Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Halerorene parkeres tæt den 18. og 29. december.

Iberias strejke: øer og enklaver skal ikke isoleres

Selvom Iberias piloter strejker som varslet den 18. og 29. december, vil en del flyvninger alligevel blive gennemført. Det garanterer Fomento, ministeriet for offentlige arbejder, ifølge El Mundo.

Det drejer sig om alle flyvninger mellem fastlandet og landets yderste områder, Ceuta og Melilla samt de Kanariske Øer, som man ikke vil isolere. Derudover er det ministeriets intention at gennemtrumfe 50 procent af luftbroen mellem Madrid og Barcelona. Ruter over Atlanterhavet vil ligeledes blive gennemført med en afgang i hver retning, det vides dog først på mandag, hvilke det bliver.

Iberias ledelse har desuden bedt selskabets piloter om at genoverveje deres beslutning om at strejke. Piloternes strejker på grund af utilfredshed med oprettelsen af lavprisselskabet Iberia Express.

 

 


Pensionerne blev godkendt, mens José Antonio Griñán (tv.) og Manuel Chaves var på vagt.

Udbetaling af ulovlige pensioner er Junta de Andalucias fejl, hævder forsvarsadvokater

De 16 tiltalte, som foreløbig er afhørt i forbindelse med pensionsskandalen ERE, hævder, at de ikke er skyldige. Det eneste, de har gjort, er at ansøge om en pension, som de troede, at de havde ret til. Derfor er det den andalusiske lokalregerings fejl, at de godkendte ansøgningerne og udbetalte pensionerne.

”De var ikke klar over, at de gjorde noget ulovligt. De er ydmyge mennesker, der troede, at de modtog hjælp fra Junta de Andalucía, uden at være klar over, at de snød nogen eller modtog ulovlig støtte,” forklarer Esperanza Lozana, som er forsvarer for to at de tiltalte, til El País.

”De ansøgte om støtte fra det offentlige. Det er politikernes ansvar, at støtten blev givet,” insisterer Carmen Julia Garcia Mesa, der forsvarer andre af de tiltalte.

Uvidenhed er altså argumentet, de bruger mod dommer Mercedes Alayas krav om kautioner på i alt næsten 4,8 millioner euro. Dem har hun beregnet ud fra de beløb, som de anklagede har modtaget i pension, som de slet ikke havde ret til, og så har hun for god ordens skyld lagt 30 procent oveni.

I alt er 72 personer tiltalt i sagen, og dommeren regner nu med, at der er udbetalt mindst 10 millioner euro i de uberettigede pensioner, og disse penge mener hun, skal tilbagebetales.

Dommeren har igen peget på formanden for Juntaen, José Antonio Griñán, som mulig ansvarlig, eftersom han var ansvarlig for lokalregeringens økonomi, da pensionerne blev godkendt, hvilket i øvrigt var mens nuværende vicestatsminister Manuel Chaves var formand for lokalregeringen. Endnu er Griñán dog ikke blevet sagsøgt.


Redningsmandskab var 45 minutter om at finde drengen.

Lille dreng begravet levende

Den seks år gamle Ridrigo fra Valladolid, som i onsdags sneede inde efter en lavine på skisportsstedet Saas-Fee i Schweiz, døde i går.

Han stod på ski på løjperne sammen med en skiinstruktør, da lavinen ramte og begravede ham levende i sneen. Han lå begravet i 45 minutter, før redningsmandskabet fandt ham, hvorefter han blev indlagt med forfrysninger på et nærliggende hospital. Her døde han dog i går kl. 23.30.

Drengens forældre vil nu sagsøge skiskolen, da de ikke mener, at instruktøren burde have taget børnene med op til 2.900 meters højde, mens de schweiziske myndigheder skal undersøge, hvorfor man var så længe om at finde drengen.

 


Atomkraftværker er ikke sikre, vil miljøorganisationen nu bevise.

Greenpeace har spioner på atomkraftværker

Greenpeace har nu erkendt, at organisationen har spioner på flere af atomkraftværker, skriver dagbladet 20 Minutos.

Aktivister i Frankrig blev anholdt mandag den 5. december i Nogent-sur-Seine omkring 100 kilometer syd for Paris, men miljøorganisationen insisterer nu på, at der også er spioner på Spaniens a-kraftværker.

Aktivisternes mission er at skaffe beviser på fejl i kraftværkernes sikkerhedssystemer og gøre offentligheden opmærksom på, at atomkraftværkerne ikke er sikre. Ved at kunne infiltrere dem, er det allerede bevist, at de er meget udsatte, mener miljøorganisationen.


Immigranter når Ceuta.

Svømmer til Spanien

Immigranter forsøger nu at komme ind i Spanien ved at svømme turen fra Marokkos kyst til Ceuta. Guardia Civil har netop tilbageholdt 43 håbefulde, men illegale immigranter ved den spanske enklaves kyst.

