På den anden side... Er debatten helt forkert?

De illegale immigranter har fået medvind. Omvendt er Pedro Sánchez og Spanien kommet i modvind. En ny reform fra den spanske regering har normaliseret hundrede tusindvis af illegale immigranters situation i Spanien. Det er immigranter, som meget snart kan rejse frit op gennem EU. Derfor er europæerne tossede, mens den spanske regering smiler. Det hedder sig, at arbejdskraft udefra er blevet nødvendigt. Det harmonerer bare ikke med det faktum, at Spanien har en arbejdsløshed på 11 % – en af EU’s højeste. Endnu engang har Pedro Sánchez og hans regering gennemført en kontroversiel og tvetydig reform.

Der er tvivl om antallet, men ikke om intentionerne. De mange immigranter i Spanien har et indædt ønske om at blive her – om at kunne bo, leve, arbejde, betale skat og få sygesikring. Et ønske om at blive en del af samfundet. Hvor mange de er, står derimod uklart. Tænketanken Funcas siger, at der i dag er 840.000 illegale immigranter i Spanien. Regeringen siger ingenting. Og min mavefornemmelse siger små 500.000, da jeg ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig, at over 1 % af dagens befolkning er illegale immigranter. Funcas siger også, at 90 % kommer fra Latin- og Sydamerika. Den er jeg med på, for historisk er det tætte bånd mellem Spanien og Latinamerika – særligt til Colombia og Venezuela. Kommer en sydamerikaner til Spanien bliver han ikke bare sendt retur efter turist turistvisummets 90 dage er udløbet. Og slet ikke, hvis han har søgt en midlertidig arbejds- og opholdstilladelse, søgt ind på en uddannelse eller andet, som let kan trække i langdrag. Kombinerer vi det med de særaftaler, som Spanien har med flere latinamerikanske lande, som gør, at borgerne kan søge statsborgerskab efter blot to år i landet, er det ikke så mærkeligt, at vi i flere årtier har set en stor tilstrømning af sydamerikanere på det spanske arbejdsmarked. Indvandringen har længe fungeret som en systematisk import af arbejdskraft, og flere regeringer har med jævne mellemrum givet denne legaliseringsproces et lille skub. Sagen er nu, at Pedro Sánchez giver processen et kæmpe skub – stik imod EU-landenes aftale, som går på at minimere immigrationen.

Pedro Sánchez skubber løs. Det gør han, fordi han føler sig sikker på, at immigranterne allerede er i arbejde og udgør grundpillen i en stor B-økonomi, der understøtter både landbrug, servicefag, byggeri og ældrepleje. At flytte denne borgergruppe fra den sorte til den hvide økonomi vil være en gevinst for alle – både for statskassen og for retssikkerheden over for lønmodtagere og arbejdsgivere. Den spanske regeringsleder mener, at indvandringen er nødvendig for at holde hjulene kørende i spansk økonomi og fastholde de gode væksttal, som landet har haft i de seneste år. Præcis som i andre EU-lande er Spanien bekymret for tidens alarmerende lave fertilitetsrate, og Pedro Sánchez ser indvandringen som en god og naturlig løsning. Han støttes af Antonio Garamendi, formanden for de spanske arbejdsgiverforeninger, som ellers ikke er glad for Pedro Sánchez – og slette ikke for hans arbejdsminister Yolanda Díaz. Men i dette tilfælde har han offentligt givet den røde regering sin fulde opbakning. Arbejdsgiverne i flere sektorer skriger nemlig efter gode hænder, og folk udefra med papirerne i orden er hjerteligt velkomne.

Naturligvis er alle ikke enige – langtfra. Mange spaniere er utrygge ved udviklingen, fordi Spanien siden årtusindeskiftet har taget imod langt flere indvandrere end noget andet EU-land. Således er hver femte indbygger i Spanien i dag født uden for landets grænser. For 25 år siden var det blot én ud af 20. Modstanderne af den nye reform frygter, at den blot vil motivere endnu flere immigranter til at sætte kursen mod Spanien samtidig med at presset på sundhedsvæsenet og tidens boligmanglen bliver endnu værre.

Befolkningen og politikerne er splittet. Og splittelsen kan snart sprede sig til hele EU, for allerede i de kommende år vil Europa som helhed årligt miste mellem 1 og 2 millioner erhvervsaktive borgere. Eurostat, EU’s statistiske kontor, forventer at befolkningen i de europæiske lande frem mod 2050 vil falde med 5 %. Det giver et stort hul på arbejdsmarkedet. Hvem skal lukke det?

I Spanien lukkes det af folk udefra. Det står klarere end nogensinde. Men det sker samtidig med, at man har en meget høj arbejdsløshed på 11 %. Det er her filmen knækker for mig. Er der i den lange arbejdsløshedskø, på næsten 2,5 millioner personer, ingen kvalificerede til at udfylde hullerne på arbejdsmarkedet?

Vi har et arbejdsministerie, anført af Yolanda Díaz, og to store og stærke fagforbund, som kæmper med liv og sjæl for at få mindstelønnen yderligere op og arbejdsugen ned. Fred være med det, men det får hverken arbejdsløsheden ned eller udfyldt hullerne på arbejdsmarkedet. Dertil skal der helt andre værktøjer i brug. De hedder: aktiveringskurser og efteruddannelse. Men de to begreber er åbenbart fuldstændig gået i glemmebogen.

Ingen skal fortælle mig, at der blandt dagens 2,5 millioner arbejdsløse ikke er en halv million, som kunne aktiveres, efteruddannes og klædes på til at kunne klare de ledige jobs indenfor landbrug, servicefag, byggeri og ældrepleje som immigranterne i dag sætter sig på. Tidens debat er helt forkert, og fokus burde rettes på at få de mange ledige i arbejde – præcis som vi gjorde nullerne. I årene forud for finanskrisen kom ledigheden ned på 6 til 7 %, og snakken om fuld beskæftigelse tog fat. Det er dér, vi skal tilbage til. Tilbage til at “tage fat” – men den debat eksisterer desværre ikke længere i samfundet.