Rengøringsfolk fjerner blod på bænken, hvor den 79-årige blev skudt.
Gammelt udestående bag drab i Toremolinos
Et fem år gammelt udestående omkring en bolighandel var sandsynligvis motivet bag drabet på den 79-årige Pedro L.M.N. onsdag aften på Plaza Costa del Sol i Torremolinos.
Den formodede gerningsmand, ifølge Diario Sur en også 79-årig, Francisco T.P., som kommer fra Cádiz, havde allerede i 2006 forsøgt at dræbe køberen af boligen og i august sidste år havde han truet med drab i forbindelse med den samme sag. Årsagen skulle være, at den afdøde Pedro L.M.N. ikke havde betalt den anholdte en provision på 12.000 euro i forbindelse med salget af den afdødes lejlighed.
Pedro L.M.N. havde bedt Francisco T.P. om at sælge lejligheden, og han introducerede da også den afdøde for en potentiel køber. De to kendte allerede hinanden, en handel blev indgået og Francisco T.P. insisterede på at få sin provision, som tilsyneladende ikke blev betalt. Det fik ham så i 2006 til at overfalde køberen med en kniv. Pedro L.M.N. var vidne i den efterfølgende retssag, hvori Francisco T.P. blev erkendt skyldig i mordforsøg, og han afsonede to et halvt år i fængslet i Alhaurín de la Torre. Han blev løsladt i 2009, og sidste år truede han både Pedro L.M.N. og køberen på livet, hvilket førte til endnu en retssag og et polititilhold.
Francisco T.P. gjorde så i onsdags et tredje og sidste forsøg på at tage hævn over den ubetalte provision. Pedro L.M.N. sad på en bænk på Plaza Costa del Sol og nød sikkert eftermiddagssolen, da Francisco T.P. skød ham tre gange bagfra med et oversavet jagtgevær.
Nogle af de forretningsdrivende og handlende på pladsen hørte skuddene, løb ud for at undersøge sagen, og da de så, hvad der var sket, satte de efter den mistænkte ned ad Calle San Miguel, hvor politiet kom til og arresterede ham på Plaza de Andalucía.
Det kan betyde fængsel at skrive på disse vægge.
Jordansk udsending risikerer fængselsstraf for graffiti i Alhambra
Den jordanske militære udsending, som i midten af august skrev sit navn på en væg i Alhambra, risikerer nu at komme i fængsel for sin ubetænksomhed.
Han var en del af en jordansk delegation, der var i Spanien i forbindelse med forhandlinger om køb af militærfly. Under deres ophold aflagde de det gamle mauriske palads et besøg, og da lod den jordanske Kilroy det bedre løbe af med sig og skrev sit efternavn på én af paladsets vægge. Andre besøgende så ham gøre det, og de tilkaldte sikkerhedsvagterne, som pågreb ham i gerningsøjeblikket.
Jordaneren er nu blevet anklaget for hærværk mod verdensarven, og kan derfor forvente op til tre års fængsel.
Flere gæster end sidste år.
Hotelbelægning i Fuengirola 88 procent i august
Hotelbelægningen lå i august på 88 procent i Fuengirola, oplyste rådmand med ansvar for turismen, Ignacio Souviron, i går på et pressemøde.
Belægningen var dermed gennemsnitligt to procentpoint højere end samme måned sidste år. Midt i måneden, da der var helligdag, var de fleste hoteller fuldt bookede.
Souviron påpegede desuden, at besøgende, der indlogerer sig privat eller selv ejer en feriebolig, selvfølgelig også er vigtige for byen, men at det er svært at sætte tal på dem. Alligevel ved man via bl.a. forbrug af elektricitet og vand, at det også på denne front har været en god sommer.
Millioner af job på vej
Partido Popular vil skabe 3,5 millioner nye job i løbet af de kommende fire år, hvis partiet vinder parlamentsvalget og Mariano Rajoy bliver statsminister den 20. november, lyder det i en meddelelse fra partiets talsperson Esteban González Pons.
En decideret opskrift på jobskabelsen fulgte ikke med, men man har dog afsløret, at den øgede beskæftigelse vil følge i sporet på omstrukturering af landets skattesystem, hvormed byrderne omfordeles og der skabes grobund for konkurrencedygtighed og økonomisk vækst, forlyder det.
Regeringspartiet, PSOE, der ikke selv har kunnet bremse den stigende arbejdsløshed, har taget til genmæle, og en talsperson herfra, Antonio Hernando, har i en meddelelse opfordret PP til at komme med seriøse løfter, frem for ”skøre” ideer om at generere millioner af jobs, uden samtidig at give en detaljeret formel for, hvordan løftet skal implementeres.
