Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


Kisten med Joaquín Moya Espejo flyves hjem til Spanien.

Spansk soldat dræbt af Taleban
Spaniens forsvarsminister, Carme Chacón, ankom i dag kl. 08.30 til Herat i den østlige del af Afghanistan for selv at blive informeret om enkelthederne i forbindelse med angrebet på de spanske soldater i går, da én blev dræbt.
Foreløbige undersøgelser viser, at Joaquín Moya Espejo blev dræbt af et skud, affyret af Telaban. Han kom fra Córdoba og blev 35 år.
Forsvarsministeren vil også følge kisten hjem til Spanien. Flyet forventes at ankomme omkring kl. 17.00 til militærbasen Torrejón.
I en kort tale under sit korte ophold i Herat sagde forsvarsministeren: ”Missionen i Afghanistan er snart overstået, men det er faren ikke.”




Jorden ryster fortsat under fødderne på El Hierros 11.000 indbyggere. Her evakueres folk fra La Restinga.

Frygt for flere og større jordskælv
En dampsølje med aske og endnu et jordskælv på 4,4 på richterskalaen, med et epicentrum omkring 22 kilometer fra øen, var årsagerne til, at myndighederne i weekenden besluttede endnu engang at evakuere indbyggerne i La Restinga på den sydlige del af El Hierro.
Indbyggerne blev sidst evakueret den 12. oktober, og den 21. valgte 200 af dem at tage hjem igen, og det er de mennesker, der lørdag eftermiddag blev evakueret og indkvarteret i øens hovedstad Valverde eller hos familie eller venner. Det samme gjaldt omkring 50 beboere fra Fronter.
I går fik de lov til at komme hjem en times tid for at hente tøj, vande blomster o.l. Det skete med hjælp fra forsvarets katastrofeberedskab (UME), der stillede ”guaguas” til rådighed. Men ellers, mener myndighederne, kan der gå lang tid, før de får lov at vende hjem igen. Rystelserne fortsatte i går, hvor den værste, der indtraf omkring kl. 19.25 på den nordlige del af øen, nåede op på 3,9 på richterskalaen.
Intensiveringen får geologer til at tro, at et endnu større jordskælv kan være i kortene, men man har ingen mulighed for at bevise det. Borgmesteren i La Restinga har dog udtalt, at der er frygt for et på omkring 6 på skalaen.
Det var anden gang, at øen blev rystet af et skælv på 4,4. Siden juli har det nationale, geografiske institut IGN målt omkring 11.000 jordrystelser på om umiddelbart omkring øen.
Dagens hidtil værste jordskælv indtraf kl. 06.19 og målte 2,0.
Samtidig informerer instituttet Instituto Volcanológico de Canarias (Involcán), at udslippet af kuldioxid fra den undersøiske vulkan er firedoblet de sidste timer.




El Hierros nabolag påvirkes nu også.

Jordskælv mærkes på La Gomera og Tenerife
Det seneste jordskælv på 4,4 på richterskalaen kunne også måles på El Hierros nærmeste naboøer, La Gomera og Tenerife.
På La Gomera blev jordskælvet registreret i Valle Gran Rey og på Tenerife i kommunerne Arafo og Santiago del Teide på den sydlige del af øen.



Husk hjelmen, Hanks.

Spansk vejdirektorat giver Tom Hanks’ film 30.000 euro i bøde
Spaniens trafikdirektorat DGT har idømt filmselskabet TriPicture en bøde på 30.000 euro for en plakat for Tom Hanks seneste film, Larry Crowne.
Den viser nemlig den amerikanske skuespiller på en motorcykel – uden styrthjelm. Og, ræsonnerer man i DGT, koster det 150 euro i bøde at køre uden hjelm, bør det koste langt mere at gøre reklame for det.



Rødmærkede biler må fremover ikke køre i bycentrum.

Biler ud af bybilledet
De mest forurenende biler skal snart have et rødt klistermærke sat i ruden, mens de mindre miljøfjendtlige vil få et grønt mærke. De skal indikere, hvor bilens ejer har ret til at køre.
Det skal ske som en del af et projekt, hvis mål er at mindske forureningen i bykernerne, og det bliver kommunerne, der kommer til at beslutte, hvor hvilke biler vil få lov til fortsat at køre i centrum af byerne.



Rubalcaba (t.v.) og Rajoy mødes til en enkelt Tv-debat.

Debat mellem statsministerkandidaterne i dag
Debatter mellem spidskandidater for åbent kamera har aldrig været det helt store hit i Spanien – i hvert fald ikke blandt kandidaterne selv. Og de to kandidater til statsministerposten ved valget den 20. november, PSOE’s Alfredo Pérez Rubalcaba og PP’s Mariano Rajoy er blevet enige om bare en enkelt konfrontation på direkte Tv.
Debatten foregår i dag og vises på Antena 3. Programmet starter kl. 20.50, mens selve debatten skydes i gang kl. 21.45. Der er afsat 90 minutter til seancen.



Real Madrid-træner José Mourinho savnede opbakning fra publikum trods syv mål på Santiago Bernabeu.

Målløs, målfest og spektakulær stamina
Málaga CF klarede på et hængende hår at få det ene point i en målløs kamp lørdag mod Betis. Anderledes målrigt stod det til søndag, da Real Madrid mødte Osasuna. Hovedstadsklubben var nådesløs og scorede syv gange, mens Osasuna måtte nøjes med et enkelt.
Barcelona blev derimod mødt med spektakulær, baskisk stamina i aftes på Athletics hjemmebane i Bilbao. San Mamés’ tilskuere så hjemmeholdet føre med 2 – 1 til det 90. minut, men i tillægstiden fik Messi endelig udlignet. Det var fjerde gang, at argentineren var med til at spille uafgjort mod Athletic, mens han kun har spillet med i en enkelt sejrskamp. Det er ikke uden årsag, at Bilbao-tilhængerne også kalder byens stadion for La Catedral.
Resultaterne betyder, at Real Madrid nu ligger nummer et i La Liga, mens Barcelona er nummer to. De to hold er på toppen af listen, hvor vi plejer at se dem. De har hhv. 28 og 25 point. Det tidligere tophold, og sæsonens hidtil største overraskelse, Levante, er nummer fire med 23 point, efter at have tabt 0 – 2 til ærkerivalen Valencia, som nu har 24 point. Sevilla er nummer fem med 18 point, mens Málaga ligger på en sjette plads med 17 point.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.