Det danske magasin i Spanien
Er det sidste gang de offentlige projekter kører af sporet?

Er det sidste gang de offentlige projekter kører af sporet?

Sporvognsdriften mellem Torre del Mar og Vélez-Málaga er nu definitivt blevet indstillet.

De forfaldne stoppesteder, og de kilometerlange spor i vejbanerne, står tilbage som et trist minde om de 40 millioner euro myndighederne har smidt efter et udueligt projekt. Sporvognene kom nemlig aldrig rigtigt på skinnerne. Det lave befolkningstal og den begrænsede trafik mellem de to byer har fra starten fået de potentielle forpagtere af driften til at gå i en stor bue uden om projektet.

Sporvognen i Vélez-Málaga kommune er blot det seneste eksempel på et offentligt projekt, der kører helt af sporet. Nogle gange er det staten, der står bag. Andre gange er det regionerne eller kommunerne. Det ses også, at de tre offentlige institutioner forsøger sig sammen. Så gælder det om hurtigt at trække i beskyttelsesdragten, for det ender ofte i en sprængfarlig bombe.

Man regner forkert. Og man måler forkert. Det sidste var tilfældet for landingsbanen i lufthavnen i byen Castellón mellem Barcelona og Valencia. Lufthavnen blev indviet under stor pomp & pragt, men champagnen fik hurtigt en bitter eftersmag, da flyselskaberne hverken turde lette eller lande i lufthavnen. Landingsbanen var nemlig for kort. Den lå ellers så smukt mellem to bjergkæder. Netop derfor var det umuligt at udvide landingsbanen. Den skulle derfor bygges helt om, samtidig med at terminalen skulle ”flyttes” et halvt hundrede meter. Det var et cirkus uden sidestykke. I dag har cirkusset kun åbent på onsdage og søndage fra kl. 10 til 18. Der er nemlig slet ikke behov for en lufthavn i Castellón, som blot ligger to timers kørsel fra Barcelona og 50 minutter fra Valencias store lufthavn. Det har alt sammen været spild af gode skattekroner – præcis som i Ciudad Real.

Det er en lille by, halvvejs mellem Málaga og Madrid, som ligger i Castilla La Mancha – en af landets tyndest befolkede regioner. Vel vidende at højhastighedstoget AVE var på vej, er det en uløst gåde, hvordan man kunne ”investere” flere hundrede millioner euro i en lufthavn netop dér. Lufthavnen er nu erklæret konkurs, uden at et eneste passagerfly har sat sin hjul på landingsbanen. Man har ingen lufthavn uden en lufthavnsoperatør, og ingen operatører har været i nærheden af Ciudad Real. En beskeden befolkning og et smidigt AVE-tog, som på én time sender egnens rejselystne til lufthavnene i Madrid og Málaga, gør en ny lufthavn fuldstændig overflødig. Det er utroligt, man ikke har kunnet se det. Og lige så utroligt, at de ansvarlige kan slippe af sted med at sløse med borgernes hårdt tjente skattekroner.

Desværre er vi ikke et hak bedre her i Andalusien. Der er talrige eksempler på pinlige, fejlslagne projekter – men jeg nøjes med at nævne ét: Metroen i Málaga. Efter 16 års arbejde (!) kører metroen nu. Alle er så begejstrede – men jeg er bestemt ikke imponeret. I min optik har byen nemlig hverken råd eller behov for en metro. Det første kan ikke diskuteres, for metroen er ikke blevet betalt. Den er blevet finansieret – læs: man har lånt sig til en metro. Først lånte man de 400 millioner euro, som metroen i Málaga var budgetteret til. Det er så blevet til lidt over 900 millioner, fordi budgettet ikke holdt – plus et fast årligt driftstab på en håndfuld millioner. Og så er vi kun halvvejs. Mod vest har vi fået Linje 1 og 2, selvom sidstnævnte aldrig kom helt ud til teknologiparken som planlagt. Den planlagte Linje 3 mod øst til El Palo er man slet ikke gået i gang med, og den fremtidige Linje 4 mod Ciudad Jardin i nord er alle vist blevet trætte af at høre om. Málaga har altså investeret 16 år og én lille milliard euro i en halv metro. I de samme 16 år har man råbt og skreget på et nyt, stort og moderne hospital. Kommunen og Junta de Andalucía har både grunden og alle planerne klar, men man har ikke pengene. Pengene er 350 millioner euro – en tredjedel af hvad metroen indtil videre har kostet.

Havde det mon været mere rationelt i stedet at investere i et nyt hospital? – et hospital som hele Málaga og Costa del Sol ville få glæde af. I stedet for en halv metro kunne vi have fået et hospitalsvæsen som aldrig før. Vi kunne have fået uddannelse, iværksætterprojekter og socialt boligbyggeri på et helt andet niveau. Og de stakkels hjemløse kunne have fået mad i deres maver resten af livet.

Men det må vente. I stedet har vi fået en metro. – En halv metro, som med fuld fart kører økonomisk helt af sporet.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.