en årlig festival med kæmpe figurer og folk på stylter, der afholdes specielt i Bilbao og San Sebastián.
 
Tre kulturers festival i slutningen af august
Kulturfestivallen Festival Frigiliana 3 Culturas byder på jødiske, muslimske og kristne kulturelle indslag som udstillinger af kunsthåndværk, forskellige aktiviteter, musik og dans.
 
Tomatkrig d. 27. august
Tomatfesten eller -krigen Tomatina i Buñol i Valencia er landets, hvis ikke verdens rødeste fest. Omkring 40.000 (voksne) mennesker slås med 100 tons tomater.
 
Vuelta a España fra d. 23. august til den 14. september
I 2014 begynder Spaniens største cykelløb i Andalusien. Jerez de la Frontera bliver startrampen for løbet, og der køres flere etaper i Cadiz-provinsen og i Andalusien.
 
VM i basketball i Spanien fra d. 30. august til 14. september
Spanierne er vilde med fodbold, men den næstmest populære sportsgren er Basketball. I 2014 afvikles VM i Spanien, og der spilles bl.a. i Granada og Sevilla.
 
shutterstock 152891702
 
September
Cascamorras d. 9. september
I over 500 år har indbyggerne i Guadix og Baza i Granada kæmpet om en statue af jomfruen Virgen de la Piedad, som indbyggerne i Guadix mener, at naboerne i Baza snuppede fra dem. Kampene giver naturligvis anledning til en fest, der varer i tre dage.
 
Vinhøstfest på forskellige datoer
I mange områder fejrer man, når vinhøsten er i hus. La Vendimia starter de fleste steder i midten af måneden, men datoen afhænger af vejret, men det betyder bare, at man nemt kan nå med til flere Vendimias.
 
Menneskepyramider d. 20. til 24. september
Festes de la Mercè er navnet på den højst besynderlige fest i Barcelona, hvor 600 events finder sted, heriblandt de menneskelige pyramider kendt som castellers. Pyramiderne kan blive ligeså høje som otte etager.
 
VM i cykling i Spanien fra d. 21. til den 28. september
Verdensstjernerne samles igen i Spanien, når der skal køres om VM-medaljer i Ponferrada i Castilla og León-regionen. Der konkurreres både for mænd og kvinder, juniorer, U23 og professionelle ryttere, ligesom VM-ugen indledes med et holdløb.
 
shutterstock 132745091
 
 
Oktober
Suppedag i Monda begyndelsen af måneden
Día de las Sopas Perotas i Álora. Indbyggerne, kendt som perotas, er gode kokke, og det viser de denne dag. Der serveres dog ikke suppe på suppedagen, men alle får mulighed for at sætte tænderne i en ret med brødkrummer og grønsager.
 
Spanskhedens dag d. 12. oktober
Dagen, hvor Cristoffer Colombus ‘opdagede Amerika’ er en helligdag. I større byer, specielt Madrid, er Día de la Hispanidad ensbetydende med optog og militærparader.
 
shutterstock 160670567
 
November
Allehelgensdag d. 1. november
Día de Todos los Santos markeres i hele landet med et besøg på kirkegården. Her mindes man de kære afdøde med hygge, mad og drikke.
 
Slagtedagen d. 11. november
San Martín er ensbetydende med den store slagtedag, La Matanza. I mange byer, specielt i bjergområderne, slagter man grise for at tilberede pølser og skinker til den kommende vinter. Imens spises og drikkes der en hel del.
 
Mostfestival d. 22. november
Fiesta del Mosto, altså most-festen, hvor druesaften hyldes i den lille by Atajate ved Ronda, Málaga, nok årets sidste høstfest. Det er et af de eneste steder, hvor man har mulighed for at smage helt friskpressede druer.
 
 
December
Brødkrummefest d. 21. december
I Torrox ved Málaga konverteres to tons brødkrummer, flere hundrede kilo hvidløg og adskillige liter olivenolie til migas, som serveres til de besøgende.
 
Juleaften
Det er nok den mest stille aften i landet. De fleste barer er lukkede, selvom de unge ofte går i byen efter middagen med familien.
 
Verdiales d. 28. december
Folklore og traditionel musik på ventaen i Puerta de la Torre i Málaga. Pandas, eller lokale folkedansere og -musikanter, er på scenen. Dagen er også Día de los Santos Inocentes.
 
Nytårsaften
Årets sidste aften fejres i Spanien som i de fleste lande iført det fine skrud, med bobler og fyrværkeri, og så selvfølgelig de uundværlige 12 druer. Derudover er der midnatsmesse i de fleste kirker.
 
EM i håndbold for kvinder fra d. 9. til den 21. december
Denne gang er det kvinderne, der skal kæmpe om at være de bedste i Europa, når EM afvikles i Kroatien og Ungarn.
 
Vi tager forbehold for ændringer i datoer m.v. Er ingen præcis dato nævnt, skyldes det, at den ikke var fastlagt ved magasinets deadline.
Af Jette Christiansen og Kasper Ellesøe, kasper@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.