Alt tydede på, det skulle blive endnu en helt almindelig februardag i 2010 for Brian Nielsen. Den forestilling fik et enkelt opkald fra boksepromotor Kalle Sauerland dog ændret eftertrykkeligt på, og nærmest fra den ene dag til den anden var hans og familiens liv ændret radikalt. Hvad de dog ikke kunne vide var, at opkaldet samtidig ville blive starten på mere end et års dramatiske begivenheder. Også udenfor bokseringen.
Det er ikke til at se det på dem, når de sidder der smilende og mageligt tilbagelænede i hver deres havestol på terrassen i Calahonda. Men bag sig har de lagt en umådelig hård periode med kræftsygdom, pressehetz og en fængselsdom. Nok til at slå de fleste ud af kurs, men parret ser ud til at være kommet stærkt igennem den turbulente tid. Og den positive udstråling er ikke bare en facade. Familien Nielsen og Hansen er ude på den anden side med tilfredshed og no regrets:
”Jeg er pissestolt af Jeanette. Hun har været super stærk igennem hele perioden, og det er jeg fuld af beundring overfor,” siger Brian og kigger på Jeanette, der fortsætter:
”Vi har forsøgt at fokusere på det positive frem for det negative. Det lyder som en kliché, men det har virkelig hjulpet. Vi har haft vores modgang tidligere, og derfor har vi måske ikke reageret så kraftigt,” fortæller Jeanette med henvisning til syv svære år, hvor de på fertilitetsklinikker i både Danmark og Spanien forsøgte at blive gravide og blandt andet mistede en søn, da Jeanette var 5 ½ måned henne. Til sidst lykkedes det så endelig, og i august 2009 blev parret forældre til ikke bare en, men to små piger. Dermed syntes grundstenen til et tilbagetrukket familieliv at være lagt. Men sådan skulle det ikke gå.
Cirkushesten duftede savsmuld
Brian skulle som så mange gange før på golfbanen, da telefonen ringede. I den anden ende var Kalle Sauerland. Den magtfulde boksepromotor havde et på en gang overraskende og fristende tilbud til den tidligere danske topbokser. Han ville have Brian tilbage i ringen.
”Jeg havde jo ikke bokset i ni år, og samtidig var mit knæ rigtig dårligt på det tidspunkt. Men der var noget i mig, der trak, og jeg havde et eller andet sted lysten til at komme tilbage,” siger Brian, der på hjemmefronten blev mødt med større skepsis.
”Skal jeg være helt ærlig, så var jeg ikke engang nervøs for, at han skulle i ringen igen, for jeg troede simpelthen ikke på, det blev til noget, når nu Brians knæ var, som det var,” fortæller Jeanette, som dog måtte sande, at hun tog fejl. Kampen blev nemlig relativt hurtigt en realitet efter det famøse opkald, og da knæet blev opereret med et vellykket resultat i september sidste år, syntes intet til hinder for en kamp. Udover Jeanette.
”Det var ikke spor sjovt i starten, og jeg sagde med det samme, at hvis jeg ikke følte, at Brian var 100 % motiveret for det, så ville jeg gøre alt, der stod i min magt, for at stoppe kampen. Men jeg kunne jo se, at Brian virkelig ville det her, og så skulle jeg selvfølgelig ikke stille mig i vejen,” siger hun.
Brian ved om nogen, hvad det kræver at blive klar til en boksekamp. Hans “ja” indebar godt seks måneders træningslejr i Tyskland, langt fra familie, venner og dagligdagen i Spanien. Der var da heller aldrig blevet en kamp, hvis ikke økonomien var, som den nu var.
”Selv om jeg gerne ville tilbage i ringen, havde jeg selvfølgelig ikke have gjort det, hvis det ikke var for pengene,” indrømmer Brian, der afslører, at kampen indbragte ”lige over 6 millioner kroner”.
Kritik, kachot og kræft
”Til grin”, ”useriøst”, ”gammelmandsboksning”, ”han skulle være stoppet, mens legen var god”. Kritikken var hård, nådesløs og massiv, da comebacket og kampen mod Holyfield blev annonceret. En sådan omgang ville formentlig være mere end nok til at påvirke de fleste i negativ retning, men for Brian fik det den totalt modsatte effekt.
”Den hårde kritik var noget af det bedste, der kunne være sket for ham. Det motiverede ham helt vildt, kunne jeg mærke,” fortæller Jeanette, mens Brian nikker samtykkende.
”Skal jeg være ærlig, var jeg pisseligeglad med, hvad de skrev og sagde. Alligevel syntes jeg, det kunne være fedt at lukke røven på dem, og det motiverede da lidt ekstra,” erkender Brian, hvis selvtillid også voksede i selve bokseringen.
”Jeg havde rigtig god sparring med en ung fyr, der var halvt russer halvt tysker. Jeg fik så mange tæsk i starten, men en dag klaskede jeg ham, og der fik jeg ligesom bevist overfor mig selv, at jeg altså stadig kunne bokse,” beretter Brian, der flere gange under træningslejren i Tyskland fik anderledes ubehagelige nyheder, der for en tid fjernede fokus fra træningen.
Den 31. marts blev Brians søn Steffen fundet skyldig i grov vold og fængslet i 10 måneder. Han havde angiveligt slået og sparket et kærestepar og ved den efterfølgende anholdelse truet en politibetjent og dennes hund på livet.
”Pressen var helt sikkert også med til køre sagen op, og jeg er i hvert fald sikker på, han aldrig har slået på en pige,” bedyrer Brian og fortsætter: ”Jeg var selvfølgelig skuffet, og det gik mig da på. I bund og grund er han jo bare en dum dreng ligesom sin far, men han har et hjerte af guld.”
Steffen er i dag på fri fod igen og har ifølge faderen lært rigtig meget af den uheldige episode. Desværre blev sønnens fængsling ikke det eneste forstyrrende element på træningslejren. Endnu et bekymrende opkald fik nok engang vendt op og ned på Brians tilværelse.
”Mens jeg er i Tyskland, ringer Jeanette og fortæller, at hun har brystkræft. Der havde jeg bare lyst til at smide det hele på gulvet og droppe kampen,” fortæller den nu forhenværende bokser. Jeanette havde nogen tid forinden mærket en bule på brystbenet og var i troen om, at det skyldtes en dårlig arbejdsstilling, taget til Málaga for at få det tjekket hos en specialist. Her fik Jeanette at vide, det ville tage 14 dage at stille en egentlig diagnose. To uger, der var helt ulidelige.
”Jeg hylede helt vildt. Jeg var så nervøs, og jeg følte mig helt alene i verden,” fortæller Jeanette, der i sidste ende fik den frygtelige nyhed om, at hun nu tilhørte de 10 % af danske kvinder, der på et tidspunkt i livet rammes af brystkræft. Alligevel sagde hun nej, da Brian tilbød at komme hjem.
”Jeg bad ham koncentrere sig om det, han nu havde gang i. Syv frustrerende år med forsøg på at blive gravid er noget, man bliver hård af,” siger Jeanette, som heldigvis havde gode udsigter til at blive kureret, da sygdommen blev opdaget i tide. Efter tre operationer, som blandt andet kostede det ene bryst, kunne hun så endelig blive erklæret helt rask.
”Jeg frygtede så meget at skulle have kemoterapi, men det slap jeg heldigvis for. Alligevel får man sådan lidt en usikkerhed, og nogle gange ønsker jeg næsten, at de havde taget begge bryster, så der ikke kan sidde mere sygdom. Det havde givet mere tryghed, men jeg er nu bare glad for at være rask,” fortæller Jeanette.