Brugere får nu at vide, hvornår den næste bus kommer.
Bus til tiden
Kommunen i Marbella mener, at brugere af bybusserne har ret til at vide, hvornår de kan forvente den næste bus. Derfor opsættes i løbet af september seks paneler med ure, som viser, hvornår den næste bybus kommer. Planen er, at der med tiden skal sættes én op ved samtlige stoppesteder.
Man har nu installeret GPS i busserne, der er programmeret til at sende beskeder til en central hos Portillo, der igen informerer panelerne ved stoppestederne.
Marbella bliver den første by i Andalusien (udover provinshovedstæder) med et sådant system. Det har krævet en investering på 300.000 euro.
Sport i dag
Endnu en stor sportsdag venter i fjernsynet:
Basketball
Spanien spiller mod Serbien kl. 14.30 (La Sexta).
Vuelta a España
Ruten, turens 19. etape, går fra Noja til Bilbao. Live fra kl. 15.45 (Teledeporte og Eurosport).
Tennis
Rafael Nadal møder Andy Roddick i US Open kl. 17.00 (C+ Deportes og Eurosport).
Castellers på op til otte ”etager”.
Menneskepyramider under Festes de la Mercè
Sig nærmer tiden til Festes de la Mercè, den besynderlige fest i Barcelona, hvor specielt de høje, menneskelige pyramider gør sig gældende – de kan faktisk blive op til otte etager. Pyramiderne kendes som castellers og er en tradition fra 1.700-tallet.
Festes de la Mercè fejres i år fra den 22. til 25. september.
¿Qué pasa? – de kommende dage
Benalmádena
Indtil 18. september
Fotografier fra den andalusiske natur af Carlos Pérez udstilles i Centro de Exposiciones i Benalmádena Costa.
Tivoli World
Tivoli i Arroyo de la Miel er frem til den 11. september åbent hver dag kl. 17.00 – 01.00. Den 12. – 17. september kl. 16.00 – 00.00, og derefter kun i weekenderne kl. 11.00 – 19.00.
Estepona
10. september
12 timer langt indendørs fodboldstævne i Instalaciones Deportivas Municipales.
10. september kl. 21.00
Guidet tur og klaverkoncert med Ramón Pérez i Centro de Interpretación Dolménica de Corominas. Entré 10 euro. Reservation kan ske på tlf. 654 711 715.
Frigiliana
Indtil 1. oktober
En kollektiv sommerudstilling kan ses i Galería Krabbe. Læs mere på www.galeriakrabbe.com.
Fuengirola
Indtil 30. september kl. 11.00 – 23.00
Feria del Libro, udstillinger og salg af bøger på Paseo Maritimo i Los Boliches.
9. september kl. 21.00
Gruppen Alhandan spiller nogle af tidens mest kendte spanske pop- og rocknumre i Parque de España. Gratis entré.
9. – 11. september
Divas & Divos er navnet på en musical, som kan opleves på Salon Varietes. Hver aften kl. 20.00, søndag dog kl. 19.00. Entré kan bookes på 952 474 542, se ellers www.salonvarietestheatre.com.
Málaga
Indtil 2. oktober
Cherchez la Femme er titlen på en udstilling af graveringer af Picasso, der kan ses i museet Fundación Picasso på Plaza de la Merced. Mere info på www.fundacionpicasso.es.
Indtil 16. oktober
Den moderne tradition er oversættelsen af titlen på udstillingen af værker af forskellige kuntnere, Heriblandt Picasso, Miró og Monet, på museet Museo Carmen Thyssen. Læs mere på www.carmenthyssenmalaga.com.
10. september kl. 22.30
Koncert med Mana på stadionet Ciudad de Málaga. Entré fra 39,60 på www.malagaentradas.com.
11. september
Málaga CF møder Granada CF på La Rosaleda.
Se tidspunktet i dagspressen eller kontakt La Peña de Dinamarca tlf. 617 700 424.
Marbella
Indtil 30. oktober
Værker af gravørkunstneren Eugenio Ampudia er udstillet i Museo del Grabado Español Contemporáneo.
Mijas
Hver onsdag kl. 12.00
Flamencoshow på Plaza Virgen de la Peña i Mijas Pueblo.
Hver tirsdag og torsdag kl. 19.30 og 23-30
Underholdning i form af bl.a. jazz og flamenco på Plaza Virgen de la Peña.
Indtil 11. september
Årets byfest, feriaen, afholdes.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001