I det nordlige Spanien ligger byen Aranda de Duero med sine godt 30.000 indbyggere. En af dem er Tina Thomsen. At hun er endt her, er hendes livs store tilfældighed. Hendes drømme var rettet mod USA. Hun læste til translatør og havde et studiejob på et hotel. Men en dag dukkede en jævnaldrene spanier op i foyeren, og det ændrede fuldstændigt hendes fremtidsplaner. ”Jeg var eventyrlysten og Gregorio havde iværksætterlysten, så vi var friske på at gøre noget ved familiens sparsomme majsmarker på hans hjemegn,” husker Tina Thomsen. Vi skal tilbage til 1992, hvor det unge par sammen plantede de første stokke på den 30 hektar store grund. Men det var ikke kun Tina og Gregorio, der ville have gang i produktionen. Det ville EU også, som netop i denne periode ikke tøvede med at stimulere egnsudvikling, landbruget og vinproduktionen – også i det lovende Ribera del Duero distrikt. Men Tinas nye vin skulle ikke bare være vin. Det skulle være økologisk vin.
Hvad der i dag er velkendt og anerkendt var dengang fuldstændig ukendt. ”Der blev trukket på smilebåndene flere steder, når vi for eksempel fortalte, vi kun brugte ozoniseret vand til at sprøjte med mod insekter,” erindrer den danske vinavler og fortsætter: ”Økologisk vinproduktion tager både mere tid og koster flere penge end en traditionel produktion. Men vi har hele tiden troet på, vi havde fat i den lange ende og var ikke bange for lange arbejdsdage,” fortæller Tina Thomsen, som altid selv har været meget aktiv i marken. Aktiv var hun også, da ægteparret byggede egen bodega til lagring af deres vine og i år 2000 tog første spadestik til opførelsen af deres private bolig på vinmarkerne. ”Du kan godt sige, det har været et liv dedikeret til vinen. Det var været hårdt, men det har så sandelig også været smukt. Vi bor og arbejder på den smukkeste vinmark med Duero-floden i baghaven,” fortæller den danske pige, som også er mor til tre. ”Det har også været godt og let for vores børn. De har kunnet cykle til alt og jeg tror, det er sundt for krop og sjæl at vokse op i naturen.” Netop tiden med børnene har været en af Tinas store opgaver, for mens hun har været med børnene og i vinmarken, har Gregorio rejst verden rundt for at få afsat vinen.
Præcis som det trak på ressourcerne at få gang i den økologiske vinproduktion, var det også et sejt træk at få vinen afsat. Kvaliteten fejlede ikke noget, men parrets salgs- og distributionskanaler var ikke-eksisterende. ”Min mand har altid tilbragt halvdelen af månedens 30 dage ude i den store verden. Det spanske hjemmemarked er stort, men det samme er udbuddet. Derfor har vi altid fået de bedste og største aftaler i hus på så fjerne markeder som i Mexico, Japan, USA og i Singapore,” fortæller den danske vinproducent, som årligt producerer og sælger 250.000 flasker vin under navnet Cantaburros. Alle flasker afsættes via personlige aftaler. ”Om det skyldes kærlighed til vores produkt, eller at vi er lidt gammeldags, ved jeg ikke, men min mand har altid insisteret på, at vi selv skal opsøge og pleje vores salgskanaler. Vi vil ikke blot være et nummer i rækken hos en større agent eller anden mellemmand. Det er helt i orden med mig, for det virker,” fortæller Tina Thomsen, som tager tørnen på vinmarkerne og klarer de hjemlige opgaver, mens Gregorio er familiens repræsentant på vinmesser og andre salgsfremmende begivenheder verden over. Deres Cantaburros vin er i dag kendt som en rigtig god økologisk rødvin til prisen. Den produceres på druen Tempranillo, som er den mest udbredte i Ribera del Duero området . Vinen udbydes som Joven, Roble, Crianza og Reserva. Druerne er spanske, økologien er dansk og distributionen er international. Samme kulturelle mix håber Tina Thomsen at have givet videre til sine tre børn.
Tina Thomsen er født og opvokset i Randers, og hendes børn kender byen udmærket. Da de var børn og helt unge tog Tina dem nemlig hvert år to måneder med til Randers for at tilmelde dem den danske SFO-ordning. ”Jeg synes, det var vigtigt, de fik lidt dansk uddannelse og institution at føle. Og så var det naturligvis godt for deres danske sprog,” fortæller hun. Selvom den danske vinproducent er lykkelig og fuldt integreret i det nordspanske, har hun aldrig forstået det spanske skole- og uddannelsessystem. ”Det har altid været den største integrationsmæssige udfordring for mig. Systemet er stift og gammeldags, og man kører eleverne så hårdt, at de tidligt bliver skoletrætte. Der er ingen plads til leg, kreativitet og udvikling. Det har jeg aldrig forstået,” fortæller Tina Thomsen, som måtte kæmpe hårdt for årligt at få Tobias, Sebastian og Fiona ud af deres spanske skole og et par måneder med til Randers. Men hun er lykkelig for, at hun tog kampen op. I dag er hendes børn kommet godt videre i både det danske og spanske system. ”De har en masse muligheder nu og kan selv vælge. Det har altid været det vigtigste for mig. De skal bare flyve afsted, når tiden er moden til det. Præcis som jeg selv gjorde, da jeg var ung,” er de sidste ord fra den danske eventyrer. Tina Thomsen selv flyver dog ingen steder. Hun bliver hvor hun er og fortsætter sit eventyr på sin spanske vingård.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001