Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Demonstrationer fortsætter på Puerta del Sol, oprøret breder sig

Bevægelsen, der startede sidste weekend på initiativ af organisationen ‘Democracia Real Ya’, og som nu kaldes 15M (15. maj), fortsætter.
Mens der den 15. maj var demonstrationer i omkring 60 byer, har de siden været fokuseret på Puerta del Sol, pladsen i Madrid som repræsenterer Spaniens geografiske midtpunkt. På trods af at politiet har tvangsfjernet demonstranter, og landets øverste valgkomite faktisk indførte et forbud mod demonstrationerne med begrundelsen, at der ikke var en gyldig grund til at demonstrere, er flere tusinde stadig samlet i hovedstaden.
Igen i går var der desuden demonstrationer i flere andre byer, heriblandt Barcelona, Sevilla, Granada og Málaga, hvor omkring 400 især unge demonstranter var samlet på Plaza de la Constitución. Nogle valgte at overnatte der, og her til morgen var der stadig omkring 30 demonstranter på pladsen. De har desuden ansøgt om tilladelse til en større demonstration i morgen.
Der demonstreres mod den dårlige økonomi, arbejdsløsheden og regeringens “antisociale” politik, og man opfordrer alle til at boykotte landets største partier ved søndagens kommunalvalg, hvor der samme dag afholdes valg af lokalregeringer i størstedelen af landets regioner.
Hvordan demonstranterne ønsker at løse landets problemer er uklart, men deres intention er at fortsætte med protesterne, foreløbig indtil valgdagen den 22. maj.


11 dage uden telefon

Telefonselskabet Movistar har endelig løst de tekniske problemer, der den 6. maj forårsagedes af en brand i en teknisk installation tilhørende selskabet i Málaga-bydelen Huelin.
Branden efterlod i første omgang omkring 90.000 abonnenter uden linjer, ikke kun i selve Málaga, men også i flere byer langs Kysten. I går kunne de så igen tale på deres fastnetstelefon og mobilen og bruge ADSL-linjen.
Foreløbig har kun 600 kunder indleveret en officiel klage til forbrugerrådet. Det skulle være kunder, der ikke har fået deres krav om kompensation opfyldt hos telefonselskabet.


Gaddafi frigiver fotograf efter 43 dage

Den libyske diktator Muammar Gaddafi frigav tirsdag den spanske fotojournalist Manuel Varela de Seijas, også kendt som Manu Brabo, der havde siddet 43 dage i fangenskab, beskyldt for at være rejst illegalt ind i Libyen. Han besøgte bl.a. Brega i den østlige del af landet, hvor han blev anholdt.
Brabo blev derefter dømt skyldig ved en domstol i Tripoli, og sammen med to amerikanske og en sydafrikansk kollega idømt et års fængsel. Alle fik dog forleden meddelelsen om, at de var frigivet.
En talsmand for det libyske regime udtalte, at de var frie til at forblive i landet eller rejse derfra. Samtidig forklarede han, at de var mistænkte for at have samarbejdet med oprørerne, og at man først senere fandt ud af, at de var journalister.
Den spanske fotograf forventes i dag at kunne forlade det krigshærgede land og rejse via Tunesien hjem til Spanien.


Så er den gal igen på Hotel Los Monteros

Hotel Los Monteros i Marbella har de seneste år levet en omtumlet tilværelse, og nu er den gal igen.
Denne gang er det Seguridad Socal, som ønsker at beslaglægge ejendommen, da ejerne ifølge La Opinión de Málaga skylder social- og sundhedsvæsnet seks millioner euro. Foreløbig er hotellets bankkonti blevet fastfrosset.


Apple skubber Tío Pepe til side

Sherryproducenten Tío Pepe må bøje sig for teknologien og give plads til Apple.
Den amerikanske computer-, telefon- og dimsproducent indtager nu den bygning på Puerta del Sol, som i mange år har været præget af en gigantisk neonreklame for Tío Pepe på taget.
Adressen er Puerta del Sol 1, hvor der tidligere lå et hotel. Bygningen har dog stået tom de seneste fire år, men er netop blev solgt til Apple for et ukendt beløb.
Det bliver Apples tredje forretning i Spanien, og den forventes at blive større end den hidtil største, der ligger på Fifth Avenue i New York.


Fernando Alonso bliver hos Ferrari

Den spanske Formel-1 kører Fernando Alonso har i dag forlænget sin kontrakt med Ferrari. Den dobbelte verdensmester bliver nu hos det italienske mærke frem til 2016.
Han meddeler samtidig, at det vil blive hans sidste aftale i Formel-1-regi.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.