Det danske magasin i Spanien

Så var jeg igen i en situation, jeg genkender, og som jeg alt for let havner i, når jeg er stresset, træt, ked af det, vred, frustreret eller lignende. Jeg finder på en undskyldning for at gøre indhug på slikhylden. For lige at være sikker på at ”være god ved mig selv” når jeg kommer hjem, havner der også lige en pose vingummi og et par plader chokolade i rygsækken, og, for en sikkerheds skyld, ”fordi der jo også kunne komme uventede gæster” havner der også lige et par poser småkager sammen med alt det søde.

Fordi jeg har været situationen igennem så mange gange, får jeg dog ret hurtigt hold på mig selv, får taget den udløsende faktor op til revision, tager mig en pakke krom og en kold tyrker uden sukkerholdige fødemidler og alkohol og finder tilbage til min gode og glade hverdag.

Mange af os har mere eller mindre denne sukkertrang. Tager den overhånd, må der handles, inden det bliver alvorligt.

Store udsving i blodsukkeret eller glukosekoncentrationen kan være alvorligt belastende. Lavt blodsukker, hvor glukosekoncentrationen tit falder under normalen kaldes for hypoglykæmi, mens det modsatte forhøjet glukosekoncentration kendetegner højt blodsukker, og så har vi en diabetes. Det er ikke godt for kroppen at have et højt blodsukker, så kroppen skynder sig at udskille insulin, der har til opgave at få sukkeret ind i cellerne for at blive omdannet til energi. Sker det i for stort et omfang, stresses kroppen.

Når vi spiser fødevarer med et højt sukkerindhold sker der en overreaktion, der fører til en overproduktion af insulin der, når det gentages over nogen tid, fører til fald i blodsukkerkoncentrationen, der så hurtigt bliver lavere end den var inden indtagelsen af den sukkerholdige fødevare.  Så skynder vi os at spise nogle hurtige kulhydrater igen, og så har vi den onde cirkel.

Symptomer

Symptomerne på for lavt blodsukker kan være talrige. De mest almindelige er panisk angst, irritabilitet, søvnløshed, glemsomhed, ubeslutsomhed, svimmelhed, trang til søde spiser eller alkohol, allergi, bliver dårlig, evt. rystende, hvis der ikke spises til normal tid.

Mange andre lidelser, f.eks. svamp, fejlernæring, forgiftninger f.eks. tungmetalforgiftning, allergi, ubalance i tarmfloraen, overlapper for lavt blodsukker og kombinerer sig med den. Alle Alkoholikere har blodsukkerubalancer.

Et længevarende ubehandlet for lavt blodsukker kan måske være medvirkende til en biologisk degeneration med et slutresultat, der udmønter sig som diabetes, gigt, hjertekar-sygdomme, cancer osv.

Bugspytkirtlen er et organ, der hele tiden kommunikerer med de andre kirtler i kroppen, så er der uorden i bugspytkirtlen, såsom for lavt blodsukker, påvirker det også de andre kirtler såsom binyrer, kirtler i hjerne, skjoldbruskkirtlen osv.  Det er lidt uhyggeligt, og jeg understreger kraftigt, hvor vigtigt, der er at sørge for at have et velbalanceret blodsukker. Dit blodsukker skal være godt!!!!!!

De langsomme kulhydrater som f.eks. grøntsager, korn udløser en langsommere blodsukkerstigning, som ikke belaster bugspytkirtlen i samme grad.

Der arbejdes i dag meget med det glykæmiske indeks Det glykæmiske indeks fortæller et givet kulhydrats belastning på blodsukkeret. Kulhydrater, der hurtigt spaltes og optages i blodbanen har det højeste glykæmiske indeks, hvorimod kulhydrater, der optages langsomt og gradvist frigiver glukose til blodbanen har det laveste glykæmiske indeks.

Kosten

Vores krop er ikke skabt til at håndtere de store mængder simple eller, som det også kaldes, højglykæmiske kulhydrater som sukkerholdige fødevarer slik, sukker, sodavand, hvidt mel, pasta osv.

Hver dansker spiser i gennemsnit 42 kg sukker årligt. Det er lidt skræmmende. Sukker er vanedannende, som narkotika. Blodsukkeret påvirkes af, hvad vi spiser. Når vi spiser sukker, slik, kager med hvidt mel så stiger blodsukkeret hurtigt, derfor kaldes det de hurtige kulhydrater.

Koncentreret sukker dræner kroppen for mange livsvigtige stoffer bl.a.  vitaminer og mineraler. Disse stoffer medvirker, når sukker og alkohol og andre hurtige kulhydrater skal omsættes i kroppen. Sukker, hvidt mel og alkohol indeholder så godt som ingen af disse nødvendige vitaminer og mineraler o. lign, der skal til for at nedbryde og forbrænde disse tomme kalorier, så kroppen må søge andre steder for at hente disse vitaminer og mineraler. Er det en tilstand, der varer over længere tid, bliver kroppens depoter af disse livsvigte stoffer udtømte, så på den måde kan du sagtens spise dig til vitamin og mineralmangel. Du skal bare spise, hvidt brød, drikke alkohol og spise en masse slik, kager osv.

Når du selv vil gøre en indsats for at stabilisere dit blodsukker kræver det tålmodighed og viljestyrke, men det er indsatsen værd i form af et væsentligt større velbefindende, som du allerede vil begynde at mærke efter den første uge.

Sørg for 5 – 6 små måltider uden sukkerholdige fødemidler og andre hurtige kulhydrater som f.eks. sukker og andre søde sager, hvidt brød, tørrede frugter og alkohol. 

Du skal også undgå syntetiske sødestoffer. De trigger din trang til sødt. Du må også være opmærksom på indholdet af naturlig sukker i frugt og grønsagssafter. Et glas gulerodssaft kan virke som et stykke marcipan. Så selvom det også er sundt så fortynd saften rimelig meget, for at den ikke skal provokere blodsukkeret. Det er allerbedst at drikke vand, og gerne 2 liter dagligt. Grape og appelsin kan som regel bedre tåles end f.eks. æbler, druer og andre søde juicer. Mælkesyrede grønsagssafter, f.eks. selleri, surkål stabiliserer blodsukkeret, men bør alligevel fortyndes.

Pas på med kaffe og te også urtete, der kan virke dehydrende. At være lettere dehydreret kan nemlig give de samme symptomer som blodsukkerproblemer giver. Skær ned på eller kvit smøgerne. Er du ”saltspiser” så skær ned på det.

Har du børn, så sørg for, at de får et ordentligt solidt morgenmåltid. Efter min mening er der alt for mange børn, der starter dagen på en alt for let morgenmad. Det giver koncentrationsbesvær i skolen. Sørg for at give dem nogle små blodsukker stabiliserende mellemmåltider med. Skoledagen er ofte lang, krævende og stressende. Et sundt og velsmagende mellemmåltid opleves som en lille oase i en presset hverdag.

Hirse, boghvede og havre er meget blodsukkerstabiliserende og det kan være rigtig godt at koge en morgengrød af disse kornsorter. Ovenpå kan puttes lidt valnødder og eller mandler samt en blanding af solsikke, græskar, sesam m.m.  Det er alt sammen meget blodsukker stabiliserende og næringsrigt. Tilføj en smørklat i midten eller en sjat hørfrøolie.  Bliver der en rest til overs, smager grøden også dejligt koldt som et lille eftermiddags-mellemmåltid evt. med lidt kanel, lidt revet æble og nødder og kokosmel. Spis det evt. med lidt fløde eller plantemælk f.eks. sojamælk uden sukker. Kan du ikke købe disse mælk uden sukker, så lav det selv f.eks. med sesam, solsikke, mandler.

Spis godt med proteiner og husk de gode fedtstoffer både i form af plante og fiskeolier. Det giver en god mæthedsfølelse så du ikke så let falder i. Spis desuden gode grønsager og grove kulhydrater.

Kosttilskud

Sørg for at få et stærkt vitamin/mineralprodukt. Dertil kan du, alt efter behov, have gavn af tilskud med nogle af de nedenfor nævnte produkter.

Krom er et livsnødvendigt spormineral.  Det er med til at stabilisere blodsukkeret. Det aktiverer insulin og har derfor betydning for forbrænding af glukose til energi. Det regulerer både for højt og for lavt blodsukker. Det modvirker trangen til søde sager. Det styrker immunsystemet og medvirker til at forebygge kræft. Eksperter mener, at vi behøver ca. 200 mcg krom dagligt, hvor det anslås at gennemsnitsdanskeren får ca. 50 mcg krom i kosten dagligt. Krom skal indtages i organisk form for at være letoptageligt, og optagelsen hæmmes af jern, kalk, zink og titan.

Igen, vær opmærksom på dit barn. Det har nemlig vist sig at kromindholdet hos børn falder efter 10 års alderen, hvis de spiser en usund kost bl.a. med alt for store mængder hvidt sukker. Så er vejen banet for blodsukkerubalance, alkoholisme og andet skidt.

Zink mangles også ofte hos folk med for lavt blodsukker.  Zinkmangel kan give symptomer på for lavt blodsukker, da det indgår i insulinproduktionen. Det er også et livsvigtigt spormineral. Alkoholikere mangler ofte zink. Er du vegetar, skal du være særlig opmærksom på at få tilstrækkeligt med zink.

Magnesium er med til at afbalancere insulinsekretion.

Mangan er ofte i underskud ved blodsukkerlidelser, da det har en vigtig rolle i sukkerstofskiftet så, sammen med krom, er det med til at regulere blodsukkeret.

B-vitaminer. Det er fundamentalt med et bredspektret B-vitamintilskud. Generelt er de vigtige for omsætningen af kulhydrater og med til at regulere bugspytkirtelfunktionen. 

C-vitamin er ekstra vigtig for dig, hvis du er storforbruger af læskedrikke, slik, kager, chokolade fordi C-vitaminer konkurrerer med sukkerstoffer om landingspladserne på cellerne.

Planteolier og fiskeolier kan det være en god ide at supplere med evt. i en kombinationsform der indeholder omega 3 – 6- 7 – 9.  De giver en god mæthed, så du ikke så let falder for fristelsen til ”noget af det forbudte”

Tips

Der findes også mange lægeurter ligesom diverse ostevalle-produkter og  aminosyrer  kan være en hjælp.

Hold din normalvægt.

Undgå insektmidler.

Undgå både mentalt og fysisk stress.

Undgå mest muligt stråling fra dataskærme og andre apparater, der tapper kroppen for mineraler.

Bliv evt. undersøgt for tungmetalforgiftning – her tænkes på belastning med kviksølv, bly, kadmium.

Lider du af allergi eller candida, må du tage det med i betragtning, når du går i gang med at hjælpe dig selv.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.