Hvor ender køen?
Arbejdsløsheden steg igen i januar – næsten 4,6 millioner er uden arbejde.
Arbejdsløsheden i Spanien er fortsat med at stige i det nye år, og den er nu på næsten 4,6 millioner, lyder det i dag fra arbejdsministeriet.
Helt præcist er 4.599.829 personer per 1. februar registreret hos arbejdsformidlingen Servicios Públicos de Empleo (det tidligere INEM).
Det er det højeste antal, siden man i 1996 begyndte at arkivere tallene. Og det er en stigning på 177.470 personer eller 4,01 procent i forhold til måneden før, ligesom det er sjette måned i træk, at arbejdsløsheden er steget.
Antallet af aktive på arbejdsmarkedet er nu på 16.946.237, og det er første gang i mange år, at antallet er under 17 millioner.
Fra regeringspartiet PP forlyder det, at stigningen i arbejdsløsheden på forhånd retfærdiggør den arbejdsmarkedsreform, der er på vej, og som statsminister Mariano Rajoy ellers frygter vil udløse en generalstrejke.
Manden blev transporteret i helikopter til Hospital Carlos Haya i Málaga, men lægerne kunne ikke redde ham. Arkivfoto.
Mand død på gaden i Nueva Andalucía
En mand blev i går fundet liggende på en gade i Nueva Andalucía. Han havde fået et slag i hovedet, og blodet flød over hans ansigt, skriver Diario Sur.
En beboer i området fandt manden og ringede til politiet. Et ambulancehold blev sendt af sted, og de anså, at manden var så ilde tilredt, at han skulle transporteres med helikopter til Hospital Carlos Haya i Málaga. Her døde han et par timer senere.
Han blev 48 år. Han kom fra Cádiz, men havde boet mange år i Marbella, hvor han arbejdede for et arkitektkontor.
Politiet undersøger nu omstændighederne omkring det mystiske dødsfald.
Et af vidnerne giver dommer Baltasar Garzón et knus.
Ofre høres i Franco-sag
For første gang i Spaniens historie høres ofre fra Franco-tidens undertrykkelse nu ved en domstol.
Det var to 80-årige, som i går bevidnede, hvordan de havde oplevet, at deres forældre var blevet tvangsfjernet af falangister, for derefter aldrig at blive set igen.
Deres erklæringer var en del af forsvaret i retssagen mod højesteretsdommer Baltasar Garzón. Han er anklaget for at have overtrådt loven, da han igangsatte en række undersøgelser for ofre eller pårørende til ofre under Borgerkrigen (1936 – 1939) og Francisco Francos efterfølgende diktatur (1939–1975).
Det er den højreorienteret gruppe, Manos Limpias (rene hænder), som har anmeldt sagen, der i 2010 fik landets højeste domstol til at suspendere Garzón. Bliver han kendt skyldig i denne sag, risikerer han at blive suspenderet i 20 år.
Blandt gårsdagens vidner var også Ángel Rodríguez Gallardo fra foreningen Memoria Histórica de Ponteareas i Pontevedra. Han sagde, at hans organisation havde henvendt sig til højesteretsdommer Baltasar Garzón på grund af de mange ”voldelige forbrydelser, hvoraf mange er uløste’.
”Vi ville vide, hvordan de døde og hvor de blev af. Mange mennesker ved ikke, hvor deres forældre er endt,” citeres han i El País, der videre forklarer, at Rodríguez Gallardo mener, at hans egne undersøgelser i Galicien peger på, at der var tale om en ’systematisk plan’, hvormed lederne af modstanden mod Franco blev skaffet af vejen. Han var dog blevet mødt med modstand, når han forsøgte at skaffe sig adgang til historiske arkiver.
Han brugte ligefrem udtrykket ’folkedrab’. Og det er det, som Garzón har villet undersøge, og som han mener ikke kan være beskyttet af den lovgivning om amnesti, der blev indført umiddelbart efter genindførslen af demokratiet.
Menneskerettighedsorganisationer fra hele verden overvåger sagen mod Garzón. Trykket fra denne opmærksomhed er så stort, at dommerpanelet i tirsdags afholdt en afstemning om, hvorvidt man skulle stoppe hele retssagen. Forslaget blev afvist med en enkelt stemme.
Hvis begge parter er enige, er der ingen grund til at spilde en dommers tid, mener justitsministeren.
Nu skal man kunne gifte og skille sig ved notaren
Spaniens justitsminister Alberto Ruiz-Gallardón (PP) har foreslået, at man fremover skal kunne gifte sig eller lade sig skille– når begge parter ellers er enige – hos notaren.
Som det er nu, foregår civile bryllupper hos borgmesteren eller på et dommerkontor og skilsmisser ved domstolen, og det, mener landets nye justitsminister, er spild af dommernes tid.
Landets domstole skulle være overbebyrdet med arbejde, men uanset årsagen venter folk ofte i årevis på at få en sag behandlet, og det kunne en lovændring være med til at afhjælpe, mener justitsminister Ruiz-Gallardón.
Fire timer og 24 minutter. Hver dag.
Kan hoveder blive firkantede?
Spanierne så i januar mere fjernsyn end nogensinde før. Faktisk så landets indbyggere fjernsyn i gennemsnitligt 264 minutter (fire timer og 24 minutter) om dagen, oplyser avisen La Opinión de Málaga, der har sine tal fra Barlovento Comunicación.
Den tidligere rekord blev sat i november 2011, hvor man så fjernsyn i gennemsnitligt 262 minutter om dagen.
Andalusien er den region, hvor kassen er tændt allerlængst, 280 minutter om dagen magter man her. Derefter følger Aragonien (275 min.), Valencia (274 min.) og Catalonien (272 min.). I den anden ende ligger de Kanariske Øer (239 min.), Galicien (249 min.) og Asturien (243 min.).
Vega del Mar med basilika og kirkegård.
Arkæologiske udgravninger åbner i San Pedro
De arkæologiske udgravninger ved Vega del Mar i San Pedro de Alcántara åbner for offentligheden i morgen fredag.
Her kan man se resterne af en 1500 år gammel basilika og en nekropolis med omkring 200 gravsteder.
Der vil fremover være åbent hver fredag kl. 11.00 – 13.00.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001