Det danske magasin i Spanien
La Concepción – Malagas skønne, historiske botaniske have

La Concepción – Malagas skønne, historiske botaniske have

La Concepción ligger lige nord for Malaga på et hjørne mellem to motorveje, men da den blev anlagt i 1855 lå den langt udenfor byen og vejen derop gik i bunden af Guadalmedinas flodleje. Området var oprindeligt bevokset med frugttræer og var altså landbrugsland, men i 1855 købte den succesrige forretningsmand Jorge Loring et stykke land der og begyndte at bygge hus og plante eksotiske træer på jorden. Senere blev haven udvidet af de efterfølgende ejere, og i dag fremstår den som en subtropisk oase, hvor man kan tilbringe en herlig dag med at vandre rundt i skønne omgivelser og tilmed nyde sin medbragte picnic. Et besøg i La Concepción bør ikke forsømmes.

Lige når man kommer ind i haven bliver man mødt af dette fine bassin med åkander
Denne fine planche viser lidt af haven og Loring familiens hus
Dette kort giver et overblik over haven og er identisk med det kort, man får udleveret ved billetkøb

I dag er det let at finde frem til haven. Man kører blot ad motorvejen A 7 mod Antequera og drejer af mod højre når man efter 5-10 km. ser et skilt hvor der står La Concepción. Adressen er: Camino del Jardin Botánico 3, Málaga. Der går også en bus fra Málagas midtby til haven, og buslinjen hedder: Linea Verde – city center – botanical garden. Bussen går fra Málagas busstation 5 gange i timen hver dag undtagen mandag og koster 1,40 €.

Jeg havde bestilt en guidet tur, som koster omkring 16 € for pensionister. Man skal bestille sin guidede tur pr. telefon på nummeret: 951926180. Man kan dog fint selv besøge haven, for man får udleveret et kort, som man blot kan gå efter. En almindelig billet koster 5,20 €. Haven er åben hver dag undtagen mandag fra 9.30 til 17.30 i vinterhalvåret og til 20.30 om sommeren. Se www:laconcepcion.malaga.eu for flere detaljer. Eller endnu bedre på:

https://malagaadventures.com/botanical-garden-malaga/

Det lille museum som Loring familien fik bygget til deres arkæologiske fund
Den mystiske hviske-bænk
Denne lille nymfe pryder den historiske have

Den guidede tur starter ved billetsalget, og da jeg var den eneste gæst på det tidspunkt, fik jeg fin særbehandling med en rundvisning på 1 time og 20 minutter. Normalt tager visningen en time. Rundvisningen begrænser sig til den historiske have, altså den, der blev anlagt af de oprindelige ejere Jorge Loring og hans hustru Amalia de Heredia, som påbegyndte anlæggelsen af haven i 1855. Haven kan fint besøges af kørestolsbrugere.

I den historiske have er der anlagt et lille vandfald
Planten elefantfod er ret speciel
Guiden David viser stolt den elegante chilenske palme frem

Lad os lige kort se på hvem havens grundlæggere var: Jorge Loring var en af datidens helt store entreprenører. Han var både en dygtig forretningsmand og politikker og desuden fuld af gode ideer, som han også vidste at føre ud i livet. Hans far var amerikaner og faderens kompagnon var  Manuel Agustin Heredia, også en stor forretningsmand. Jorge blev gift med Manuel Heredias datter Amalia, og de to kom til at udgøre toppen af Malagas overklasse. De blev gift i 1850 og det var på deres bryllupsrejse rundt i Europa, at de fik ideen til at anlægge en botanisk have rundt om deres bolig. De anskaffede grundstykket ved Guadalmedinas vestlige bred i 1855 og påbegyndte projektet med bolig og have. Parret fik 9 børn. Jorge Loring fik etableret export af lokale produkter fra Málaga til Nordamerika, især til Massachusetts, hvor de var helt vilde med at drikke den søde Málagavin: Vino dulce de Málaga. Pga. den megen handel med Nordamerika måtte der en toldbygning til, og det var Loring, der derfor fik bygget Málagas meget flotte toldbygning, som i dag rummer det fine Museo de Málaga. Loring anlagde desuden den meget teknisk udfordrende jernbane mellem Málaga og Córdoba, samt adskillige miner og fabrikker. Han tog derudover initiativ til bygning af flere hospitaler og skoler. Jorge og Amalia var også ivrige amatørarkæologer, og de anlagde et lille museum i deres store have til de mange fine genstande de fandt. De fleste af disse kan i dag ses på Museo de Málaga.

Den chilenske palmen har en smuk krone og en glat stamme
David viser hortenciatræet frem
Den aflange pergola er dækket af den lilla wisteria om sommeren

Rundturen i haven starter med at man går op forbi museet, som er bygget i klassisk græsk stil. Man kan ikke komme ind og se det, da alle genstande er flyttet til Museo de Málaga. Men lige nedenfor museet ligger der en mystisk halvrund bænk, som er sådan en ´hemmelighedskræmmeri bænk´, hvor man kan høre hvad der bliver sagt ovre på bænkens modsatte side. Det er en teknik, som blev brugt helt tilbage af romerne, ja måske af kineserne. Prøv at sætte jer i hver sin ende af bænken og hvisk noget ned imod bænkens hjørne. Det kan høres meget tydeligt (selv for halvdøve) ovre i det modsatte hjørne.

Haven rummer 150.000 planter, så der er nok at se på. Den historiske del er anlagt med masser af palmer og subtropiske blomster, der er et vandfald, adskillige søer, bassiner med statuer samt en fin bro. Den elegante chilenske palme, et hortenciatræ og kæmpestore ficuser med enorme rødder pryder den historiske have. Der er drivhuse, og henne ved familien Lorings hus kan man se en skøn overdækket aflang pergola, der er bevokset med den flotte, lilla wisteria. Her i den lilla skygge sad familien om sommeren og drak the i pæn engelsk stil.

Patioen i familien Lorings hus
I et rum kan man bese diverse rariteter
Her ses et fint 1800-tals toilet

Man kan komme ind i husets patio samt i et rum, der er fyldt med rariteter: besynderlige møbler i alskens afskygninger samt et datidens toilet. Det er vist kun dem der er på rundvisning, der må komme ind i rummet, men det kan beses udefra. Huset kan lejes af Malagas kommune til fester og begivenheder, men prisen er vist lidt pebret, ifølge guiden.

Facaden på Lorings palæ
Foran palæet ligger dette lille springvand
På denne plads lå familiens teater

Foran huset er der plantet platantræer, da de giver god skygge om sommeren, der var tennisbaner og et lille teater, hvor børnene opførte skuespil. Jo, her blev det gode liv levet, og her kom landets overklasse på besøg, bl.a. kejserinden af Østrig, kong Alfonso XII og dronning Isabel I af Spanien. Sjovt nok har man i den tidligere gartnerbolig opført forskellige scener fra familiens liv med Barbie dukker som aktører.

Denne ficusart har enorme overjordiske rødder
Den fine bro over et vandløb
I disse bassiner kan man se åkander i blomst i sæsonen

Haven blev udvidet til sin nuværende størrelse af de efterfølgende ejere: familien Echevarria. Den nye del rummer mange fine seværdigheder, herunder Jorden rundt i 80 træsorter, den gamle administrationsbygning med et sjældent botanisk raritetskabinet, et lille kunstmuseum med fine akvareller, en del af San Telmo akvædukten (beskrevet i La Danesa i december nummeret 2015), en gammel tærskeplads, et over 500 år gammelt oliventræ, en samling af vinstokke til produktion af Málagavin,  en palme sti med 62 forskellige palmesorter, en hibiskus sti, et drivhus med insektædende planter, en kaktushave, en mirador med en fin rund bygning (gazebo) og udsigt ned over byen, en sø med springvand, adskillige bassiner med åkander, en dadel sti, et fugleobservatorium, en bambussamling, en platantræssti, samt en 1,1 km lang hikingrute kaldet Ruta Forestal, der går fra nord til syd i hele havens længde.

Disse citrontræer blev plantet før haven blev anlagt
En sti med hibiscusser på begge sider ligger i havens nye del
Denne sti er flankeret af 62 forskellige palmesorter

Det er en kendt sag, at planter afgiver en meget fin salighedsenergi, og at man derfor umuligt kan være sur, når man befinder sig i selskab med mange planter. Det bør derfor være en god kur mod modløshed og livstræthed at besøge en botanisk have, så hvorfor ikke kridte skoene, pakke en madpakke (husk vand) og tilbringe en hel dag i denne skønne have fyldt med alverdens planter? Man kan vandre rundt hele dagen og både få sin vandrelyst og plantelyst styret.

Dette oliventræ er mere end 500 år gammelt
En lille del af San Telmo akvædukten kan beses i haven
Der er masser af picnic steder man kan bruge

Det skal lige siges, at La Concepción i 1990 blev købt af Malagas kommune, og at de indtil for nyligt drev et meget rost cafeteria lige ved havens indgang. Dette er nu desværre midlertidigt lukket, så derfor skal man pt. selv medbringe både vådt og tørt. Der er adskillige fine picnic pladser i haven.

PS: Hunde er velkomne i haven, dog mod at ejeren underskriver en form for dokument.

Den gamle administrationsbygning rummer både et lille museum og en kunstudstilling
I haven kan man rejse jorden rundt i 80 træsorter
Her ankommer Malagas jetset i form af Barbie dukker på besøg i haven
Portræt af Jorge Loring
En fin kaktushave er anlagt
Mirador med gazebo ligger i havens sydlige ende
Den lille sø har et beskedent springvand

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.