Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Branden i Mijas spreder sig stadigvæk.

300 evakueret: skovbrand hærger mellem Mijas og Marbella
Skovbranden i Mijas, der startede i går omkring kl. 20.30 ved området Fuente de la Teja, har brændt hele natten og breder sig nu mod Marbella og Ojén.
Omkring kl. 4 troede brandvæsnet ellers, at ilden var under kontrol, men så kom nye vindstød fra øst, og ilden bredte sig mod Calahonda og Las Chapas. Temperaturer på omkring 30 grader og så godt som ingen luftfugtighed hjælper heller ikke.
Omkring 300 personer blev tidligt i morges evakueret fra området, bl.a. fra Entrerríos, Fuente de la Teja og Camino de la Matriche, hvorfra mange tog til de to samlingspunkter, heriblandt sportsanlægget i Las Lagunas, som kommunen har organiseret.
Der brænder altså stadig på trods af, at i alt 300 brandfolk fra hele Málaga-provinsen, samt Cádiz og Granada, er kommet til Mijas for at hjælpe med slukningsarbejdet, der i løbet af natten er foregået på landjorden, mens brandslukningsfly blev sat ind i morges.
Ilden har foreløbig afbrændt op til 200 hektar og et endnu ukendt antal bygninger. F.eks. er fire villaer i La Mairena brændt ned, skriver El País.
Myndighederne kender endnu ikke brandens årsag, men afviser ikke, at der kan være tale om pyromani. Det vækker mange associationer til live blandt indbyggerne, der stadig husker skovbranden i 2001, der ødelagde store dele af Mijas’ bjerge, Sierra de Mijas.



Fly tanker op ud for La Cala de Mijas. Motorvejen er stadig lukket.

17 luftfartøjer er i gang
Blandt de 17 brandslukningsfartøjer, som ifølge Diario Sur startede overflyvningerne over branden i Mijas, så snart solen stod op, er både fly og helikoptere. Der dumpes vand på grænsen til Marbella og mod nord, i retning af Ojén.
Fartøjerne skal desuden forhindre, at ilden breder sig over motorvejen A-7, der stadig er lukket grundet faren og den manglende sigtbarhed.
Ifølge organisationen Infoca, der hører under Junta de Andalucía, forventer man trods den intensiverede indsats ikke at få branden under kontrol i dag.

Mand omkommer i brand, hustru forulykker
En mand omkom i morges, da hans hus i Colmenar el Viejo (Madrid) brændte ned. Kl. 00.38 ringede den 45-årige mands naboer til politiet for at anmelde branden, som de havde bemærket på grund af en række eksplosioner i huset. Disse formodes at stamme fra nogle benzinbeholdere.
Da brandfolkene kom frem, fandt de manden bevidstløs i et af værelserne, men det lykkedes ikke at redde ham.
10 minutter senere havde hans hustru en bilulykke på landevejen A-1, hvor bilen slog flere koldbøtter. Hun blev straks indlagt på et nærliggende hospital, hvorfra hun meldes udenfor livsfare. Betjente fra Guardia Civil skal nu afhøre kvinden for at vurdere, om hun påsatte branden i parrets hus, men kildet i politiet udtaler til El País, at der også kan være tale om selvmord.



Tidligere formand for la Xunta Manuel Fraga takker af.

Manuel Fraga trækker sig tilbage efter 60 år i politik
Manuel Fraga Ibarene (PP), der er senator, men bedre kendt for sine 15 år som leder af den galiciske lokalregering, la Xunta, og sin rolle under statskuppet den 23. februar 1981, trækker sig tilbage i forbindelse med det kommende valg.
Han har de seneste måneder slet ikke været at finde på sit kontor i senatet, hvor han førte ”en meget personlig dagsorden”, specielt efter at han i april gennemgik en hofteoperation. Faktisk var den 89-åriges sidste officielle akt i forbindelse med 30-års jubilæet for statskuppet den 23. februar. Han spillede selv en rolle ved statskuppet, der selvfølgelig blev afværget, før det var kommet rigtigt i gang, da han konfronterede general Tejero i kongressen. Men under festlighederne i år var han allerede afhængig af sin kørestol, og det eneste, han skulle have sagt, var til en tjener, som spurgte til hans ønske om vin, hvortil han tilsyneladende sagde dagens eneste ord: ”Albariño”.
Fraga, selvfølgelig også kendt som Don Manuel, genopstiller ikke til valget i november, og aktiviteterne i hans kalender er allerede nu annulleret.



Atomkraftværket i Burgos kan være skyld i opvarmning af Ebro.

Udslip fra atomkraftværket Garoña skal undersøges
Myndighederne skal nu undersøge, hvorvidt udslip fra atomkraftværket i Santa María de Garoña opvarmer vandet i floden Ebro mere end tilladt.
Miljøorganisationen Greenpeace har længe hævdet, at udslippet af det varme vand fra kraftværket opvarmer floden mere end det tilladte, mens det dog var en offentlig instans, Confederación Hidrográfica del Ebro, som først advarede mod opvarmning af flodens vand på grund af en fejl i atomkraftværkets kølesystem.
Foreløbige målinger har vist, at flodens vand ved udslip er steget fra 18,1 grader til 30,9 grader, selvom den maksimalt tilladte stigning er tre grader.
Opvarmningen af floden går naturligvis ud over både dyr og planter.
Garoña blev indviet i 1971 og er Spaniens ældste atomkraftværk. Det skal efter planen lukke i juli 2013.



Zapatero kommer Rubalcaba i forkøbet.

Formueskat forventes genindført på fredag
Statsminister José Luis Zapatero forventes på fredag at bede kongressen vedtage genindførsel af formueskatten, der ellers blev stillet i bero af den selv samme regering i 2008, men altså uden at blive afskaffet.
PSOE’s spidskandidat til statsministerposten ved valget den 20. november, Alfredo Pérez Rubalcaba, havde allerede meddelt, at han planlægger at genoplive beskatningen sammen med en forøget selskabsskat for bankerne, hvis han da ellers vinder. Men nu kommer den nuværende statsminister ham altså i forkøbet.
Regeringen valgte at suspendere skatten for tre år siden, fordi man mente, at den var uretfærdig og berørte andre end de allerrigeste, som også var bedre til at finde veje til at undgå at betale skatten.
Formueskatten forventes årligt at kunne give 1,4 milliarder euro til statskassen, og de penge ønsker regeringen at bruge på at skabe arbejdspladser til de mange unge arbejdsløse.



Cobo lykønskes af Froome.

Uventet vinder af Vuelta a España
Vinderen af Vuelta a España, der sluttede i går i Madrid, blev noget uventet Juan José (Juanjo) Cobo fra Cantabrien.
Cobo var ikke engang favorit på sit eget hold, Geox, men var før den afsluttende etape fra Circuito del Jarama til hovedstaden 13 sekunder foran nummer to, britiske Chris Froome fra Sky, en føring som han altså lykkedes at bibeholde.
Det er den 30-årige Cobos hidtil største pokal.

Nadal i finalen i US Open
Rafael Nadal møder i dag Novak Djokovic i finalen i US Open, der vises kl. 22.00 på C+ Deportes.

Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa