Alt er muligt hos Aquapool

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Efter en turbulent finanskrise har Aquapool nu genfundet sig selv. Omsætningen stiger, store konkurrenter er væk, og kunderne er vilde med spavirksomhedens enorme fleksibilitet i forhold til levering. En service, som efterhånden har budt på nogle ret opsigtsvækkende installationer.
For syv år siden åbnede Anja og Claus Kielskov den første Aquapool-butik. Siden voksede virksomheden og toppede i 2008 med tre butikker og otte beskæftigede, inden finanskrisen satte en stopper for spaleverandørens flotte udvikling. Parret indså dengang, at fyringer og lukninger var nødvendige for at overleve.
Alt det er nu overstået, og Aquapool er med omstruktureringen, der betyder, at virksomheden satser med tre medarbejdere og én butik/showroom, vendt stærkt tilbage med en omsætningsstigning på 40 % i forhold til sidste år. Hvorfor Aquapool lever videre, mens flere konkurrenter gav op, har Anja en forklaring på.
”Vi har overlevet, fordi vi simpelthen har et fantastisk produkt, og fordi vi sammen med vores leverandør, der er verdens største spaproducent, har tilpasset os markedet,” fortæller Anja, der som konsekvens af krisen har skåret lidt i priserne og nu med glæde kan konstatere, at man er områdets eneste virksomhed, der udelukkende satser på spasalg.
”Modsat andre spasælgere, som f. eks. Bauhaus eller AKI, er vi eksperter, der kun koncentrerer os om spaer. Det er vigtigt for os at finde frem til den helt rigtige spa til hver enkelt kunde, og vi har ekspertisen til at gøre det” siger Aquapools kvindelige halvdel, der sammen med gemalen og teknikeren Thomas udgør virksomhedens team anno 2011.

Leverer overalt
En af Aquapools absolutte stoltheder og nicher er den leveringsfleksibilitet, der i princippet ikke sætter nogen begrænsning for det mulige. Den indstilling har bragt Aquapool ud i nogle mildest talt vanvittige projekter.
”Alt er muligt, og da mange af vores kunder er velhavende, har vi flere gange haft nogle ret vilde leveringer,” fortæller Claus Kielskov og nævner et par af de mest ekstraordinære: ”Vi har leveret en spa med en 100 meter høj kran til 16. etage i Torremolinos. Kunden var i øvrigt dansker. Det tog tre-fire timer at få kranen op og det samme at få den ned, og vi måtte have polititilladelse, da vil blev nødt til at afspærre hele vejen.” Spa og levering kostede kunden 15.000 euro, mens en russer, der ville have en mindre spa på sin store yacht, måtte slippe 9.000 euro.
Det er ikke uden nerver, at Anja og Claus overværer deres spaer svæve rundt i 100 meters højde eller nær en dyr yacht. ”Det er skræmmende! Jeg er glad for, det ikke er mig, der gør det (styrer kranen, red.), for jeg har altid sommerfugle i maven. Det er jo os, der har det overordnede ansvar,” siger Claus, der heldigvis kan konstatere, at ingen af Aquapools leveringer nogensinde er gået galt. Til gengæld må han med en vis ærgrelse erkende, at virksomheden én gang har måttet sige nej til levering.
”Skulle vi have klaret den, var vi blevet nødt til at forcere en golfbane med kranen, og det turde vi altså ikke. Havde vi pløjet banen op, var det jo os, der skulle betale regningen. Men man ærgrer sig da lidt,” griner han.
Selv om Aquapool nu igen er en sund virksomhed i vækst, er der ikke planer om at kaste sig ud i endnu et ekspansionseventyr. Håbet er, at ordrebogen bliver så fuld, at endnu en medarbejder kan tilknyttes, men lige nu har Aquapool den størrelse, den skal have, slutter han.

Af Andreas Müller

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa