Glemte tyre sultede ihjel ved floden Ebro

Glemte tyre sultede ihjel ved floden Ebro

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

År 2012 var forudset til at stå i tyrens tegn, da Kataloniens forbud mod tyrefægtning trådte i kraft den 1. januar. Men der er stadig langt fra lov til virkelighed, når det kommer til katalansk tyrevelfærd. For selvom man som politiker hævder at gå helhjertet ind for at tyre skal leve et værdigt liv, så er det ikke ensbetydende med, at selvsamme politikere lever op til deres proklamerede idealer.

Det illustrerer en historie fra floden Ebro, hvor en flok roere fra Tortosa roklub fik sig en ubehagelig overraskelse på en af deres vanlige roture. På en lille ø fik de pludselig øje på en flok udsultede tyre og spredte dyreskeletter. I samme måned hvor tyre i Katalonien ikke længere kan risikere at blive tortureret i en arena, er der tyre, der dør af sult og sygdom på øen L’illa dels Bous i det sydlige Katalonien. Glemt af alle, selv de ansvarlige politikere der for kort siden havde udråbt sig selv som dyrevelfærdsforkæmpere. La Danesa’s Barcelona-korrespondenter har snakket med talsmanden for dyrevelfærdsorganisationen AnimaNaturalis, Laia Jorge López, som fortæller:

– Fem tyre var døde af sult, og dem, der var tilbage på øen, var begyndt at gnave af træstammerne så højt op, de nu kunne nå.

Repræsentanter fra AnimaNaturalis har derfor holdt møder med direktøren for Landbrugs- og Natur-styrelsen for Ebro-regionerne, Pere Vidal. Og han har sammen med Ebro-regionernes miljødelegation påtaget sig ansvaret tyrenes flytning til fastlandet en gang i løbet af foråret. AnimaNaturalis frygter dog, at flere tyre vil omkomme af sult og sygdom, hvis ikke den katalanske regering flytter dem med det samme.

De sidste par måneder har der derfor været flere besøgende på L’illa dels Bous, end der er nogensinde har været i de mange år, hvor tyrene stod overladt til sig. Spanske medier og dyrevelfærdsorganisationer strømmede til øen for at dokumentere tyrenes skrækkelige tilstand. Det skabte et mediehysteri, der nu har fået den katalanske regering til at tage beslutning om at hente tyrene fra øen. Man kan så spørge sig selv, om de katalanske politikere også ville have handlet på samme vis, hvis mediestormen ikke havde blæst i deres retning.

For mange kommer det dog ikke som nogen overraskelse, at tyrefægterdebatten i Spanien, af langt størstedelen inden for den politiske arena, bliver anskuet med nationalistiske briller. Det er en kendsgerning, som udover at være snæversynet og intolerant, også kan være direkte skadelig for den spanske tyrevelfærd som helhed. Det hele startede ellers så godt i sommeren 2010, da et flertal af de nationalistiske parlamentsmedlemmer stemte for et forbud, mens de socialistiske partier overvejende var imod. ERC (Republikansk Venstreparti) og ICV (De Grønne) beskrev i grusomme detaljer, hvilke lidelser tyrene bliver udsat for i en tyrefægterarena, som til sidst førte til et flertal på 68 stemmer for et forbud og 55 imod. Men der gik ikke længe, før den katalanske identitetsfølelse slog paraderne op, da det kom til deres egne tyrefægtertraditioner. Kort efter vedtog den katalanske regering nemlig en lov, der har til formål at værne om de katalanske Correbous, hvor man sætter ild til tyrenes horn. Loven blev især presset igennem for at imødekomme Ebro-regionerne, der krævede, at man vedligeholder disse traditioner med argumentet om, at det var en lang festtradition i det sydlige Katalonien. Partierne PP (Folkets Parti) og Ciutadans (Det Borgerlige Parti) har under hele debatten beskyldt de nationalistiske partier for at stemme for et forbud alene af identitetsmæssige årsager. Laia Jorge López støtter op om denne kritik:

– Forbuddet mod tyrefægtning kan på ingen måde relateres til en bekymring om dyrevelfærd, da man jo senere nægtede at forbyde Correbous, argumenterer hun.

Partierne, der stemte imod tyrefægtning og for Correbous i Ebro-området, retfærdiggør imidlertid denne selvmodsigelse med, at tyren dør under tyrefægtning og ikke under Correbous. Nu ser det dog ud til at den katalanske regering tager deres forsvar af Correbous op til genovervejelse, da de i sensommeren 2011 valgte at forbyde fire Correbous i Camarles (Baix Ebre) til beboernes store forargelse.

Ifølge antropologen Manuel Delgado er hele tyrefægtningsdebatten udelukkende et udtryk for en konflikt mellem fanatiske nationalister. Han har til elperiodico.com (23. september 2011) givet udtryk for en radikal analyse af debatten, som den har udformet sig i hele Spanien. Han ridser billedet op:

– På den ene side har vi tilhængere af forbuddet, som anser Katalonien for at være en overlegen civilisation med argumenter, der grænser til de racistiske. På den anden side finder vi det værste af den spanske nationalisme; neo-frankismen som ser tyrefægtning som et symbol på deres ”race”, hvilket vi blandt andet kan se i det spanske flag med Osborne-tyren.

Og han konkluderer så i henhold til den oversete tyrevelfærd:

– Overvejelser omkring dyrebeskyttelse er nærmest ikke eksisterende i debatten. Tyre vil fortsat blive mishandlet. Den eneste forskel er, at det er en mishandling, der ikke længere sker i det offentlige rum, lyder konklusionen fra Manuel Delgado.

AnimaNaturalis sætter dog heller ikke uden lige deres lid til den katalanske regering, når det kommer til tyrenes velfærd. Og det er selvom de nu er en gang i løbet af forsommeren bliver flyttet fra øen.

 

– Hos AnimaNaturalis arbejder vi lige nu på at få autorisation til at flytte tyrene til et lokalt dyrehospital for at give dem et værdigt liv, som de fortjener efter så mange år for sig selv uden menneskelig omsorg, afslutter Laia Jorge López.

 

Katalanske og danske reaktioner da de hørte om tyrenes tragedie på L’Illa dels Bous:
– I dag blev jeg ked af det, da jeg hørte om fem tyre, som døde af sult paa Illa de Bous. Jeg har grædt. Jeg ved ikke, hvem der har ansvaret for at tage sig af disse dyr, og jeg kan ikke tvinge den lokale regering til at gøre det, men jeg kan godt bede dem om at tage hensyn til dem og ikke forlade dem. Tak.

Glòria Soler fra Valles Occidental, kommentar på www.ebredigital.cat skrevet af den 12. januar 2012.

– Jeg synes, at der skal gøres noget nu, ligegyldig om Katalonien er ”anti-taurino” eller ej. For selvom man i Katalonien ikke er imod tyrefægtning, er det en skandale, at der først bliver gjort noget ved det efter mediepres. Desværre er Katalonien en del af den Iberiske halvø, forstået på den måde at dyrevelfærd i sidste ende er lige så slem som i resten af landet. Og det er et skridt fremad og eksemplarisk at forbyde tyrefægtning i Katalonien. Moral er godt men dobbeltmoral er ikke dobbelt så godt!

Andreas Oldenburg, 28 år, tandlæge bosiddende i Málaga.

Jeg er enig med Andreas. Men kan et eller andet godt forstå, at der først bliver gjort noget ved det nu…. Hvordan kan folk vide, at der går stakkels køer rundt, hvis det ikke var for mediernes opmærksomhed på det? Når det er sagt, så er det forargeligt, at bønder kan være så kolde i røven, at de bare rejser fra deres dyr. Det er en rigtig sørgelig historie, og jeg håber, der bliver gjort noget ved det hurtigst muligt, men det ses desværre alt for ofte, at bønder vanrøgter deres dyr.

Louise, 28 år, Erasmus studerende i Granada.


Fakta om L’illa dels Bous:

L’illa dels Bous betyder Tyre-Øen og den er ikke større end 750 meter i længden og 200 meter i bredden. Der har været tyre på øen i 70 år. De levede godt i mange år, indtil de i 2005 pludseligt blev overladt til sig selv. Den daværende ejer og kvægavler blev mødt med krav om at flytte tyrene fra øen, men han lod alligvel et par tyre blive på der for at holde vegetationen nede. De efterladte tyre avlede, indtil der til sidst var for mange tyre til at de kunne overleve på øens vegetation alene. Da roerne fandt de døde tyre, var der 15 udmagrede dyr tilbage på øen, som nu venter på at blive flyttet.

I 2010 var der et lignende tilfælde, hvor nogle tyre blev efterladt i bjergene omkring Ulldecona (Tarragona). Her valgte Agentes Rurales at aflive tyrene på grusom vis. De skød først kalvene, dernæst kvierne og til sidst tyren, som ude af sig selv af raseri og fortvivlelse kastede sig ud fra en klippeafsats.

Af Elena Massa og Lajka Hollesen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa