Kære læser august 2009

Jeg er ved at blive gammel. Jeg er for gammel til at være ung, og ikke for ung til at være gammel – og voksen, det bliver jeg aldrig. Kan man være ungdommeligt gammel? Ja, det kan man. Det står mig lysende klart en varm, giftigt tømmermændsbefængt sommersøndag (det er så også det eneste, der står mig klart den dag), hvor alle selvhøjtidelige planer om løbetur ved stranden, nedbringning af strygetøjsbunken, læsning af Jordens Søjler (er muligvis den eneste, der ikke har fået den læst endnu) og, iklædt overklippede designer-jeans-shorts (egentlig latterligt at klippe så dyre ben af et par bukser…), fikse sandaler og bred skygget sommerhat, lave lemonade af egne citroner og plukke en stor, farverig buket blomster i haven, erstattes af selverkendelsen, der banker i takt med tømmermændene. En rigtig voksen ville da ikke have drukket tre flasker cava på stranden, vel? Med alkoholrelateret tunnelsyn gør jeg mig klar til en omgang livsfilosofi. Fandeme rart lige nu ikke at have en eller anden selvbestaltet coachkæreste, der absolut skal detoxe mit liv og vade rundt i mine tømmermænd med smiley’er og latterlige spørgsmål om, hvordan jeg har det inde i mig selv lige nu? Min ved godt, at det eneste, jeg har brug for, er rum omkring mig, Jack Bauer og en masse pommes fritter. Tilbage til det med filosofien. Jeg har ikke mange talenter, men jeg besidder en betydelig simultankapacitet, og bruger jeg den rigtigt, kan jeg sikkert multitaske i en sådan grad, at jeg kan være ung og gammel på én gang. Har jeg skabt en slags gangbro fra ungdomsriget over i alderdommen? En bro, som jeg kan krydse, alt efter behov for ubekymret vildskab eller fredfyldt livsvisdom. Nedenunder min bro strømmer voksenlivet af sted – uden mig. Har jeg mon, helt uden at lægge til det, bevæget mig fra ungdomsriget direkte over i at være gammel? Er det sådan, det skulle have været. Nej, selvfølgelig er det ikke det. Skulle efter normen have været voksen ind imellem, ikke-ryger, rolig og velafbalanceret med to stk. universitetsmodent afkom, golfbag, vielsesring og med krydstogter og venindefrokoster krydset af i kalenderen. Her sidder jeg så og drømmer om en cigaret (røg dem alle sammen i går), fyldt med temperament, frivilligt barnløs, frivilligt ugift, boldlam og må sande, at krydstogters ulidelige lethed og kvinder i flok ikke er noget for mig – og er egentlig ret godt tilfreds. Jeg er helt på det rene med, at jeg aldrig får voksenting som et sommerhus og vinkælder, at jeg ikke gider at rejse til Thailand eller at se pyramider, og ikke har behov for en kummefryser og en panikalder-motorcykel. Næh, jeg har det helt perfekt, også selvom kalkunhalsen truer med at give slip på den sidste rest af bindevæv, huden over knæene flapper, når jeg løber, og rynkerne i ansigtet ikke længere kan fornægtes. For ved I hvad? Jeg vil da hellere have rynker af solskin, smøger, cocktails og en hel masse latter end at sidde og snerpe under en parasol iført faktor 40 og en agua sin gas. De typer får i øvrigt rynker alligevel – bare ikke den glade slags. Du lever livet farligt, siger de med slet skjult misundelse. Ja, det gør jeg vel – og helt efter princippet: Lev stærkt, dø gammel.

Hasta la próxima!
he