Det danske magasin i Spanien
Kærlighed og bilmekanik

En ung mekaniker fra Skive-egnen er blevet mester på Costa del Sol. Kærlighed fik Thomas Gammelgaard til at flytte sydpå
For unge Thomas Gammelgaard blev en invitation et bryllup ved Málaga en begivenhed, der ændrede hans liv. Med til festen var også en spansk kvinde, som i dag hedder Karen Gammelgaard.

Sammen driver det dansk-spanske ægtepar på femte år et bilværksted i Torremolinos. Værkstedet er blevet det foretrukne for mange danskere på Costa del Sol.
Nu 29-årige Thomas Gammelgaard er født og opvokset i Oddense mellem Nykøbing Mors og Skive. Hans far Viggo Gammelgaard bor fortsat i Oddense, mens moderen Gudrun Klokholm i dag bor ved Thisted.

Efter folkeskolen i Oddense tog Thomas Gammelgaard er halvt års grundforløb som både bilmekaniker og i smedefaget på den tekniske skole i Skive. Det sidste kommer ham også til gavn på værkstedet i Spanien i dag.
Lærepladsen var i Nykøbing Mors hos det nuværende MTH Biler, der fortsat er autoriseret Toyota-værksted.
– Det var en god læretid med Søren Flade som ejer og Flemming Dalgaard som værkfører. Jeg ringer fortsat dertil, når jeg har et teknisk problem, jeg ikke kan løse, fortæller Thomas Gammelgaard.

Det var ikke almindeligt at kunne fortsætte på samme værksted som svend, men det gjorde han som nyudlært i to-tre år og befandt sig godt på værkstedet i Nykøbing Mors.

Som antydet ændrede et bryllup i Spanien situationen. Et dansk par, hvor den enes forældre boede på Costa del Sol, ønskede at holde deres bryllup i Spanien. Og Thomas Gammelgaard, der aldrig havde været i landet, var inviteret med.
– Efter brylluppet og mødet med Karen til festen var jeg rigtig meget i Spanien. Til sidst havde jeg ikke flere feriedage til gode, og jeg bad om en måned fri uden løn. Det fik jeg og i løbet af den måned undersøgte jeg forskelligt.
I foråret 2017 fortalte Thomas Gammelgaard sin chef, at han i efteråret ville flytte sydpå.
I forvejen havde han fætteren Simon Gammelgaard i området, for fætteren har i 20 år boet på Solkysten.

Talleres Gammel, hvor “talleres” betyder værksted, er et 120 kvadratmeter højloftet lokale i industri- og erhvervsområdet i Torremolinos og med udsigt til bjergene bagved.
I et hjørne er bygget et mindre lokale, hvor Karen Gammelgaard, der er uddannet revisor, har sit kontor bag en disk og glasvæg med hul i bunden.
På gulvet i værkstedet tager Thomas Gammelgaard og hendes onkel Ezequiel Campos sig af det tekniske. De reparerer, udskifter og servicerer.
Karen Gammelgaard ordner regnskab, tager imod pakker med dele til biler, taler med kunder og leverandører i telefon og ordner meget andet.

Talleres Gammel har spanske og andre ikke-danske kunder, men 80 procent er danske.
– Danskere er gode til at henvise hinanden, er min erfaring. Spanierne holder det mere for sig selv, hvis de har fundet noget godt, vurderer Thomas Gammelgaard.
De danske kunder er i flere kategorier: Danskere, som har flyttet deres folkeregisteradresse til Spanien, eller danskere, som lejer eller ejer fritidsbolig i Spanien, og derved får ret til at købe en ofte billigere bil på spanske plader til brug under ophold uden for Danmark.
-Men også danskere, som kommer herned i deres dansk-indregistrerede bil på kort eller længere ophold benytter sig af vores værksted. De aftaler på forhånd at få skiftet tandrem, kobling, fælge og dæk eller andet. Og ofte giver det et stort tilskud til brændstof på turen herned og hjem, fordi prisniveauet er lavere her, siger Thomas Gammelgaard.
Inden besøget ringer eller skriver de. Og Karen Gammelgaard kan efterhånden svare også på dansk, hvis man skriver.
Ellers taler parret bag værkstedet mest engelsk sammen.
Blandt forskellene på at være mekaniker i Spanien og i Danmark er arbejdstiderne og arbejdsugens længde.
På grund af varmen har værkstedet åbent kl. 8-16 i juli og august, mens åbningstiden resten af året er 9-18.
Og man bliver ikke nødvendigvis rig af at have et værksted i Spanien. Nogle gange, når en Porsche eller lignende holder på eller ved værkstedet, spørger kunder, om det er mesters bil.
Men Karen og Thomas deler fortsat en ældre Toyota Aygo, og deres lejlighed er på 50 kvadratmeter.

Fotos: Steen Højgaard steen.hoejgaard@live.dk

Talleres Gammel
Calle Antonio de Nebrija, 40 A
Poligono El Pinillo,
Torremolinos
Tlf. +34 699 680 997
Facebook: Talleres Gammel

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.