Der er tale om en ny taktik. De aspirerende immigranter samler sig i grupper på flere hundrede nær stranden, og når de er omkring 100 meter fra vandkanten, løber de ud og kaster de sig i havet. Dermed overrasker de det marokkanske politi, som kun når at tilbageholde en del af dem.

43 personer lykkedes altså at undslippe denne gang og ved hjælp af bare en luftmadras eller et bildæk at svømme til Ceuta, hvor de blev anholdt af det spanske politi.

Det er ikke første gang, at immigranter forsøger at komme ind i Spanien ved at svømme til Ceuta i samlet flok. Politiet har siden juli anholdt 380 immigranter. De fleste af dem kommer fra landene syd for Sahara.

Hvad kan myndighederne gøre for at løse problemet? Og hvilken fremtid venter de afrikanske immigranter, der lykkes at komme til Spanien?

Læs med her LINK: http://www.ladanesa.com/component/content/article/43-temaadebat/2866-gadesaelgernes-limbo-og-myndighedernes-afmagt

 


Real Madrids træner José Mourinho og FC Barcelonas Pep Guardiola.

Clásico-weekend

Lørdag den 10. december er der atter Clásico på fodboldmenuen. Real Madrid tager imod FC Barcelona kl. 22.00 på Santiago Bernabéu.

Clásico-trivialiteter:

· Første sammenstød mellem de to klubber stod i 1902.

· De har mødtes i alt 246 gange (heraf 31 venskabskampe).

· Barcelona har vundet 102 kampe, Real Madrid 86 gange, de øvrige uafgjort.

· Da holdene mødtes for et år siden, vandt Barcelona 5 – 0. Sidst gang, som var i august, dog kun 3 – 2.

· Alle tre finalister til FIFA’s titel som årets bedste spiller, Messi, Xavi og Ronaldo, er på samme bane.

Også Málaga

Málaga CF er også på hjemmebane denne weekend mod Osasuna, hvilket sker søndag kl. 18.00.

Se hele kampprogrammet her LINK: http://www.elpais.com/deportes/futbol/

 

¿Qué pasa? – de kommende dage

Benalmádena

17. december kl. 20.15
Julen synges ind af koret Coral Ciudad de Benalmádena i kirken Inmaculada Concepción i Arroyo de la Miel.

 

Estepona

Indtil 26. januar
Minerales y Rocas (Mineraler og sten) hedder en udstilling, med eksempler fra hele Málaga-provinsen, der kan ses i Museo Municipal Paleontológico.

16. december kl. 20.00
Julekoncert med Radka Ramanova og Alberto Rama i Centro Cultural Padre Manuel.

 

Frigiliana

Indtil 14. januar
Jacinto Lara og Perry Oliver udstiller i Galeria Krabbe. Læs mere på www.galeriakrabbe.com.

 

Fuengirola

17. december kl. 21.00
Stor jule- og nytårskoncert med Kievs symfoniorkester, som spiller vals og polka, i Palacio de la Paz. Entré fra 18 euro. Tlf. 952 589 349.

20. december kl. 20.30
Det kommunale band, Banda Municipal de Música byder på julekoncert i Palacio de la Paz. Gratis entré.

 

Málaga

16. december kl. 21.00
David Bisbal giver koncert i Málaga Auditorium Club. Entré fra 22,50 euro på www.malagaentradas.com.

16. december kl. 21.00, 17. december kl. 20.00
Julekoncert med værker af G. Holst og A. Guinovart på Teatro Cervantes. Entre fra 12 euro på www.unientradas.es.

 

Marbella

Indtil 14. januar
Lía G: La belleza Inquietante er titlen på udstillingen på Museo Grabado Español i den gamle bydel.

Indtil 11. december kl. 12.00 – 22.00
En kulinarisk messe med titlen 30 Feria de Muestras de Marbella Especial Salón Gastronómico i kongrescentret.

15. december – 10. januar
Skøjtning for alle på den store skøjtebane i kongrescentret.

16. december kl. 20.00
Koncert med værker af Gustav Mahler i Iglesia de la Virginia. Gratis entré.

16. december – 2. februar
Udstillingen Nepal, la otra Mirada, med fotografier af Víctor Fernández kan ses i Centro Cultural San Pedro.

 

Nerja

10. december kl. 21.00
Jazzkoncert Gypsy & Dixie i kulturhuset Centro Cultural Villa de Nerja. Entré 10 euro, ved indgangen eller på www.teleentrada.com.

15. december kl. 21.00
Operaen Carmen opføres i kulturhuset Centro Cultural Villa de Nerja. Entré 12 euro ved indgangen eller på www.teleentrada.com.

 

Torremolinos

17. – 18. december
Expo Histórica, en messe for samlere af specielt historiske objekter, afholdes i kongrescentret. Entré voksne 3 euro, børn 1 euro.

18. december kl. 20.00
Julen synges ind af koret Coral de Torremolinos i kirken Madre del Buen Consejo.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa