Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Ytringsfrihed lad gå, men ikke op til valget

Den store valgdag er på søndag. Den 22. maj skal samtlige landets kommuner vælge nye byråd, mens flere regioner også skal udpege nye lokalregeringer. Og det tilspidser situationen og bekymringen omkring demonstrationerne arrangeret af bevægelsen Real Democracia Ya.
Landets valgkomite (JEC) har nu krævet et forbud mod demonstrationerne i weekenden. Begrundelserne er, at demonstrationerne, nu kendt som 15M, opfordrer til boykot af landets største partier, og det, frygter man i JEC, vil påvirke vælgerne til slet ikke at stemme. Derudover skulle demonstranterne bryde valgloven, som forbyder valgkampagner dagen før og på selve valgdagen.
Men specielt mange unge mennesker fortsætter ufortrødent og har opslået lejre ikke kun på Puerta del Sol i Madrid, som er bevægelsens epicentrer, men også i de fleste andre større byer. I øjeblikket regnes der med, at der er lejre i knapt 60 byer.
Det samme gælder Málaga, hvor mange stadig opholder sig på Plaza de la Constitución, og hvor der planlægges en demonstration gennem byens gader, der starter på Calle Larios kl. 19.00.
Intet tyder på, at demonstranterne påtænker at rette sig efter valgkomiteens beslutning.
Det vides endnu ikke, om myndighederne påtænker at håndhæve JEC’s beslutning ved at indsætte politiet til at fjerne demonstranterne. Det er sket i løbet af ugen, hvor politiet har tvangsfjernet folk fra bl.a. den berømte plads i Madrid. Foreløbig afvises en gentagelse dog af indenrigsminister og vicestatsminister Alfredo Pérez Rubalcaba.
Statsminister José Luis Zapatero har ifølge El Mundo sagt, at selvom der er indført et forbud, vil myndighederne agere ’intelligent’, hvis der er demonstrationer i morgen.


Spansk revolution

Demonstrationerne i Spanien bliver nu kaldt ’Spansk revolution’ og ’Spansk forår’ i udlandet, hvor demonstranterne omtales med stor sympati.
El País skriver, at der desuden i flere byer i udlandet, som Amsterdam, Berlin og London, ligefrem er demonstrationer a la dem i Spanien. I New York planlægges en demonstration i morgen i Washington Square Park.


86 procent for Felipe

En ny undersøgelse fra Pulso de España viser, at 86 procent af spanierne mener, at kronprins Felipe vil blive en god konge.
Selv dem af de adspurgte, som tilhører den yderste venstrefløj, mener, at Felipe har den spanske befolknings fulde opbakning.


Sol og overskyet

Vejret har de seneste dage været utilregneligt, med bl.a. uventede regnskyl i Marbella og Estepona.
Meteorolog-sitet www.eltiempo.es lover dog sol i morgen, men overskyet på søndag i det meste af Sydspanien.


Sommer-camp for de unge – også danskere

Málaga Club de Fútbol satser hele vejen rundt. Med La Liga-mandskabet som spydspids danner klubbens fodboldakademi fødekæden af spillere.
Herfra kommer grundstammen til klubbens andethold, som ligger i toppen af en af de talrige 3. divisionsrækker i Spanien. Det var fra dette mandskab, at Málaga CF’s cheftræner, chilenske Manuel Pellegrini, ved sin ankomst i november sidste år fandt stortalentet, den 19-årige José Luís García del Pozo – med kaldenavnet Recio – og straks hev ham på La Liga-holdet. Nu er han røget helt til tops i spansk fodbold som medlem af bruttotruppen for U 20-landsholdet.
I sine bestræbelser på at dyrke ungdommen og opfostre talenter arrangerer Málaga CF nu i dagene den 26. juni til den 16. juli sin første sommer-camp med fire sessioner forskellige steder omkring Málaga.
I spidsen for det storstilede arrangement står sportsdirektøren i Málaga CF, Antonio Fernández, sportsmanager, José Manuel Casanova, direktør for klubbens fodbold-akademi, den tidligere cheftræner i Málaga CF, Antonio Fernández Benitez, samt koordinator i akademiet, Ben Barek, som også er tidligere cheftræner.
Unge fodboldspillere i alle nationaliteter kan deltage. Spillerne skal blot kunne forstå lidt spansk, oplyser Susana Abella fra Málaga CF’s presseafdeling. Har de unge sæsonkort i Málaga CF, opnås rabat for deltagelse.
Se mere på www.malagacf.com eller kontakt info@campusmalagacf.com


Pop på rumfærge

Det spanske band Stormy Mondays har vundet det amerikanske rumagentur NASA’s helt eget melodi grandprix.
Bandet, der kommer fra Oviedo, vil dermed få den store ære at få deres musik spillet ude i rummet. Det bliver med nummeret Sunrise Nº 1, en glad popsang, som den 1. juni vil blive afspillet som morgensang for den seks mand store besætning på Endeavour, før rumfærgen for sidste gang forlader Den Internationale Rumstation (ISS) med kurs mod Jorden.


¿Qué pasa? – denne weekend

Alhaurín el Grande
Indtil 1. juli
Kunstneren José Maria Córdoba udstiller nye og tidligere værker på det nye bibliotek.

Benalmádena
Tivoli World

Tivoliet i Arroyo de la Miel er åbent i weekender kl. 12.00 – 21.00, onsdag, torsdag og fredag kl. 11.00 – 19.00. Lukket mandage og tirsdage.

Estepona
Hver lørdag kl. 19.00-24.00
Kunstmarkedet Mercado de Arte de Estepona (MAE) med værker af lokale kunstnere afholdes i havnen.

Fuengirola
21. maj – 4. juni

Under titlen Looking & Seeing – Travels in Spain udstiller den norske rejsefotograf Gert Opitz nogle af sine egne favoritter på restaurant Las Gemelas. C/Jacinto Benavente. Fernisering den 21. maj kl.16.00 – 18.00.
20. – 25. maj
Et potpourri af populære musicals opføres i That’s Entertainment på Salon Varietes. Kl. 20.00, søndag dog kl. 19.00. Tlf. 952 474 542. www.salonvarietestheatre.com.

Marbella
22. maj kl. 10.00-15.00
Marked med kunst og kunsthåndværk afholdes på Plaza de los Naranjos og Plaza de la Victoria i den gamle by.
Indtil 20. juli
Værker af Joan Miró (Serie Mallorca) udstilles i Museo del Grabado Español Contemporáneo i den gamle bydel.

Málaga
Indtil 1. juni

En udstilling af 25 af Picassos keramiske kreationer (La Colección Serra) kan ses i Casa Natal Picasso, hans fødehjem, på Plaza de la Merced. Åbent alle dage undtaget helligdage. Kl. 09.30 – 20.00. www.fundacionpicasso.es
21. maj kl. 18:00

La Liga-fodbold på La Rosaleda stadion, Málaga CF – FC Barcelona
Tidspunkt: Se dagspressen eller kontakt La Peña de Dinamarca tlf. 617 700 424.


Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa