Det danske magasin i Spanien

Der ringes med klokken! En ny golfbane er kommet i hus – denne gang i Tyskland. Der forhandles på tværs af grænserne, arbejdes intenst og sælges golfrejser som aldrig før. Hos Nordic Golfers i Centro Nórdico i Mijas sælges der i dag golfrejser til 50.000 gæster om året. Virksomheden er et godt eksempel på den type skandinaviske erhverv, der i dag slår sine folder med succes på Costa del Sol. Bag værket står Jess Krelskov. Hans passion for salg og golf har givet ham den succes, han har higet efter hele livet.

Treenigheden får en ny fortolkning hos Jess Krelskov. Her er det familien, arbejdet og fritiden, der skal gå op i en højere enhed. Er der ét af de tre elementer, der ikke fungerer, skaber det en disharmoni. Får man derimod de tre til at harmonere, giver det en lykke og en energi, som kan løfte det hele op på et endnu højere niveau. Og det er her, vi møder Jess Krelskov. Han har succes – men uden at miste fodfæstet. “Jeg har aldrig været til højt at flyve – dybt at falde. Tilsvarende har jeg heller aldrig sat alt på et bræt. Jeg tager gerne en chance, men den skal være velovervejet og altid med en Plan B i baghånden,” forklarer den betænksomme jyde. 

Fik næse for salg

Som 24-årig flyttede han til København. Det gav både ny luft og nye muligheder for den energiske silkeborgenser. “Jeg så, hvad salg kunne gøre for mig. Jeg kom fra en spinkel SU og begyndte pludselig at tjene godt – samtidig med jeg elskede mit arbejde. I starten troede jeg, jeg var gået galt, for de første 14 dage solgte jeg intet. Men jeg begyndte at lære af de andre, og så tog det fart,” fortæller Jess Krelskov, som også havde godt fat i golfsporten. “En ting er at være en god golfspiller. Noget andet er at kunne leve af sin sport. Mit talent rakte ikke til det sidste, så jeg måtte gøre golfen til min levevej på en anden måde,” fortæller Jess i dag med et stort smil på læben. Men inden da blev nettets muligheder udfordret ved at tilbyde bygge- og renoveringsopgaver. “Min partner og jeg fik etableret en række gode, brugbare og lønsomme portaler som bl.a. 3byggetilbud.dk. Til gengæld var det ikke altid lige sjovt at skulle koordinere nogle sjuskede håndværkere og utålmodige kunder, så vi havde ikke tårer i øjnene, da vi solgte vores portaler,” erindrer den danske iværksætter, som dog hurtigt genfandt den positive energi. Erfaringerne fra arbejdet med netportalerne blev nemlig hurtigt ført over i golfen og til det, der i dag er nordicgolfers.com. “Det er et privilegium at arbejde med sin hobby, men det er lige så givende at arbejde med rejser og glade mennesker. Helt naturligt er folk positive, når de forespørger på en rejse, for de glæder sig til deres ferie. Sådan var det ikke, da jeg drev mine bygge- og renoveringsportaler, for byggeri er omstændeligt og noget, der hurtigt skal overstås. Og bliver projektet lidt forsinket, er der sure miner hele vejen rundt. Sådan er det ikke i dag med Nordic Golfers. Produktet, attituden og energien er en helt anden. Det er vigtigt at værdsætte,” fortæller Jess Krelskov, som i 13 år har kørt fast parløb med Christian Mathiassen. Den positive energi har han med sig i bagagen, når han besøger alverdens hoteller og golfbaner. Virksomheden voksede i 2019 fra 600 til 1000 samarbejdspartnere i form af golfbaner, hoteller og resorts. Målet for det nye år hedder 1.500 partnere, så alene i december har Jess været på golfvisit på Mallorca, i Marokko, i Cádiz, i Skotland og Wales. “Besigtigelser af nye baner og hoteller er nok det, jeg holder mest af. Jeg vil have tætte relationer til vores samarbejdspartnere og med egne øjne se, hvad vi sælger til vores kunder. Derfor spiller jeg også altid samtlige 18 huller på nye baner. Det er ikke noget, jeg gør, fordi jeg er tosset med golf, selvom man godt kunne fristes til at tro det,” kommer det med et lumsk smil fra den erfarne arrangør af golfrejser. Han tilstår, han med årene skal stramme sig mere og mere an for at bevare sit handicap på fire slag over par. Omvendt har han med årene fået et overblik og en ro, der er fundamental i bestræbelserne for at få succes.

Find dine momenter

Det sker på golfbanen, på løbe- eller vandreturen eller i en stille stund over et godt glas vin. Det er i disse stunder, Jess er i sit bedste moment. Der er her han finder ro, får renset ud og samlet sine tanker. “Find dine momenter! Det er et af de bedste råd, jeg kan give. Og det gælder både forretningsmæssigt og privat. Har du overblik og er i balance er du allerede halvvejs med at træffe de rigtige beslutninger,” mener Jess Krelskov, som selv har arbejdet på at forbedre sine svage sider. “Jeg er nok typen, der altid har mange bolde i luften, og det er både godt og skidt. Men jeg er blevet meget bedre til at uddelegere opgaverne, og så har jeg lært at sige fra. Det er en befrielse, for ellers kollapser det hele både for mig og folk omkring mig. Så mit råd gælder også privat- og familielivet,” mener iværksætteren, som ikke tøver med at anbefale Costa del Sol til andre erhvervsdrivende. Vel har han haft sine udfordringer, men det har alt sammen været små bump på den vej, han stilede ind på for små ti år siden. “Beskæftiger du dig med online business, eller har du mobilkontor, er vi det bedste sted på jorden. Livskvaliteten er i top her, og vi har et lille, men inspirerende, skandinavisk iværksættermiljø. Og så ligger både skatten, lejemålene og lønningerne på et yderst fornuftigt niveau. Det fås ikke meget bedre,” mener Jess Krelskov, som for længst har lagt det døve øre til dem, der beklager sig over ikke at have fundet fodfæste på Costa del Sol. “Vil man skabe sig en god tilværelse her, må man gå all in. Det nytter ikke at sige: Vi giver det et år eller to, for så har man allerede sat sig nogle begrænsninger. Det gælder både din forretning, din familie og sociale liv,” kommer det ærligt fra Jess. Tilsvarende opfordrer han alle til at spare op, inden de tager springet. “Det nytter ikke at komme uden penge på lommen,” som han formulerer det. ”Det tager tid at få bygget en forretning op og ingen steder, er der plads til alle. Det er ingen hemmelighed, at vi har fået succes, fordi vi har formået at opbygge et IT-system, så få medarbejdere kan generere en masse. Vores syv mand kan skabe og servicere de 50.000 gæster, vi havde i 2019. Får du først succes med din virksomhed, er det alle tiders at bo i Spanien.”   

Selv havde Jess Krelskov kig på både Miami, Thailand og Dubai, inden han købte enkeltbilletter til Costa del Sol for hele familien. “Jeg mødte min finske kone i ’08. Hun var stewardesse med base i Berlin og, for at sige det som det er, så var vi ikke videre begejstrede ved tanken om at etablere os i hverken Finland, Danmark eller Tyskland. Spanien lød meget bedre,” fortæller familiefaderen, som er lykkelig for sit valg. “Jeg føler virkelig, vi er her sammen. Vi trives på vores finca med heste nær Alhaurín de la Torre, og den internationale skolegang giver mine børn nogle muligheder i fremtiden, som de ikke ville have fået andre steder,” bliver de sidst ord fra Jess. Treenigheden lever.

Jess Krelskov går efter et hole-in-one – hele vejen rundt! 

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com Foto: Mugge Fischer og Simon Goltermann

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.