Den kan minde om en let krummet banan, men handler om, hvordan byer, havne, veje og vandveje, fra Algeciras her i Sydspanien til Stockholm i nord, skal knyttes sammen med jernbaneskinner.
”Europas vejsystem vil kollapse i 2017, hvis ikke meget af trafikken, særlig godstransport, flyttes fra veje til jernbaner. Det landbaserede transportnet rammes hårdt af svingende olie- og benzinpriser, mange ulykker og krav om mere miljøvenlig transport,” siger Joan Amorós Pla, generalsekretær i Ferrmed, en non-profit organisation, der har sat sig som mål at revolutionere jernbanetrafikken i det meste af Europa. I de par sidste år har Pla rejst rundt i Europa for at præsentere sine planer for politikere og vigtige erhvervsfolk.
245 millioner mennesker
Der er store perspektiver og ønsker for fremtiden i Ferrmeds plan. Den nye jernbaneåre skal koble byer, de største havne, vejsystemer og vandveje sammen. Helt fra Algeciras i Sydspanien og til Skandinavien. Med et væld af planlagte forgreninger, øst- og vestgående, kommer 245 millioner mennesker – omkring halvdelen af EU’s indbyggere – til at nyde godt af denne nye jernbaneforbindelse.
Ferrmed blev grundlagt i 2004 med hovedkontor i Bruxelles. Trods placeringen er der ingen formel tilknytning til EU. Organisationen har som mål at blive en af verdens største lobbyister, og særligt koncentrere sig om EU. I dag er mere end 129 firmaer, organisationer og politiske partier med i Ferrmed, og omkring 200 nye er på ventelisten, ifølge organisationens administration.
Bedre end EU
Ferrmed startede på initiativ af bl.a. Joan Amorós Pla. Han er tidligere chef for bilfabrikken Nissan i Barcelona. Det var ikke svært for ham at se, at vejsystemet i Europa er for dårligt. Han og andre bilproducenter havde nemlig svært ved at distribuere hurtig og effektivt på det hurtigt voksende europæiske marked. Da Pla gik på med pension, etablerede han Ferrmed.
”Vores planer går udover EU’s grænser, og det er også meningen. Vi tænker langsigtet,” fortæller han. Hans kritik af EU’s transportplaner er først og fremmest, at de er afhængige af, at hvert enkelt medlemsland følger trop. Systemet lider under manglende koordinering og samarbejde, ifølge Pla.
Han fortæller i øvrigt, at Ferrmed har brugt 2,7 millioner euro på en rapport, der dokumenterer de økonomiske-, sociale-, miljømæssige og tekniske indvirkninger og udfordringer, Ferrmeds ”røde banan” gennem Europa vil give.
Fra vej til jernbane
Med Ferrmeds jernbaneåre gennem Europa kan 30 procent af den nuværende belastning på vejnettet flyttes til jernbane. Som eksempel på hvor stort et omfang det har, siger Pla, at der i 2004 var 410 millioner ton varer, der gik gennem de spanske havne. 96% af det fortsatte over vejnettet.
Selvom alle de centraleuropæiske lande er med i planen, står Spanien i en særlig vigtig position, på grund af sin geografiske nærhed til de hurtigt voksende markeder i Nordafrika. Jernbaneåren gennem Europa skal udvikles i etaper. I Spanien er arbejdet med at tilpasse bredden af sporene til europæiske standarder allerede gået i gang. Dette fordi Spanien har satset stort på højhastighedsnettet AVE, som bl.a. kommer til at inkludere en forbindelse mellem Barcelona og Algeciras.
Hvem er Ferrmed? Og hvad vil de opnå?
Ferrmed er en lobbyorganisation indenfor transportsektoren. De har hovedkontor i Bruxelles.
De vil have en dobbelt jernbaneåre fra Skandinavien til Sydspanien, det ene skal bruges til godstransport, det andet til passagerer.
Åren kan udbygges med nye ruter og forgreninger imod både den østlige- og vestlige del af Europa.
De vil harmonisere alle nationale jernbanestandarder, så der bliver en fælles Ferrmed-standard. (Ens elektrisk strømforsyning, fælles tunnelmål, bredde på sporene, kontrolsystemer, etc.)
De ønsker at opdatere spor og strækninger til godstog. Både i længde, men også så de kan klare en belastning på op til 5.000 tons.
Ferrmeds miljømål
Kommer den store jernbaneåre i Europa på plads, er miljøgevinsten stor, mener Ferrmed:
* Lavere energiforbrug indenfor transportsektoren
* Reduceret CO2-udslip
* Mere sikker transport af farligt materiale
* 50% mindre risiko for ulykker på vejene
De er med
Mere end 129 organisationer fra sammenlagt ni europæiske lande har indtil nu meldt sig ind i den lobbyorganisationen Ferrmed. Ifølge organisationen selv vil 200 andre firmaer og organisationer tilslutte sig i nærmeste fremtid for at være med til at udvikle og planlægge den nye jernbaneåre tværs gennem de mest befolkede og økonomisk vigtigste dele af Europa. Her er nogle af de nuværende medlemmer:
AB SKF
AB Volvo
Alstom
Havnemyndighederne i Alicante, Algeciras, Málaga, Valencia, Rotterdam, Barcelona, o.fl.
Bombardier
Handelskamre i en række spanske, franske og tyske byer
En række spanske tekniske uddannelsesinstitutioner
Arbejdsgiverorganisationer
Dragados,s.p.l.
Europakorridoren AB
European Rail Shuttle
EWS(English, Welsh & Scottish Railway limited)
Ford España, S.L.
Paris Terminal S.A.
Kuehne-Nagel
Rail Link Europe
Seat, S.A
Læs mere: http://www.ferrmed.com/fr/
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001