Antequera og El Torcal

Antequera ligger ca. 50 km nord for Málaga på nordsiden af den vældige slette, der åbner sig, så snart man er kommet over La Sierra de la Chimenea. Byen ligger med "ryggen" til bjergkæden og skuer ud over vidderne mod nord. Det er en ideel beliggenhed for en by, da den ligger ved den korsvej, hvor vejen fra nord til syd krydser vejen fra øst til vest. Her har da også ligget en by siden tidernes morgen – ja, allerede i stenalderen var der en bosættelse her. Men det er fra broncealderen, at byens mest berømte seværdigheder stammer: Los "dolmenes" de Antequera. Disse stendysser er så store, at man stadig undrer sig over, hvordan man for 4500 år siden kunne få de tonstunge loftssten på plads. Området omkring "los dolmenes" er lige blevet shinet op og der er etableret en slags museum med videoforevisning, så hele området fremstår i allerfineste stand. Faktisk har hele byen fået en ansigtsløftning og borgen er blevet gennemrestaureret, så nu er det tid til at aflægge denne perle af en historisk by et besøg. Når man så afslutter udflugten med en lille vandretur i El Torcal, så kan man vist ikke forlange mere af en dagsudflugt, idet historie, monumenter, natur og skønhed her går op i en højere enhed.

Når man kører ind i Antequera fra øst efter at have taget den først afkørsel mod byen fra motorvejen, så passerer man lige forbi de to største dolmenes. Her har man bygget et helt nyt arkæologisk center, og der er en fin parkeringsplads, så det er bare om at svinge ind til højre så snart man ser skiltet med "Conjunto arqueológico de los Dolmenes de Antequera". I informationen får man udleveret en brochure, og man kan se en fin video om stendysserne. Der er gratis adgang.

Den største dolmen hedder Menga, og den ser vi først. Når man står inde i Menga kan man ikke undgå at blive overrasket over rummets størrelse og konstruktion. Rummet er 27,50 m. langt og 6 m. på det bredeste sted. Der er kæmpestore "vægplader" på alle sider og i midten er der store monolitter, der bærer de enorme loftssten. I sandhed et imponerende sted. Menga har sandsynligvis været brugt til ceremonier og måske begravelser, men hvad man egentlig lavede herinde er og bliver et mysterium. Men ét er sikkert: stendysserne er blevet bygget af mennesker med en høj kultur, hvilket også afspejles af den broncesol, der er fundet og som kan ses ved soluret inde på dolmenområdet.

El dolmen de Viera ligger ved siden af Menga, og den er mindre og meget smallere. Her findes der et rum for enden, som muligvis blev brugt til begravelse, men som også kunne være et fødselsrum, sådan som man har set det i lignende stendysser i den keltiske kultur. Herinde fødte man sine børn behørigt hjulpet af "medicinmænd".

Der findes også en tredje dolmen "El Romeral", som ligger lidt udenfor byen. Den minder i sin kontruktion om Viera, men har et dobbelt kammer for enden.Det er altsammen uhyre interessant, og mens man går rundt på dolmenområdet kan man ikke lade være med at lade sit blik indfange af den vældige klippeformation, der ligger mod øst: La Peña. Denne klippe ligner grangiveligt profilen af en mand, der ligger ned. Han har både pande, næse og mund, så det er ikke svært at få øje på "ansigtet".

Jessica foran indgangen til Dolmen de Menga.

La Peña kaldes i folkemunde "El peñon de los enamorados – de forelskedes klippe". Legenden fortæller, at en ung kristen mand var blevet taget til fange under maurernes herredømme. Han blev som slave ført til en rig maurisk familie, hvor han forelskede sig i datteren. Kærligheden var gengældt, men da den på ingen måde kunne accepteres af pigens familie, så de sig nødsaget til at flygte. På et tidspunkt søgte de tilflugt på toppen af klippen, men dér blev de overrasket af deres forfølgere. De så derfor ingen anden udvej end at kaste sig i døden fra klippen.

Det er selvfølgeligt fristende at forsøge at bestige "El peñon" og det har jeg da også gjort. Let var det nu ikke, idet der ikke findes nogen autoriseret sti derop. Jeg måtte derfor kravle under og over adskillige hegn og hen over flere græsgange, hvor der gik geder og får. Efter flere timers strabadser nåede jeg op på "panden", hvorfra der var en helt fantastisk udsigt. For at komme helt op måtte man kravle op ad "næseryggen", men den var så ujævn og bumset, at jeg opgav. Men en interessant bestigning var det.

Efter besøget i los dolmenes gælder det byen og borgen. Vi lader bilen stå og vandrer gennem byen op til borgen. Det er en tur på ca. 30 minutter og den giver én et fint indtryk af denne charmerende by, hvor La Junta de Andalucía har investeret store summer på istandsættelse, sådan at byen i dag fremstår som en nyslået mønt.

Else foran indgangen til Dolmen de Viera.

På vej op til borgen passerer vi adskillige kirker og klostre, fine pladser og passager, så der er nok at beundre.
Borgen stammer fra midten af 900 tallet, da den fik militær betydning som grænseborg mellem det kristne og det mauriske område. Den nyrestaurerede borg blev indviet af Manuel Chaves i 2008, og også her er der gratis adgang. Der er et interessant tårn, man kan kravle op i og et par borgrum, man kan bese. Udsigten oppe fra tårnet er naturligvis helt fantastisk.

Ved siden af borgen ligger kirken Colegiata Santa María på en nydelig plads, hvor der er fin udsigt og en hyggelig bar. Kirken ser ud til at den i dag er en slags museum og igen er der gratis adgang.

Nu gælder det El Torcal, så vi går tilbage til bilen og kører ind i byen og følger skiltene mod El Torcal, som ligger ca. 15 km. udenfor byen. Det er en bjergvej, vi skal ud på og landskabet virker goldt og afsvedet denne septemberdag.

La Peña – et ansigt set i profil fra pladsen foran borgen.

Også El Torcal har fået et nyt ansigt, idet der er bygget et Centro de visitantes, hvor man kan se flotte plancer om, hvordan dette specielle naturfænomen er opstået. Engang i dinosaurernes tid (for ca. 150 millioner år siden) var det, der er i dag er El Torcal, havbund. Men under den alpine foldning (da Afrika ramlede ind i Europa) blev havbunden løftet og den har derefter i millioner af år været udsat for en kraftig erosion. Derved er de karakteristiske klippeformationer opstået, sådan at El Torcal i dag er et af de mest specielle naturfænomener på den iberiske halvø.

Der findes to ruter igennem naturparken: den grønne på ca. 1,5 km og den gule på lidt over 3 km. Vi tager naturligvis den gule rute, som starter bagved centret og ad en velafmærket sti bliver vi ledt ud og ind mellem helt fantastiske klipper og plantevækst. Man skal kravle lidt ind imellem, så tag fornuftige sko på. Turen er i sandhed en helt speciel oplevelse. Vi propper os med modne brombær, der i store mængder vokser mellem klipperne og slutter af med et besøg på El Mirador, hvorfra vi kan se ned over Malaga og havet i det fjerne.