En boksers comeback
Selv om tiden i træningslejren bød på oplevelser, der for en stund gjorde boksning ligegyldigt, var det en klar Brian Nielsen, der efter mere end seks måneders træning kunne melde sig klar til kamp. Til den afsluttende vejning havde han endda overskud til at tage imod en opfordring fra én af de godt 100 fremmødte tilskuere.
”Han (tilskueren, red.) sagde, jeg skulle smide bukserne. Så måtte bukserne jo af. Længere er den ikke,” udtalte en grinende Brian Nielsen den 6. maj til Ekstrabladet. Udover en bagdel, der i øvrigt var så hvid, at det nok var de færreste, der ville tro på, at bokseren rent faktisk bor på Costa del Sol, kunne tilskuerne se en Brian Nielsen, der havde tabt 20 kilo og ikke vejet mindre i lige så mange år.
Og det kunne ses i kampens indledning, hvor danskeren boksede lige op med det amerikanske muskelbundt. Det holdt dog desværre ikke hele vejen, og Nielsen måtte se sig stoppet af kamplederen få sekunder før slutningen af 10. omgang. Til stor utilfredshed for de mere end 2.200 tilskuere i Koncerthuset, der taktfast råbte ”BRIAN, BRIAN, BRIAN!!!”, og til endnu større utilfredshed for hovedpersonen selv.
”Det var helt sindssygt at stoppe mig, sekunder inden omgangen var ovre. Jeg var kommet rigtig godt igen de sidste par omgange, og jeg tror, jeg kunne have presset ham mere, for han var træt. Men sådan skulle det ikke være,” siger en tydeligt irritabel Brian, der dog ikke vil sige, han er bitter. Ej heller vil han sige, han er definitivt færdig i ringen.
”Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at komme tilbage igen,” siger Brian, men skynder sig, da han ser, Jeanette åbne munden, at tilføje: ”Men det kommer jeg nok ikke til.”
Og nej, det kommer Brian nok ikke til. I hvert fald ikke hvis det står til Jeanette. Hun var formentlig koncerthusets mest nervøse tilskuer, og den oplevelse ønsker hun aldrig at gennemleve igen.
”Jeg vil ikke have det. Omkostningerne for os alle er simpelthen for store,” fastslår boksefruen, der beskriver det som at være publikum til en uhyggelig film at sidde ved ring side.
Nye prioriteter
I stedet for boksning står den nu på familie og firma. Tvillingepigerne har rundet de to år, og godt et år ældre er virksomheden Brian Nielsen Golf, som parret driver på fuld tid. Konceptet er her at assistere golfspillere med alt det praktiske i forbindelse med et besøg på Costa del Sol. Brian Nielsen Golf hjælper blandt andet med green fees, golfundervisning, hotel eller bil. Jeanette står for det administrative, mens Brian står for golfspil og generel service, når kunderne er ankommet. En fordeling, de begge er godt tilfredse med.
”Jeg har tidligere arbejdet som speditør, og proceduren i firmaet minder meget om dengang. Jeg bliver helt høj af dét, jeg laver, og det er bare fedt med alle de bolde, jeg har i luften,” smiler Jeanette. ”Jeg vil bare gerne spille noget golf, så jeg klager heller ikke,” tilføjer Brian.
Virksomheden kæmper stadig for at konsolidere sig på markedet, men med en cocktail bestående af lave priser og tilfredse kunder går det den rigtige vej. Parret kan med stor tilfredshed konstatere, at flere klienter kommer igen, og at andre kommer til som følge af gode anbefalinger.
”Vi driver firmaet i en meget personlig ånd og med fokus på tæt kundekontakt, og den model, tror jeg, kunderne kan lide,” siger Jeanette, som drømmer om at kunne beskæftige sig med Brian Nielsen Golf resten af livet. En drøm, hun til fulde deler med kæresten.
Dermed tegner en lys fremtid uden boksning sig for parret. Og så alligevel er der en lille tvivl at spore. Det er jo trods alt aldrig sjovt at slutte karrieren med et nederlag…
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001