Kære læser april 2010

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Bedst som jeg havde lyst til at foreslå, at samtlige medier boykotter Israel/Palæstina-konflikten, fordi jeg bare er så afsindigt træt af at høre om sagen, der ikke synes at have flyttet sig meget i min levetid, får Obama sin sundhedsreform igennem – og så er der ligesom håb forude – for alt. Apropos medierne, har disse forlængst overhalet bureaukratiet, der engang kunne bryste sig med titlen som den 4. statsmagt. Er mediernes magt simpelthen blevet for stor? I DK er den i så fald for stor på sin helt egen måde. Her synes det nemlig at være svært at finde på noget at skrive om, der ikke handler om medierne selv. Mediemæssige skandaler har ryddet utallige forsider i den senere tid. Tænk bare på X Factor-sms’erne – en sag, der antog så voldsomme højder, at hele tre ministerier blev blandet ind i den… Nå, men der er vel også grænser for, hvad der er af nyheder i sådan et lille land. Trods det, at de spanske medier, i sammenligning, er kæmpe store, halter de langt bagud, hvad statsmagtsapparatet angår. Og lad os da tage bladet fra munden og sige det, som det er: I Spanien sidder den administrative magt godt fast på førstepladsen. Al magt til bureaukraterne! Det er ganske enkelt et enormt tungt system, vi har her. Meget uigennemskueligt og tæt på umuligt at forstå. Jeg skal da være den første til at sige: Kan du ikke lide lugten i bageriet, så smut – men jeg vil også have lov til at brokke mig, når jeg er utilfreds. Og det blev jeg efter demonstrationen i Málaga i sidste måned, hvor tusindvis af mennesker – af disse rigtig mange udlændinge – gik på gaden for at vise deres utilfredshed med la Ley de Ordenación Urbanística (byplanlægningsloven), der betyder, at masser af boliger langs kysten har fået påstemplet “ulovligt byggeri”, og derfor skal rives ned. At jeg kaldes guiri, har jeg ikke noget problem med, men rigtig ærgerlig bliver jeg, når jeg hører, at vi udlændinge opfører os, som om vi tror, at Spanien ligger i Afrika, og “at vi da heller ikke ville bygge ulovlige huse i vores egne lande”. Det kan godt være, at mange udlændinge ikke taler spansk, ikke spiser callos og hader feria, selvom de har boet her i mange, mange år. Her kan jeg høre nogen pibe: ”Jamen, du er da ellers så hård, når det gælder udlændingepolitikken i Danmark”. Korrekt observeret. Forskellen er, at vi betaler vores skat, og ikke er en økonomisk belastning for samfundet. Tværtimod har kommunernes kasseapparater ringet uafbrudt i årtier med vores pund, D-Mark og kroner – og siden med masser af euros. Det er penge fra byggetilladelser, ombygningstilladelser, åbningstilladelser, basura, indkomstskatter, ejendomsskatter, Plusvalía og alle mulige andre ting og sager. Og hvad får vi så for det? Ikke ret meget andet end det vi flyttede her til for – solen. Sådan er det for så vidt også for de spanske statsborgere. Nej, det er reaktionen, der ærgrer mig. Reaktionen på at udlændinge pludselig vågner op og kræver deres ret offentligt – og på lige vilkår med spaniere . ”Hvorfor gav I os byggetilladelse? Hvorfor tinglyste I vores boliger? Og hvorfor tager I imod vores ejendomsskatter?”, råbte demonstranterne i Málaga. Og det er det, det hele handler om: Landets 1. statsmagt: Administrationen – og de penge, der følger med. De skulle skamme sig! ”Skriv jer nu ind i kommunen”, opfordres vi gang på gang. Og det vil vi da gerne. Men når man så møder op med alle sine papirer; skøde, lejekontrakt, pas, residencia, en masse kopier af det hele, samt medlemskort til Kattens Værn og den lokale fodboldklub (bare for at være på den sikre side), ja så mødes man med en mur af besværligheder og en halvsur funktionær, hvis fornemste opgave synes at være at gøre livet surest muligt for de borgere han er ansat til at servicere. Er det misundelsen, der gnaver? Ja, ja, jeg ved det godt. I kender allesammen en sød spanier, der hedder Paco, men han arbejder ikke på kommunekontoret, vel? I denne udgave af La Danesa opfordrer malagueña og kongremedlem Celia Villalobos os til aktivt at blande os i samfundsdebatten, fx ved at gå ind i politik. Allerede her er den gal igen, i hvert fald hos et af landets store partier. PP kræver således, at man er spanier for at kunne blive medlem. Den lader vi lige stå…indtil de får indmeldelsesbetingelserne liberaliseret.
Nyd solen, der endelig er kommet frem. Den kan heldigvis ikke klistres ind i træge papirgange, overdrevent bureaukrati og korruption.

he
 

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa