GR 242 – vandrerute fra Periana til Maro – 1. del

GR 242 er navnet på en ny langdistance vandrerute, der er blevet oprettet i sydskørterne af Sierra de Tejeda og Sierra de Almijara. Ruten er ca. 80 km lang, og den går fra Periana til Maro via Alcaucín, Canillas de Aceituno, Sedella, Salares, Canillas de Albaida, Cómpeta og Frigiliana. Vi befinder os altså i La Axarquia, nord og øst for Vélez Málaga, og man må rose det turistinitiativ, der har fået mange velmenende kræfter til at gå sammen for at oprette denne enestående vandrerute, der kan vandres på 5 dage. Naturligvis kan man gå hele ruten i ét hug og overnatte undervejs, men vi valgte at tage den i bidder. I denne artikel omtaler vi strækningen fra Periana til Salares – de første ca. 40 km.

GR er forkortelsen for ”gran recorrido” – som er den spanske betegnelse for langdistanceruter. Dem er der mange af her i landet, men 242 er ret ny og er en helt fantastisk rute – smuk og betagende. Den bevæger sig ud og ind igennem det dramatiske landskab, der ligger for fødderne af kæmpebjerget Maroma, der med sine 2065 m. dominerer landskabet nordøst for Vélez.

GR 242 starter i landsbyen Periana, der ligger lige nord for Viñuela søen. Man kører ind ad hovedvejen, og i et kryds ser man skilte for GR 242 på begge sider af vejen. Til venstre står det store skilt, der viser hele ruten, og til højre ser man et skilt med en pil, hvor der står Alcaucín 10,6 km. Vi parkerer bilen ved krydset og går først lige over til det store skilt på venstre hånd, der viser, hvordan ruten løber, og hvordan afmærkningen ser ud. Det sidste er vigtigt, for vi skal jo vide, hvad vi skal gå efter. Derefter kaster vi  os ufortrødent ud på de 10,6 km., der er til Alcaucín med den betryggende tanke i baghovedet, at vi har en bil ventende i udkanten af Alcaucín.

Ruten går igennem de bølgende marker, olivenlunde og krat, der ligger nord for Viñuela søen. Af og til er stien meget smattet, men det har jo regnet en del, så det tager vi med sindsro. Der er meget flotte kig ind imod Maromas skørter mod øst – vi er stadig langt væk fra majestæten, men han ligger tålmodigt og venter.  Til højre kan vi se at Viñuela søen er propfuld af al den regn, der faldt i efteråret, så tørketruslen er afblæst. Vi nyder denne lette vandring, for der er ikke alt for mange højdemeter, at overvinde. Faktisk går det mere eller mindre lige ud og nedad det meste af tiden. På et tidspunkt krydser vi hovedvejen A 402 fra Vélez til Alhama, og nu går det stærkt nedad, helt til vi kommer til floden Río Velez, der starter oppe ved Ventas de Zafarraya og løber forbi byen Vélez. Her bruser floden afsted og er ikke sådan at vade over, men heldigvis er der opsat et skilt, der viser hen til den fine bro, der er bygget her. Vel ovre broen må vi belave os på en stejl stigning op til Alcaucín.

Da vi når frem til bilen, føles det dog, som om vi har gået mere end 10, 6 km, og websitet http://gr242.wordpress.com/, der har en fin beskrivelse på spansk af hele ruten, oplyser da også, at der er 15,5 km. mellem Periana og Alcaucín. Hvad skal man nu tro? Vi hælder nok mest til det sidste at dømme efter vores halvømme ben. Men en dejlig tur var det, og vi vil fortsætte om et par dage. Hvis man vil overnatte i Alcaucín kan det gøres på: www.cortijodesalia.com for omkring 50 € for to inkl. morgenmad. Hvis man vil overnatte der, skal man dreje af imod hotellet inden man krydser A 402. Se hotellets website med kort.

Der er ca. 10 km. fra Alcaucín til Canillas de Aceituno, og vores rute følger den gamle grusvej imellem de to byer. Vi går igennem Alcaucín med det fine kildevæld på hovedgaden og hen til den runde plads Plaza de Zalia – opkaldt efter den gamle borg, der ligger på den anden side af dalen, og som efter sigende er Spaniens ældste bygningværk bygget af fønikerne engang i tidernes morgen. Idet vi passerer Alcaucín, kan vi ikke lade være at tænke på, om byen har fået ryddet op efter den skandaløse borgmester, der rundhåndet uddelte byggetilladelser inde i naturparken, og som, da han blev arresteret for sine lovovertrædelser, blev taget med 300.000 € i kolde kontanter, gemt i madrassen. Ja, faktisk var hele hans familie og alle hans venner med i skandalen, som ganske vist havde givet byet et økonomisk løft i en årrække, men som jo var en dyr fornøjelse, da tømmermændene satte ind. Jeg tror, han rusker tremmer endnu.

Hvorom alting er, så går vi op til byens nybyggede Casa de Cultura, op mod en række moderne huse, og op ad en trappe, som fører op til en grusvej. Vi er nu på grusvejen mellem Alcaucín og Canillas de Aceituno, og den skal vi følge hele vejen, så det er let. Først kommer vi forbi kirkegården, og efter et par hundrede meter passerer vi et kæmpestort stenbrud, som har ædt sig langt ind i Maromas vestflanke. Vejen går nu jævnt opad, og vores foreløbige mål er to telekommunikationsmaster, som står oppe på kammen. På vejen op beundrer vi den helt fantastiske udsigt, vi har ned over dalen og op mod “hullet” ved Ventas de Zafarraya.

Da vi når op på kammen, får vi havet at se – det ligger langt ude mod syd. På kammen ligger der et hus, der passende er kaldt “La Loma” (ryggen), og vi tager nu den nederste af de to veje, der går nedenfor huset mod venstre. Vejen går ud og ind og op og ned, men så længe man bare holder sig på den, kan man ikke gå forkert. Efter et par sving får vi et fantastisk syn af majestætens skørter, som bugter sig ud og ind.
På et tidspunkt går vejen ned mod floden Bermuza, hvis sider er dækket med appelsintræer, som på denne dag viser alle sine halvmodne frugter frem.
Efter floden har vejen fået betonbelægning, og den går stejlt opad hele vejen til Canillas de Aceituno, hvor vi igen har en bil, der venter.
Vil man overnatte i Canillas de Aceituno kan det lade sig gøre på B & B ”Pura Vida” www.puurjezelf.net – websitet er på hollandsk, men man kan ringe for yderligere info på: 6344 92 398  – alle hollændere taler engelsk.
I Canillas de Aceituno må man helt om på den anden side af byen for at finde et GR 242 skilt, der viser hen til Sedella. Vi fulgte bare vejskiltene imod Sedella, og endelig så vi GR 242 skiltet, der viser, at der er 7,5 km til Sedella.  Efter et par hundrede meter på asfaltvejen, ser vi det store 242 skilt på højre hånd, og vejen fører stejlt nedad imod Río Almanchares. Vi vil dog anbefale, at man på den første del af strækningen imod Sedella forbliver på asfaltvejen, for da vi forsøgte at krydse floden små 200 højdemeter nede, kunne vi ikke komme over, og måtte asende kæmpe os op til asfaltvejen igen.

Vi stikker lige næserne ind til det lille picnic sted La Rahige, der ligge smukt ved en kløft lige ved asfaltvejen, og ca. 4 km. længere fremme ser vi på venstre hånd et skilt, hvor der står:   Camino del Camping de Sedella. Her skal vi op, og her genser vi vores skiltning. Vejen snor sig op til campingpladsen, men vi går videre op forbi statuen af en grib, og hen til højre. Denne fine sti fører os ned til Sedella, hvor vores bil venter. Gode råd er dyre, hvis man ikke har bil, for den nærmeste overnatningmulighed er i Canillas de Albaida – ca. 18 km. længere fremme.  Hvis man tager ruten i ét hug, er dagsmarchen fra Canillas de Aceituno til Canillas de Albaida ca. 25 km. Det kan man godt, hvis man er sej.

I Sedella bør man ikke forsømme at besøge det fine, nye ”Centro de visitantes”, der ligger lige dér, hvor man kommer ind i byen fra vest. Centeret er delvist financieret for EU midler og er meget fornemt. Det viser bl. a., hvor alle Andalusiens naturparker ligger og fortæller om den naturpark, som GR 242 delvist passerer: ”Parque natural Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama”. Centret er bemandet med en vidende person fra Junta de Andalucía, og man kan købe adskillige interessante brochurer og bøger med vandreforslag. I sandhed et oplivende moment.

Sedellas kirke ligger bagved centeret, og der går vi nu op. Vi beundrer det gamle kirketårn, der var en minaret, da byen var under maurernes herredømme. Vi vender nu ryggen til kirken og kaster et blik på det fine hus, der ligger på venstre hånd, som har et tårn i mudejar stil. Med ryggen til kirken går vi lige ud efter næsen, indtil vi kommer til Calle Andalucía på højre hånd. Den tager vi, og når vi kommer til en lille plads med en offentlig vandhane, skal vi op til venstre og derefter til højre. Vi følger nu denne gade et lille stykke,  indtil vi bag os på venstre hånd ser et skilt med ”Puente romano 806 m.” Vi tager denne vej hen til den fine gamle romanske bro, som går over et brusende vandløb. Her støder vi på en enkelt afmærkning for GR 242.

Vi følger stien, indtil vi kommer til et sted med en masse store flade klipper. Her skal vi op til venstre og der er faktisk et par hvide malingspletter, der angiver vores sti. Stien går op over klippestykkerne og snor sig derefter ind og ud. Hold godt øje med de hvide pletter. På et tidspunkt får vi en kløft på højre hånd, og herfra er stien mere tydelig. Efter nogle hundrede meter får vi øje på en stor ruin lidt højere oppe, og her skal vi hen. Ruinen er resterne af en gård, der hed Cortijo Herreriza.

Stien fortsætter bagved ruinen og igen er der hvide pletter, vi kan følge. Vi skal først hen til højre bagved ruinen for at finde en slags hulvej, der fører os op til venstre. På et tidspunkt kommer vi op til et sted, hvor der ligger en interessant ås, som går ud i vestlig retning, og som bare ender brat i et drop ned mod Río de la Fuentes kløft. Foran os har vi det storslåede landskab, der går op mod Maroma. Nu ser vi i østlig retning en pæl, der markerer vores sti, og så følger vi bare skiltningen. Stien går lidt op, dykker så nedad og lidt op igen, og inden længe passerer vi en lille kam, der ligger midt imellem Sedella og Salares. Efter kammen går stien nedad imod en vandingskanal, som vi derefter skal følge. Vi er vilde med at gå på vandingskanaler, så begejstringen vil ingen ende tage. Efter nogle hundrede meter forlader stien kanalen, og efter ganske kort tid kommer vi til en bred grusvej. Efter et par sving kan vi se Salares  dernede, så vi vandrer raskt til og har tilbagelagt de ca. 7 km., der er mellem Sedella og Salares, på blot et par timer.

På vej ned imod bilen beundrer vi den fine, oprindelige by Salares, og glæder os allerede til de næste 40 km. af GR 242.