Bliver vi nogensinde pensionister?

Kunne vi kombinere dansk management og spansk livsglæde, har vi paradis. Det har jeg altid ment. Danskerne forstår at planlægge alt det praktiske i livet – mens spanierne er verdensmestre i at leve det. Men tager vi for en kort stund den danske planlægning og sætter den i relief for en dansk erhvervsaktiv i Spanien, er vi pludselig langt fra paradis – 

i alt fald hvis man en dag ønsker at gå på pension.

Med begrebet management forstår jeg evnen til at lede, planlægge og være på forkant med udviklingen. Og det er netop udviklingen indenfor de kommende pensioner, der skræmmer. De danske statsledere har taget tyren ved hornene og allerede nu fremlagt en omfattende reform af pensionerne. Reformen betyder, at en erhvervsaktiv på i dag 40 år først kan gå på pension som 72-årig. Samtidig viser tallene fra CEPOS (Center for Politiske Studier), at den forventede levetid for en 40-årig – altså en person født i 1980 – er 74 år. Alt andet lige, så når man altså i fremtiden knap at få sin første pensionsudbetaling, før livet er forbi.

Det er naturligvis fantastisk, at den forventede levetid for en dansker er vokset fra 50 år i 1900 til 81 år for dem, som fødes i dag. Det er selvsagt en udvikling, som primært skyldes økonomisk vækst, der bl.a. har medført bedre ernæring, bedre hygiejniske forhold og medicinske fremskridt. Det er bare som om, at de menneskelige fremskridt nu bider sig selv i halen – med mindre man naturligvis drømmer om at tage sit arbejde med sig på plejehjemmet. 

Den triste sandhed er, at ingen statskasser i fremtiden – heller ikke den danske – har midler til at udbetale pensioner til en borger i hverken 20, 15 eller 10 år. Derfor er den danske reform så voldsom. Det bringer os til det gyldne spørgsmål for os erhvervsaktive i Spanien: 

Hvordan bliver den spanske pensionsreform? Det kunne være spændende at se – bare det ikke bliver lidt for spændende.

Vores spanske naboer lever nemlig også længere end tidligere og bliver i forvejen et par år ældre end os nordboere. Og, nok så vigtigt, har statskassen længe været tom – helt tom. Vel kan der ske meget med de spanske statsfinanser inden den i dag 40-årige erhvervsaktive når pensionsalderen, men… 

Jeg tør godt sige, at den nuværende krise klokkeklart har vist, hvor store skel der er mellem de velstillede og de knap så velstillede EU-lande. Og hvis Danmark allerede nu har haft sparekniven fremme, kan man med rette frygte, at en kommende spansk pensionsreform bliver et blodigt øksehug. Vi lægger dog blødt ud – meget blødt. Frem mod år 2027 stiger pensionsalderen gradvist til 67 år – og så tager vi den derfra. Men banen er kridtet klart op: pensionsalderen skal markant op – og pensionsudbetalingerne skal lige så markant ned.

For den erhvervsaktive udlændinge i Spanien er der derfor kun tre ting at gøre:

1. Hvis du ikke lever og ånder for dit job, så skift branche – for du kommer til at arbejde resten af dit liv (med mindre du naturligvis scorer kassen undervejs, er godt gift eller en dag arver en formue).
2. Start en god, privat pensionsopsparing. Det kan kun gå for langsomt!
3. Bor du til leje, så gør alt for at komme på boligmarkedet. Det sikrer dig en god økonomisk ballast – og tag over hovedet – når du engang bliver gammel.

God vind – og Godt Nytår til alle!