Hemingways Spanien

Ernst Miller Hemningway

Den amerikanske forfatter og Spaniens-aficionado, Nobel-prisvinder og provokatør skrev nogle af sine bedste bøger i og om Spanien. I år er det 50 år siden, han døde.

Han var en af det 20. århundredes mest skelsættende forfattere. Hans skrivestil, ekstrem ordknap, og hans teknik, kendt som ”isbjergteknik”, hvor hovedpersonerne ikke direkte giver udtryk for deres meninger og følelser, der i stedet står frem i form af handlinger, har begejstret verden over, mens hans mange gentagelser slet og ret er irriterende.
Men det er selvfølgelig alt sammen en smagssag, der kan og stadig bliver diskuteret i det uendelige. Der hersker dog ingen tvivl om hans særlige forhold til Spanien og alting spansk, specielt i en tid, der reflekterede hans eventyr- og politisk retfærdighedssøgende person.
Ernest Hemingway, født i 1899 i den amerikanske stat Illinois, døde i 1961. I dag, 50 år senere, kan man mange steder i Spanien og især i Madrid, stadig finde nogle af de steder, han frekventerede, og som inspirerede ham, og hvor han skrev nogle af sine udødeliggjorte fraser.

Hispanofil og tyrefægter-fan
Han besøgte Spanien adskillige gange, alene i 1920’erne var han her ni gange sammen med sin familie. Det var selvfølgelig efter, at han havde deltaget i Første Verdenskrig, hvor han var ambulancefører ved den italienske front. Så startede den spanske borgerkrig, og heller ikke den kunne han holde sig fra. Han returnerede i 1937 og igen 1938, nu som korrespondent for den amerikanske avis North American Newspaper Alliance (NANA), og samtidig sluttede han sig til den antifascistiske front.
Efter Borgerkrigen forblev han dog i USA en årrække – med afstikkere til Cuba og Frankrig – for igen at dukke op her i begyndelsen af 1950’erne. Han var specielt tiltrukket af tyrefægtningen, og overværede ofte seancerne sammen med sine bekendte, tyrefægterne Antonio Ordóñez og Luis Miguel Dominguín på Las Ventas.
Og netop tyrefægterarenaen er et af de steder, der har overlevet moderniseringen af hovedstaden og tidens tand generelt, siden Hemingways dage.
Ellers havde han selv foreviget mange af Madrids gader, parker og bygninger. I f.eks. novellen The Denunciation og i teaterstykket The Fifth Column omtaler han Bar Chicote på Gran Vía som et symbol for den kærlighed, som ikke kun han selv, men også mange andre udlændinge, havde for Madrid. Han skrev teaterstykket, mens bomberne haglede over byen.

Botín var favoritspisestedet
Hemingway skulle have elsket at spise på Restaurante Botín, der blev grundlagt i 1725 i en bygning fra 1590, og som i øvrigt ifølge Guinness rekordbog er verdens ældste spisested. Her skulle han have spist helstegt pattegris, stedets specialitet. Og en dag skulle han have bedt Emilio Botín, den daværende ejers bedstefar, om at lære ham at tilberede en paella, men efter flere forsøg udbrød han, at han hellere måtte holde sig til at skrive. Det gjorde han så, og den sidste scene i romanen The Sun Also Rises (Og Solen går sin Gang) foregår faktisk i denne restaurant.
Da han var her i 1950’erne besøgte han flere gange El Callejón, som, han dengang mente, havde byens bedste mad. Også denne restaurant findes stadig.
Det gør endvidere Hotel Gran Vía på gaden af samme navn, og her markerer en plade på facaden forbindelsen med forfatteren, selvom denne i The Night Before Battle skrev, at stedet altid gjorde ham forbandet.

Prado, ølstue og ruiner
Prado-museet stod også i Hemingways tid der på paseoen af samme navn; det har ingen ændret på. Hemingway var specielt stolt af, at den republikanske regering før krigen passede godt på kunstværkerne.
Han var også godt tilfreds med baren Cervecería Alemana på Plaza Santa Ana. I dag et ganske, nærmest blasert, ydmygt sted, men i en artikel for Life Magazine, nævner Hemingway, at her serveres god øl og kaffe, og man kan sagtens forestille sig den skæggede forfatter i disse omgivelser.
I nærheden af pladsen, på Calle del Príncipe, spiste han normalt en tallerkenfuld rejer på Bar Álvarez, hvilket han nævner i Death in the Afternoon (Døden kommer om Eftermiddagen), hvori han desuden deler ud af sin passion for Spanien og specielt tyrefægtningen, som titlen naturligvis refererer til.

På Paseo del Pintor Rosales, lige ved Casa de Campo, som under Borgerkrigen markerede fronten, lå der dengang et hus, som han fortæller om i novellen Landscape with Figures, og som på Hemingways anbefaling blev brugt til optagelsen af den antifascistiske propagandafilm The Spanish Earth. Hemingway var medforfatter til filmen.
Efter Madrid var et af hans favoritsteder Pamplona, som han besøgte adskillige gange, men det var selvfølgelig lige til den dag i 1961, hvor den depressive forfatter tog livet af sig selv.N.B. Ikke alle Hemingways noveller er oversat til dansk.
_______________________________________________________________

“Når du kommer til at kende den (Madrid), er det den mest spanske by af alle, den bedste at leve i, de fineste mennesker, måned efter måned det bedste klima,” skrev Ernest Hemingway i Death In The Afternoon (Døden kommer om Eftermiddagen).

San Fermín efter Hemingway
Nu ville det nok være en overdrivelse at beskylde Hemingway for afholdelsen af tyreløbene under San Fermín i Pamplona, som han så for første gang i 1923 og senere vendte tilbage til i flere omgange. Men med bl.a. artiklen Pamplona in July; World’s Series of Bull Fighting a Mad, Whirling Carnival og The Sun also Rises er han dog hovedårsagen til, at folk fra hele verden i dag falder over hinanden for at komme til at løbe de omkring to minutter foran tyrene hver morgen en uge i juli.
Denne massificering har fået mange af Pamplonas indbyggere til selv at holde sig langt væk fra byen under San Fermín.

Også i Málaga
Ernest Hemingway besøgte i 1959 Málaga, hvor han boede på Finca La Cónsula, der ligger ved Churriana. Fincaen tilhørte dengang et par af hans venner Annie og Bill Davis.
Han skrev her en række artikler om tyrefægtning til magasinet Life; artikler som skulle danne grundlag for bogen The Dangerous Summer.
Finca La Cónsula huser i dag kokkeskolen, samtidig som der værnes om Hemingway-forbindelsen.