Kære læser,

Hotdogs overhalet af rå fisk, var en af sidste måneds avisoverskrifter, som dermed sender den næsten 90 år gamle københavnske wiener-taxa-tradition over i historien. I dag er der nemlig flere sushi-steder i hovedstaden end pølsevogne. Det er da et udtryk for forandringsvillighed, ikke? Selvom vi elsker pølser, har vi fattet, at frisk fisk, tang og ris er et klogere valg – og så giver det heller ikke så dårlig ånde. Vil vi forandring, tør vi forandring, gider vi forandring? Jeg tror ikke, vi mangler hverken vilje eller mod, men en flok luddovne bekvemmelighedsnarkomaner, det er vi. Og det er hovedårsagen til, at det ikke rigtigt rykker, det vi går og sysler med. Et eksempel: Da jeg købte drikkevandsfilter, ville både venner og bekendte omgående følge trop. Nu, halvandet år efter, har kun én af disse velmenende samfundsborgere fået taget sig sammen til at købe dimsen – en lille, forholdsvis billig sag, som kan installeres på en halv time, og med hvilken man har frisk drikkevand hver dag i mange år frem (hvis ellers det regner), og undgår at slæbe plastikflasker, svine miljøet og forgifte sig selv. Jeg har ikke dumme, miljøignorante venner – de gider bare ikke at ringe efter manden, der installerer vand-dimserne.
Oktober blev måneden, hvor verdens mægtigste mand og supermagten USA overspillede sine kort i den grad og tabte til en passioneret, gråhåret, tidligere fagforeningsmand fra Brasilien. Sådan kan det gå. Det betyder nok, at Obama ikke lægger vejen forbi klimatopmødet i næste måned, og det er måske også godt det samme, for tilsyneladende er ingen rigtig klar til at beslutte noget som helst. Og at det danske klimaministerium når at komme op af sandkassen og styre værtskabet synes på nuværende tidspunkt otopisk. Derimod er gadens parlament i fuld gang med at trække op. Hvad er det egentlig lige, de vil demonstrere imod? Måske har jeg misforstået det, men er klimaforbedringer ikke det, det hele handler om? – det alle vil? Det er demonstranterne måske imod, eller? De bliver ikke hørt, siger de. Vrøvl! Vi har da aldrig levet i en tid, hvor det er nemmere at blive hørt… Det er stort set umuligt at holde sine meninger for sig selv. Pressen, Facebook, Twitter, you name it. Og det er jo netop vore demokratiske grundregler, der gør denne medbestemmelse og ytringsfrihed mulig. Vi bestemmer selv, hvem der skal tage vare på vore landes interesser, og sidder lige netop ens egne favoritter i opposition, jamen så skyldes det jo, at man ikke har formået at sælge sine budskaber godt nok. Hvor må det være fantastisk at bo i et land, hvor man uden problemer kan konvertere fra naturvejleder på heden til hardcore aktivist i storbyen med politieskorte og hele svineriet.
Betyder det noget for demonstranterne, om bøden for gadeuorden i forbindelse med COP15 er 1000 eller 5000 kr.?, diskuterer man. Forhåbentlig, men i hvert fald gør det den forskel, at der kommer flere penge i kassen til at betale den enorme regning til politi, oprydning etc.
Tilbage til den om forandringsvillighed. Når først man har besluttet sig for at købe den om de menneskeskabte klimaforandringer, handler sagen vel dybest set kun om vores iver efter at ændre på tingene. Som I ved, tror jeg ikke på, at vi små mennesker har kræfter til at ændre andet end nærmiljøet, og hvad det angår, er jeg forandringsvilligheden selv og sparer på både vand, el, plastik og papir. Men når det kommer til de store sager, så gider jeg faktisk ikke. Jeg gider ikke knokle rundt for at undgå tørke og flodbølger i lande, der ikke vil holde op med at fælde regnskov, hvis regeringer sidder 100% på flæsket, mens folket går sultent i seng, hvis børn er hurtigere til at lade en Kalashnikov end til at tømme en æske legoklodser ud på gulvet, og hvis pengetanke bugner af diamanter, olie og nødhjælpskroner. Det er da en total latterliggørelse af velgørerne. Der er ingen tvivl om, at klimaet lider, og det er forfærdeligt, at det hele altid går ud over de fattige lande – og vi, der er så heldige at være født et sted, hvor der ikke er tørke og total elendighed, har pligt til at sørge for, at vi er gearede til at møde udfordringerne, efterhånden som Jordens naturlige cyklus, gud eller hvem det nu er, giver os dem. Selvfølgelig skal CO2 udslippet nedbringes – det ville være latterligt at mene andet, men effekt på klimaet sådan globalt set… nej.
Så enkelt er det ikke, siger klimaduksene. Det er muligt, men for det første har jeg ikke forsøgt at bilde jer ind, at jeg er Bambis lillebror og for det andet så er det ikke bevist, at det i virkeligheden ikke bare er så enkelt.

Får nu gang i softwaren og lav nogle el-sushivogne – det ville da være et hit.

he