Containerdronningen og hendes trofaste tjener

Containerdronningen og hendes trofaste tjener

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

La Danesa har været på besøg på et af verdens største skibe, det danske containerskib Ebba Mærsk, for at finde ud af, hvordan man parallelparkerer et fartøj med samme længde som fire fodboldbaner og hvad man ellers går og pusler med som kaptajn på havets containerdronning.

Det føles som med ét at være tryllet om til en Lego-mand, plantet som statist i en lille drengs leg. Kæmpemæssige firkantede klodser ryger frem og tilbage og op og ned mellem benene på trætte maskiner, der hvert øjeblik lader til, at kunne vågne op af deres døs og gøre oprør mod alle de små tyraner, der har svunget pisken over dem og presset dem til det yderste dag efter dag.
Klodserne stables til et ottende vidunder; en ultra-effektiv miniby af tætpakkede højhuse, hvor gaderne kun befærdes af maskiner, der prustende og stønnende slæber rundt på flere byggeklodser til det uendelige bygningsværk.
Den alvorlige leg finder sted på Mærsks containerterminal i Algeciras. La Danesa er draget til kæmpernes land for at besøge kæmpen over dem alle, det enorme containerskib Ebba Mærsk og hendes trofaste væbner, kaptajn Niels V. Pedersen.
78 trin tager det at komme op til dækket på den sovende kæmpe, der tålmodigt og med en svag brummen fra den døsende motor, venter på at lasten bliver tømt og efterfølgende fyldt op igen. Efter en kort venten, hvor vi bliver skrevet i gæstebogen, kommer maskinchefen og følger os de sidste 20-30 meter op til de øverste dæk og kaptajnens kahyt.

Familien uden for familien
”Det er faktisk det mindste kammer, jeg har haft,” siger Niels V. Pedersen, med hentydning til sin kaptajnskahyt på omkring 60 kvadratmeter. Der er blomster i de små vinduer med afrundede hjørner og dansk design i møbler og lamper i kahytten, som består af kontor, stue og soveværelse. På en kommode på kontoret står en Lego-model af et Mærsk-skib. Ikke helt så stort som Ebba Mærsk, det ville have krævet nogle flere klodser og et større kontor. Kaptajnen har selv samlet det.
Over Lego-modellen hænger et verdenskort med sejlruterne indtegnet. Ebba Mærsks rute er symboliseret ved en tynd rød streg, der snor sig tværs over det meste af kortet. Hun og besætningen er på vej fra Shanghai i Kina til Bremerhaven i Tyskland. En tur på cirka en meter på kortet, men en tur som det tager lidt over en måned at tilbagelægge i virkeligheden. Niels Pedersen tager turen frem og tilbage, før han vender hjem igen. 10 uger på havet og 10 uger hjemme hos familien i Hundested.
Den lange tid på havet gør, at også de 23 besætningsmedlemmer bliver som én stor familie. På de lange ture mellem havne i Middelhavet og Kina holder de grillfest eller fylder vand i den lille udendørs pool og tager en dukkert i det kølende vand. Inden for er der underholdning i form af et lille bibliotek med bøger og film, et træningsrum med vægte og løbebånd og en fællesstue, hvor man kan samles om spillemaskinen eller se fjernsyn.
Lidt længere nede ad gangen er der et lille depot med slik, sodavand og diverse forbrugsvarer som shampoo og håndsæbe. På en seddel bliver der skrevet ned, hver gang der bliver taget noget fra hylderne. Så er det kaptajnens opgave at kræve penge ind, når besætningen forlader skibet, og få fyldt op, når der bliver tomt på hylderne. Kaptajnens opgaver spænder vidt, og det sociale aspekt er en vigtig del af hans arbejdsområde. Det er en opgave, der er blevet mere kompliceret de senere år med en besætning, der er sammensat af mange forskellige nationaliteter. Kaptajnen og maskinchefen er danske, men ellers er de fleste filippinere. Det har ændret jargonen på skibet:
”Det var noget andet dengang, der kun var danske besætningsmedlemmer. Så var omgangstonen nok lidt grovere. Den danske humor kan godt være lidt svær at forstå,” forklarer Niels.
En ting er der dog international forståelse for: der skal være plads til en pinup-kalender. Den kinesiske kontaktperson er fast leverandør, og kalenderen har sin faste plads i værkstedet.

”Det bliver jo hverdag”
Oppe på broen, er der en fantastisk udsigt ud over de små Lego-mænd, der arbejder på at få tømt skibet. Pludselig kommer en af dem kørende ind foran broen i et styrehus med glas på alle sider. Der er mindst 30 meter ned, så der er ikke noget med at have højdeskræk, når hans arbejde kræver, at han skal holde øje med den tonstunge container, der dingler i tykke stålwire under ham. Ikke desto mindre slipper han joysticket og vinker kort til os.
Det er svært at begribe, hvordan sådan en stor klods metal kan flyde, men Niels V. Pedersen er ikke længere imponeret:
”Jeg tænker ikke over det. Det bliver jo alt sammen hverdag. Men jeg ved da godt, at hvis jeg rammer havnen, så kommer jeg til at gøre lidt skade.”
Det må siges at være en mild underdrivelse, for med 200.000 tons i lasten er det med at holde tungen lige i munden, når der skal navigeres fra broen, i toppen af, hvad der svarer til et 12 etagers højhus.
På et display i mylderet af skærme og knapper kan man se, hvor langt der er ned til bunden af havnen. 1,3 meter står der. Vi står og kigger lidt på tallet, så siger Niels:
”Ja, du kan ikke engang stå oprejst under skibet i øjeblikket. Det er op til mig at beslutte, om der er vand nok til, at vi kan komme ind. Og nogle gange er det ret tæt på.”
Der er mange beslutninger at tage, når det enorme skib skal lægges til kaj, og Niels står i spidsen for dem alle sammen. Hans rolige og venlige selskab spreder sig til hans omgivelser, og selvom der er fuld gang i at få læsset af og på uden for på skibet, så er der helt roligt oppe på broen. Kun en konstant brummen høres fra hjælpemotorerne, der sørger for strøm til skibets kahytter og kølecontainere.
Vi går ud i broens ene side. Der er placeret ens styregrej i begge sider og i midten, så man kan kontrollere skibet med det bedst mulige udsyn. Der ser ud til at være temmelig meget teknik at holde styr på.
”Ja, man skal nok være lidt teknisk interesseret, det er jo ikke helt som i gamle dage, men mange af principperne er de samme,” siger Niels.
Og selvom skibet er stort og voldsomt, er det stadig fintfølende teknik, der får det hele til at fungere. Og det er det ikke alle, der har forståelse for:
”Der var besøg engang, hvor der var en af gæsterne, der spurgte: ’Hvad sker der, hvis jeg gør det her?’ Og så voldede han ellers håndtaget (til motorstyringen, red.) i bund. Så får man et lille føl.”

Inspireret af storebæltsfærgen
Niels V. Pedersen startede med at sejle optimistjolle i Esrum Sø, og der var her hans passion for sejlsporten udsprang. Kaptajnsnykkerne kom fra en anden kant:
”Jeg var ofte med min far oppe på broen på storebæltsfærgen, og det var nok ved at stå der på broen, at min drøm om at blive kaptajn begyndte.”
Der er løbet meget vand gennem Storebælt siden, og nu skuer Niels ud over stævnen på et af verdens største skibe.

På vej ned ad de 78 trin, ned til virkelighedens små Lego-mænd, og mens de små legoklodser vokser sig til store containere, er alting allerede blevet en smule mere håndgribeligt. Frygten for at blive overfaldet af de enorme maskiner er skudt på afstand, og der breder sig en følelse helt ud i fingerspidserne af, at så længe de kolossale containerskibe er i de rette hænder, så kan de nok så store maskiner tæmmes. Og kort efter slår frygten over i begejstring, og en helt anden idé rammer La Danesas udsendte i nakken: Det kunne faktisk være ret fedt at være kaptajn.

Af Jeppe Schjødt

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa