Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

300.000 spaniere har ikke ret til gratis sygesikring

Det spanske sundhedsministerium meddeler, at flere hundrede tusinde spaniere er nødsaget til at oprette private sundhedsforsikringer på trods af, at loven siger, at alle har ret til gratis sygesikring. De skønner at det drejer sig om cirka 300.000 personer, skriver The Reader.es.
Blandt dem, der falder uden for regeringens bestemmelser, er folk, som ikke længere har ret til understøttelse, men har en højere indtægt end minimumslønnen på 641 euro om måneden samt personer, som aldrig har haft en skattepligtig indkomst. Selv advokater og arkitekter med egen virksomhed kan ikke umiddelbart modtage gratis sygesikring. Det skyldes, at deres selskabsform ikke registreres på linje med andre selvstændige, og da de derfor ikke godkendes som betalende til det almene system, kan de ikke få sygesikring.
Marciano Sánchez, fra sammenslutningen af foreninger for forsvaret af offentlig sygesikring siger, at loven fra 1986, der siger at alle har ret til gratis sygesikring, erstattede tidligere love, som sagde, at sygesikringen kun var til dem, der betalte til systemet.


Bevis i korruptionsskandalen mod Iván Chaves

Der er blevet offentliggjort dokumenter, som i flg. La Gaceta skal bevise, at Iván Chaves, søn af den tidligere chef for lokalregeringen her i Andalusien og nu 3. vicestatsminister i Madrid, Manuel Chaves, har modtaget en stor sum penge i provision efter at have ageret mellemmand i en handel mellem Caja Granada og Producciones del Sur. I dokumentet fremkommer det, at han, efter et møde med den tidligere direktør for Caja Granada, fakturerede foretagendet Producciones del Sur S.A. 100.000 euro, og Sebastián Pérez, senator for PP i Granada, mener at dette er det første officielle bevis på, at Chaves har modtaget betaling for at dirigere penge i en bestemt retning til fordel for visse firmaer. Chaves selv nægter nogen form for indblanding i affæren.


Zapatero online på Youtube

I dag klokken 12 deltager den spanske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero i et verdensomspændende interview på online tv-kanalen Youtube.
USA’s præsident, Barack Obama, var den første til at gøre brug af den nye form for interview, hvor Youtube-brugere sender spørgsmål, og derefter stemmer om, hvilke spørgsmål, der skal sendes videre til det egentlige interview. Flere statsledere har gjort brug af interviewmetoden, og nu er den spanske premierminister, José Luis Rodríguez Zapatero, også hoppet med på moden.
Youtube World View hedder eksperimentet, der er blevet etableret, efter prominente herrer som Storbritanniens premierminister David Cameron og Israels Benjamin Netanyahu har gjort brug af Youtube til at nå ud til folket.
Der er blevet stillet 4000 spørgsmål til premierministeren og 23.000 tilmeldte har haft mulighed for at stemme om, hvilke spørgsmål, der skal stilles videre til Zapatero. Se interviewet på http://www.youtube.com/worldview.


Nu 113 direkte flyvninger fra Málaga

Málaga Lufthavn har yderligere konsolideret sig med flere nye flyselskaber og stigning i antallet af direkte flyvninger. Fra Málaga er der nu direkte forbindelse til 99 byer og hele 113 forskellige lufthavne, især europæiske, men også i Sydamerika og i Afrika. Málaga placerer sig således på 4. pladsen blandt de spanske lufthavne med flest direkte flyvninger denne sommer. Som nr. 1 ligger Madrid-Barajas med 178 efterfulgt af Barcelona El Prat med 164 og Palma de Mallorca med 114.


Endnu en H&M i Málaga

I mere end et århundrede var Almacenes Félix Sáenz i centrum af Málaga byens førende varehus. Tiden løb imidlertid fra forretningsideen og de seneste år har den smukke gamle bygning stået tom. Arkitektfirmaet G56 har varetaget den gennemgribende restaurering af facaderne, der er forsøgt bibeholdt i deres oprindelige stil, mens al “indmaden” er revet ud af bygningen. Når H&M i løbet af de næste par måneder flytter ind på stueetagen (850 m2) og på førstesalen (1.000 m2) er det altså i en helt ny og moderne bygning gemt inde bag i smuk, gammel facade. Resten af Edificio Félix Sáenz indrettes til luksuslejligheder.
H&M har i forvejen to butikker i Málaga by.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.