Det danske magasin i Spanien
Hvilke glas skal jeg vælge ?

Hvorfor skal det være så fornemt og indviklet, hver gang der skal vin på bordet? Kan man ikke bare drikke vinen af et almindeligt vandglas?
Jo, selvfølgelig kan man det. Man bliver i hvert fald lige fuld, uanset om man drikker sin vin af Arffmann’s sennepsglas eller af fine og dyre krystalglas.
Kombinationen af at ægte krystalglas ofte er dyre, og at mange ikke er klar over, hvor stor forskel vinglas kan gøre, er sikkert forklaringen på, at man gang på gang forundres over, hvilke uhensigtsmæssige glas selv vinglade mennesker bruger derhjemme.

Et godt vinglas kan øge oplevelsen af en vin med helt op til 100%, hvilket dog kræver, at der er en kvalitet at forøge i vinen. Har man f.eks. en 1-liters karton med sammenstukket EU-vin, er det tænkeligt, at man vil være bedst tjent med at drikke den af Arffmann glassene, så duften dæmpes mest muligt.
Har man derimod en bare lidt bedre vin i f.eks 5-10 € klassen, vil der være en langt større oplevelse ved at skifte til et godt vinglas. Jeg mener i øvrigt, at vine til 10 € eller mere slet ikke bør åbnes, hvis man ikke har et godt vinglas at drikke af. Det ville være en skam.
Er man villig til at betale 10 € for en vin, må man absolut også være villig til at betale for et ordentligt vinglas, der i øvrigt kan erhverves for omkring 8 € pr. stk.

Hvilke glas skal man så vælge? Det kommer selvfølgelig an på flere ting, men det er bedre at starte med ét godt glas i skabet frem for en hel stribe glas, der sjældent tages i brug, fordi man ikke kan huske, hvad der skal i hvilke glas. Begynd med et godt allround glas, der kan bruges både til de røde og hvide vine, så kan man senere udvide sin glassamling.

Et godt allround glas, skal have et rumindhold på ca. 40 cl. Bægeret skal have en form, der snævrer ind foroven, så vinens aroma koncentreres og forbliver længst muligt i glasset.
Bægeret skal endvidere have en stor iltningsoverflade, således at vinen kan slynges, og udvikle sig korrekt. Husk, man skal ikke fylde glasset mere end ca. 1/3 op.

Når man vil udvide sin glassamling, er det en god ide at købe både Bourgogne og Bordeaux glas.
Vores nationale Tempranillo og fx Pinot Noir druen har det godt med at komme op i et stort, lidt mere rundt glas, som fremhæver deres feminine, bløde kvaliteter.
Når røde Ribera del Duero, Priorato og Bourgogne vine er på deres højeste, er de sammen med Barolo – og store Hermitage vine – blandt de få vine, der kan fylde de store runde bowler ud med duften.

Der bør ikke være nogen form for slibning, eller anden dekoration på glasset, der kan forstyrre opfattelsen af vinens identitet. Mundranden skal være uden kant for at sikre vinens strøm ind i munden.
Cabernet druen, og det fadpræg, som denne vin stort set altid har, træder derimod bedst i karakter i lidt mere slanke og høje Bordeaux glas. Det samme gør sig gældende for supertoscanere, oversøiske vine og andre vine, der er gjort med Bordeaux som forbillede.

Skal man kigge på champagne glas, vil det være en stor fordel at købe de klassiske aflange flûtes, eventuelt en af de moderne versioner, der med deres lidt mere runde og hvælvede kumme, virkelig er en nydelse for øjet. Grunden til den aflange facon er, at man derved får god mulighed for at betragte boblerne, mens de stiger op gennem vinen. Champagne er en æstetisk drik, som i øvrigt ikke behøver så megen hjælp til at fremhæve duften, det har den kulsyren til.

Groft sagt, kan man sige små glas til små vine, og store glas til store vine. Unge frugtdominerede, lette vine kommer mest til deres ret i ikke alt for store glas, mens mere koncentrerede og komplekse vine, især hvis de har lidt alder, tager sig bedst ud i en ordentlig bowle, så de rigtig kan folde sig ud.

Hvidvine bør skænkes i glas, der er en anelse mindre. En tommelfingerregel siger, at en vins temperatur stiger ca. 1 grad pr. 10 minutter. Er der for meget vin i glasset, risikerer man, at vinen derved bliver for varm.

Søde vine har også behov for at ånde, for at kunne folde sig ud. Derfor er der mange, der også bruger hvidvinglas til f.eks. sauternes, portvin osv.

Hos Birdie Vinos kan du købe glas fra den tyske producent Schoot Zwiesel, hvor alle glas er lavet af det nye materiale kaldt Tritan. Det giver mere brillante glas, som ikke går så let i stykker som almindeligt glas.

Vi giver 20% rabat på alle glas fra den 15. til den 30. november.

Af Jeanett Lorentzen, Birdie Vinos

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.