Bisonokserne trives i Nordspanien

Det er omkring tusind år siden, de sidste bisonokser forsvandt fra den iberiske halvø. De anses sidst at have levet i det 11. århundrede i Navarra.

Enkelte zoologiske haver har de senere årtier anskaffet eksemplarer af de europæiske bisonokser. For første gang nogensinde blev syv bisoner dog sidste år sluppet ud i det fri, hvilket skete i San Cebrián de Mudá i Palencia i Castilien og León. De var desuden de første bisonokser, der ikke er født i en zoologisk have, der kom til Spanien.

Projektets formål er naturligvis at bidrage til, at den europæiske bisonokse ikke udryddes. Dyrene – to hanner og fem hunner – fik 20 hektarer at leve på, og håbet om, at de ville formere sig, blev indfriet få måneder senere, da én af bisonerne fødte en kviekalv. Under de rigtige omstændigheder vil hver hun føde gennemsnitligt to unger hver tredje år.
Det anslås, at der i dag kun er omkring 3.000 europæiske bisonokser tilbage, inklusive dem, der lever i fangenskab.

Fra Polen til Spanien
De syv præhistoriske og prægtige dyr kom fra Polen, hvor de levede vildt i de store, nærmest urskovsagtige områder Pszczyna og Bialowieza, hvor der findes omkring 800 bisonokser.
Bag projektet med at finde nye græsgange til de prægtige dyr står den internationale organisation International Union for Conservation of Nature and Natural Resources (IUCN), der har arbejdet otte år på dette projekt, hvortil de valgte Spanien, fordi her stadig er store, ubeboede områder.
Udover håbet om at bidrage til at bevare dyrene, er man også spændt på synergien mellem dyrene og naturen. Man mener, de vil indgå som et naturligt led i det økosystem, som de af ukendte årsager forsvandt fra for over tusind år siden.
Bisonokserne har allerede vist sig at være gavnlige for turismen i San Cebrián de Mudá.

Om bisonoksen
Latinsk navn: Bison bonasus.
Lever af: krat og buskads.
Størrelse: op til 1000 kg, 290 cm lange
Stamtræ: den europæiske bison er i slægt med den amerikanske buffalo. Fire andre bisonokser hørte til samme familie, men disse er nu helt udryddede.

Usikkerhed omkring genåbning af grotterne i Altamira
De cantabriske myndigheder meddelte sidste år, at det fra 2011 igen ville blive muligt at se bisonoksernes forfædre, foreviget i form af hulemalerier i grotterne i Altamira. Dog foregik analyser af grotternes og hulemaleriernes tilstand stadig ved årsskiftet, hvorfor det ikke vides, hvornår der igen vil blive åbent.
Gennem årene har grotterne naturligvis været et stort tilløbsstykke, men de mange mennesker resulterede i højere temperaturer, fugtighed og mere CO2-udslip, hvilket ødelagde hulernes skrøbelige mikroklima, som i mange år havde været med til at bevare malerierne.
I 1982 besluttede man derfor at begrænse antallet af besøgende til 8.500 om året. Denne ordning varede frem til 2002, hvor hulerne blev helt lukket for offentligheden. Siden har de ca. 2,5 millioner årlige besøgende set på plastikgrotter.
Eksperter fra Consejo Superior de Investigaciones Científicas (CSIC) er ansvarlige for grotternes tilstand, og de mener ikke, at det er forsvarligt igen at tillade adgang til grotterne, hvor man er ved at have genskabt det originale mikroklima. Men formanden for den lokale regering, Miguel Ángel Revilla, mener ikke, at man kan holde en kulturarv, som denne, lukket for evigt.