Jeg sidder overfor Thomas Schou Petersen, der i april måned overtog restaurant Casa Danesa i Club Danés på Mijasvejen. Thomas tilhører den nye generation af danskere, der bliver stadig flere af på Costa del Sol, og som kommer hertil for at skabe et erhvervsaktivt liv. Jeg starter med de obligatoriske spørgsmål om baggrund, erfaring og livet i Spanien, men samtalen tager hurtigt en drejning, der kommer til at handle, ikke kun om det at drive en dansk restaurant, men også om at være med til at ændre miljøet i Club Danés, så også den yngre generation får lyst til at gæste stedet.
Fra isolering til kanalrundfart
Thomas udstråler glæde, optimisme og gåpåmod. Og netop disse karaktertræk har været med til at ændre hans liv de seneste tre år, som han har tilbragt her på Kysten.
Thomas’s karriere indenfor restaurationsbranchen startede for godt 10 år siden, hvor han havde sin egen restaurant i Danmark. Senere hen blev han ansat hos isoleringsfabrikanten Rockwool som souschef i direktionskantinen. Et spændende miljø, hvor man indtog sin frokost i en glaspavillion med Arne Jacobsen stole under det blide lys fra Koglerne. Thomas søgte dog nye udfordringer og startede som engroslagter, men inden længe skiftede han profession og blev bestyrer for et værtshus i København. Hans higen efter forandringer blev stadig større, og han besluttede derfor, at der skulle ske en radikal ændring i hans liv. Han solgte alt, hvad han havde, købte en 30 fods motorbåd og besluttede sig for at tage med nogle venner rundt på de europæiske kanaler i 12 måneder. Turen bragte ham til steder, han aldrig før havde været, og hans forestilling om, at Europa er kedelig sammenlignet med mere fjerne himmelstrøgfaldt til jorden, da han oplevede de mange spændende steder på den 6.500 km. lange bådtur, der bl.a. bragte ham igennem 1000 kanalsluser.
Hvorfor Spanien?
Da Thomas kom tilbage til Danmark, boede han i sin båd, men byttede den snart ud til en 42 fods motorbåd. Planen var at tage på sommerferie i båden i Nordeuropa, men det regnede og regnede, og Thomas besluttede derfor at leje sig ind hos en bekendt på Costa del Sol. Thomas forelskede sig i Sydspanien, og inden længde havde han taget beslutningen om at blive i Spanien. ”Man kan jo altid tage hjem”, griner Thomas, der ikke kunne drømme om at rejse til Danmark igen.
I starten arbejde han som kok for den tidligere forpagter af restauranten i Club Danés, men da restauranten pludselig blev ledig, søgte han om at overtage forpagtningen – og der gik ikke lang tid, før Thomas igen var i fuld gang med at drive restaurant.
Når arbejdet er en glæde
Det er ikke en hemmelighed, at det er hårdt at drive restaurant, og fritid er der ikke noget, der hedder. ”Jeg ser hver dag som en ny udfordring, og jeg elsker, når gæsterne eller vi her i Casa Danesa finder på nye ideer til arrangementer”, fortæller Thomas. ”Vi har fortrinsvis danske retter på menuen, da størstedelen af vores gæster i restauranten og klubben er danskere”. Sådan vil det fortsætte fremover, selvom Thomas er frisk på at eksperimentere med anderledes retter, der også tiltaler andre nationaliteter. Restauranten åbner allerede kl. 9.30 om morgen, hvor der bydes på rundstykker eller engelsk morgenmad, og resten af dagen kan man få dansk smørrebrød, baguettes, og forskellige varme danske retter som fiskefilet med remoulade, pariserbøf, hakkebøf med bløde løg, røde pølser, hotdogs og hjemmelavet burger.
Arrangementer der løfter taget
Udover klubbens mange arrangementer som fx bridge og bingo, hvor Casa Danesa laver en speciel menu til de fremmødte, er Thomas konstant i gang med at realisere sine egne initiativer. Han har flere ideer på tapetet, og mange er dem er allerede en realitet. Skattejagter for børnene, stort hoppeslot og grilning af snobrød over bål samt de populære fodboldmiddage, når Danmark spiller landskamp, er i øjeblikket de første arrangementer, der kører, og succesen får Thomas til at fortsætte med at finde på nye og alternative ting, specielt for at lokke den yngre generation af danskere til restauranten og klubben. ”Før hen følte de, der ikke var medlemmer af klubben, sig ikke velkomne i her, men det er blevet bedre gennem årene. Nu skal vi bare have de unge med til arrangementerne, for udover det sociale aspekt er Casa Danesa og klubben en god måde at networke med andre af samme nationalitet,” fortsætter Thomas. I den kommende tid vil der også blive arrangeret udflugter for unge mennesker som fx kite surfing, river rafting, ture på mountain bike, og det er også på tale, at der i det nye år bliver arrangeret en fastelavnsfest for voksne. Hvad det ellers bliver til fremover, har Thomas endnu ikke 100% planlagt, men der er ingen tvivl om, at Thomas sprudler af energi og alternative ideer, der vil give sig til udtryk i mange forskellige arrangementer fremover.
Hårdt arbejde bærer frugt
Thomas går en travl tid i møde. Allerede den 7. november står restauranten for middagen til La Danesas fodboldturnering, og kun et par dage senere er det Mortensaften, hvor der også skal laves en dejlig menu. Derefter melder julen sig, og hele december måned kommer til at gå med julefrokoster.
Som noget nyt afholder Casa Danesa også Nytårsaften, hvor aften starter med en velkomstdrink og Dronnings nytårstale kl. 18 og efterfølgende en lækker 3-retters menu.
Restauranten, der har plads til 130 gæster indenfor, og yderligere 60 på den overdækkede terrasse samt 40 på terrassen i det fri, er også et populært sted for private selskaber, og derfor har Thomas en stor stab at trække på. Normalt har han de to kokke Kim og Peter i køkkenet, samt Thomas, Mette, Linette og Svend som tjenere og barpersonale. Derudover har han 12 personer, han kan trække på ved større selskaber, men også Thomas selv er meget fleksibel og kan hjælpe til både i køkkenet, i baren og som tjener.
”Selvom der næsten altid er fuld gang i den, og vi kalder restauranten for ”hurlumhej huset”, fungerer vi godt som et team, og vi er alle i stand til at hjælpe hinanden. Det er også vigtigt, når vi laver menuer til arrangementer, at alle har mulighed for at komme med input og nye ideer. På den måde holder vi fast i vores gamle værdier, samtidig med at vi hele tiden udvikler os. Det er min drøm, at Casa Danesa og klubben i nær fremtid kommer til at myldre med børn, unge, voksne og gamle, og at vi betragtes som det sted, hvor man mødes med vennerne samt skaber nye kontakter, fortsætter Thomas.
Thomas og personalet ser frem til at møde mange nye ansigter i den kommende tid og minder om, at det er nødvendigt at bestille bord til de forskellige arrangementer, hvis ikke man vil gå glip af dagens bingo, en eventyrlig skattejagt, julefrokosten med firmaet eller vennerne, eller nytårsaften på god dansk manér.
For bordbestilling ring 952 47 51 51.
Casa Danesa
Haza del Algarrobo
Ctra. de Mijas km. 2,2
Mijas Costa
www.casadanesa.dk
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001