Mariano Rajoy modtages af Marokkos statsminister Abdelilah Benkirane og et hornorkester i lufthavnen i Rabat.
Første officielle besøg gik til Marokko
Spaniens nye statsminister, Mariano Rajoy (PP), valgte at lade sit første officielle besøg udenlands gå til nabolandet mod syd, Marokko.
Det er kun omkring 14 måneder siden, at demonstranter i Rabat råbte skældsord efter den daværende leder af den konservative opposition, da han havde besøgt den spanske enklave Melilla, hvormed han altså skulle have ”fornærmet Marokkos stolthed”.
Men ikke i går.
Mariano Rajoy udnævnte sig selv til ”Marokkos ven”, da han mødtes med Marokkos kong Muhammed VI og statsminister Abdelilah Benkirane.
Også Mariano Rajoys forgængere José Luis Zapatero (PSOE) og José María Aznar (PP) valgte at lægge det første besøg i Marokko, der stadig er en vigtig partner i kampen mod terrorisme, narkosmugling og immigration, ligesom nabolandet er en vigtig handelspartner. I går drøftede man desuden de fastfrosne forhandlinger om en ny fiskeriaftale mellem EU og Marokko.
Statsministerens næste besøg gælder Tyskland, hvor han den 26. januar skal mødes med kansler Angela Merkel.
Ulykken skete kl. 19.30 den 19. april 2008.
Retssag omkring busulykke med ni dræbte finner starter i dag
Retssagen mod manden, der er er anklaget for at forårsage busulykken i april 2008 på motorvejsstrækningen AP-7 ved Benalmádena, hvor ni finner omkom og 31 blev skadet, starter endelig i dag ved provinsdomstolen i Málaga.
Anklageren kræver den anklagede idømt mindst fire års fængsel for ni tilfælde af uagtsomt manddrab, eftersom han skulle have haft alkohol i blodet, da hans firehjulstrækker kolliderede med bussen. Den skulle have bragt passagerne til lufthavnen i Málaga.
Rafael Gómez, alias Sandokan, under retssagen i Málaga.
Anklaget i Malaya-sagen kalder sig del af Jesus
”Jesus er deroppe, og jeg er en del af ham.”
”Malaya-sagen har ødelagt Spanien. Landet kan ikke fungere uden byggebranchen.”
Det var nogle af de udtalelser, som Rafael Gómez i går kom med under retssagen i forbindelse med Malaya-skandalen, hvor han er anklaget for korruption. Det skriver El Mundo.
Gómez, der er bygherre og medlem af byrådet i Córdoba, fortalte desuden hele sin livshistorie. Han fortalte, om da han var gedehyrde, da han plukkede kyllinger, og via sit bryllup og bryllupsrejse kom han til årene, da han blev juveler og siden bygherre. Det sidste værende den eneste måde, hvormed man virkelig kan tjene penge, hvorfor Malaya-sagen er roden til alt ondt i hele Spanien.
Svadaen kom som svar på anklagerens spørgsmål om to udbetalinger på hver 300.000 euro, der i forhenværende rådmand med ansvar for byplanlægning i Marbella, Juan Antonio Rocas regnskaber figurerer under initialerne S.K.A.N.
Gómez, der også kaldes Sandokán, nægter at have bestukket Roca for at opnå byggetilladelser for hans daværende selskab, Arenal 2000 S.L.
”Jeg tog til Schweiz for at plukke kyllinger. Jeg fortæller det, for at I skal vide, hvordan livet er,” fortsatte han i stedet. Han risikerer dog 18 måneders fængsel.
Fuengirolas borgmester, Esperanza Oña, er tilfreds med i det mindste at have fået et møde i stand.
Fuengirola vil færdiggøre arbejdet på Paseo Marítimo
Fuengirolas kommune vil have renoveringen af Paseo Maritimo færdiggjort. Arbejdet var delt op i fire faser, hvoraf den sidste, som er strækningen langs Carvajal i kommunens østlige del, skulle have været færdig i 2004.
Aftalen var, at kommunen selv skulle finansiere de tre første dele af strandpromenaden, mens staten skulle stå for den sidste del. En aftale som ifølge en pressemeddelelse fra byrådets blev underskrevet i 1995.
Men siden 2004, da den socialistiske regering kom til magten, har arbejdet været stoppet, og kommunen har tilsyneladende ikke kunnet løse problemet med centralregeringen. Nu, hvor PP leder regeringen, er det dog lykkedes at få en aftale i hus med landbrugs-, fødevare- og miljøministeriet, der er ansvarlig for landets kyststrækninger.
Mødet skal holdes den 14. februar, meddeler kommunen, uden dog at være sikre på, at problemet bliver løst og strandpromenaden gjort færdig.
”Jeg ved ikke, hvad resultatet af mødet bliver. For otte år siden var der penge, det er der ikke længere,” beklager borgmester Esperanza Oña.
Mere tid på museet.
Prado udvider åbningstiderne
Prado Museet i Madrid er et af verdens mest besøgte museer. Alene i 2011 gik 2.911.767 personer gennem tælleapparaterne.
Presset på kunstmuseet er derfor så stort, at ledelsen har besluttet at udvide åbningstiderne. Hidtil har der været lukket hver mandag og på en række helligdage, men det er slut nu. Der er nu åbent alle mandage, mens der kun bliver lukket på tre helligdage i løbet af året. Det er den 25. december, 1. januar og 1. maj.
Industri-, energi og turistminister José Manuel Soria López.
En statsminister og 13 ministre
Spaniens nye ministerrække er den korteste i historien. 13 ministerier, mener Spaniens nye statsminister, Mariano Rajoy, er nok til at forvalte landet.
Og hvem er de så, de få udvalgte fra PP?
Vi giver her en kort profil af dem, én ad gangen, og turen er nu kommet til industri-, energi og turistminister José Manuel Soria López:
José Manuel Soria López kommer til verden den 5. januar 1958 i Telde, ikke langt fra Las Palmas på Gran Canaria. Hans far, Manuel Soria Segovia, eksporterede frugter fra øen.
Selv studerer han økonomi ved universitetet i Las Palmas.
Allerede i 1980 ansættes han som analytiker af markederne i Venezuela og Caribien ved den spanske ambassade i Caracas. Han er senere handelsattaché ved ambassaden.
Fra 1984 til 1989 underviser han i international handel, ved hvad der svarer til en handelshøjskole i Madrid, samtidigt som han er rådgiver i finansministeriet under den daværende socialistiske minister, Carlos Solchaga.
I 1995 finder vi ham i den anden lejr, hos Partido Popular, og tilbage på Gran Canaria. Her bliver han først borgmester i Las Palmas, fra 2003 formanden for ørådet (cabildo), ligesom han er medlem af de Kanariske Øers lokalregering, mens PP er i opposition.
Der er han stadig, da PP vinder valget den 20. november, og indtil han i december udnævnes til minister med ansvar for både industri, energi og turisme. Han overtager posten efter PSOE’s Miguel Sebastián.
Ingen bebrejdes for at tro, at man har set ham før. Ligheden med forhenværende statsminister José María Aznar er slående – både med og uden overskæg.
José Manuel Soria er gift med María del Carmen Benítez. Parret har to børn.
Følg med i ministerføljetonen
Tidligere omtalte ministre.
3. januar: Statsminister Mariano Rajoy Brey.
4. januar: Vicestatsminister og talsmand Soraya Sáenz de Santamaría Antón.
5. januar: Udenrigsminister José Manuel García-Margallo y Marfil.
9. januar: Justitsminister Alberto Ruiz-Gallardón Jiménez.
10. januar: Finansminister Luis de Guindos.
11. januar: Sundheds-, social og ligestillingsminister Ana Mato Adrover.
12. januar: Indenrigsminister Jorge Fernández Díaz.
13. januar: Minister for offentlige arbejder (Fomento) Ana María Pastor Julián.
16. januar: Landbrugs-, fødevare- og miljøminister Miguel Arias Cañete.
17. januar: Skatteminister Cristóbal Ricardo Montoro Romero.
18. januar: Beskæftigelses- og sygesikringsminister Fátima Báñez.
Læs om ministrene og meget andet ved at klikke her
Manden, der stadig trænger til at skifte frisør, redder dagen.
Copa del Rey: Barcelonas forsvarere udmanøvrerer Real Madrid
Cristiano Ronaldo scorede tidligt i kampen. Men FC Barcelonas forsvarere, først Carles Puyol til 1 – 1 og dernæst Eric Aidal til 2 – 1, ville det anderledes. Begge scorede i anden halvleg. Real Madrid måtte dermed igen i aftes se sig slået af FC Barcelona, og det hjemme på Santiago Bernabeu.
Returmatchen spilles næste onsdag på Camp Nou.
Athletic Bilbao vandt 2 – 0 over RCD Mallorca, og også de to hold kan se frem til at skulle ses igen den 26. januar.
I aften spiller Valencia mod Levante. Kampen vises kl. 21.30 på Cuatro.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001