Jordskælv i Murcía: foreløbig otte dræbt, tusindvis af forskræmte mennesker sov udendørs
De to jordskælv, som i går ramte byen Lorca i Murcía, har foreløbig krævet otte ofre – heriblandt en dreng på 14 år og en gravid kvinde.
Det første skælv indtraf kl. 17.05 og målte 4,5 på Richterskalaen, mens det, som skete kl. 18.47, blev målt til 5,2.
Udover de otte dræbte er 167 sårede. Nogle af dem beskrives stadig at være i livsfare.
Godt 20.000 af byens indbyggere tog myndighedernes råd til sig, og de har tilbragt natten på skoler og andre offentlige områder.
Hvor stor omfanget af skader er på ejendomme og infrastruktur, kan myndighederne endnu ikke give noget bud på.
De største skader er sket nordøst for Lorca, mellem fem og 10 kilometer fra byens centrum, og ud mod motorvejen ved Murcía.
Det spanske forsvars redningsmandskab (Unidad Militar de Emergencias) opsætter i øjeblikket lejre med plads til omkring 1.000 af dem, som ikke umiddelbart kan gå tilbage til deres hjem, ligesom 420 soldater med 147 køretøjer og tre helikoptre deltager i redningsarbejdet, og er med til at udpege de værst ramte bygninger i området samt uddele mad og drikke.
Et jordskælv på 5,2 svarer til en energiudladning på 200 tons TNT.
Det nærmeste atomkraftværk er Cofrentes, omkring 200 km fra Lorca, og det lader ikke til at være blevet påvirket af jordskælvene.
Murcía er i følge det geologiske institut den region, som er mest udsat for jordskælv – efterfulgt af Andalusien og Valencia.
Gårsdagens største skælv var det værste i over 30 år.
Kommunen i Lorca har besluttet at indføre tre, officielle sørgedage.
Umuligt at forudsige
La Danesa Nyheder har talt med direktøren for det seismologiske institut, Instituto Andaluz de Geográficas, i Granada, Jesús M. Ibáñez Godoy, om, hvorvidt man havde noget kendskab til, at jordskælvene ville ske i går.
Han slår for det første fast, at det stadig er umuligt at forudsige jordskælv.
“Det kan man ikke,” siger Ibáñez Godoy og forklarer i stedet om organisationens arbejde: “I samarbejde med lignende instututioner i hele verden sturderer vi, hvordan vi kan mindske skaderne efter et jordskælv, ligesom vi kontinuerligt måler resultaterne fra seismografer.”
I det sydlige Spanien er der flere af disse måleinstrumenter, hvorfor man inden for bare et par minutter kan sige, hvor og hvornår et skælv er sket, men altså ikke før det indtræffer. Dog har det den fordel, at skulle der være tale om et jordskælv i havbunden – i Middelhavet eller Atlanten – kan man nå at advare om en eventuel tsunami.
Der er en meget lille risiko for førstnævnte, mens det meget vel kan ske i sidstnævnte hav, hvor der udenfor Gibraltar findes et svagt område i Jordens kontinentalplader,” siger Ibáñez Godoy.
På Instituto Andaluz de Geográficas har man desuden været af den overbevisning, at et jordsælv på 5,2 ikke ville kunne forårsage større skader. Men den teori blev altså modbevist i går.
Største skælv
Jordskælvet på 5,2 har (foreløbig) kostet otte menneskeliv, mindst 167 sårede og forårsaget betragtelige skader på bygninger, veje m.v.
Det er dog langt fra det største skælv i Spaniens historie. Her er nogle af de største:
Dato / Størrelse / Sted
1755 / 8,5 / Cabo San Vicente (i dag Portugal)
1804 / 6,7 / Mar de Alborán (havet mellem Málaga og Marokko)
1829 / 6,6 / Torrevieja (Alicante)
1954 / 7,0 / Dúrcal (Granada)
Stop for kampagner
De politiske partier har i solidaritet med ofrene for jordskælvene suspenderet de politiske kampagner. Initiativet kom fra både PSOE og PP i aftes, hvor statsminister og formand for førstnævnte, José Luis Zapatero, og oppositionslederen, Mariano Rajoy, blev enige om ikke at gennemføre valgmøder og andet planlagt for dagen i dag.
Her til morgen har foreløbig IU og UPyD fulgt trop.
Spaniens kæmper mod Danmarks beslutning om grænsekontrol
”Uproportionelt” kalder den spanske regering forslaget om at ændre EU-lovgivningen omkring skærpet grænsekontrol til og mellem medlemslandene.
Spørgsmålet omkring kontrol ved grænseovergangene er dukket op igen, efter den massive immigration fra specielt de nordafrikanske lande i kølvandet på opgørene med disse landes diktatorer.
Og så har Danmarks beslutning i går om håndhæve en regel i Schengen-aftalen, der tillader medlemslandene at genindføre kontrol ved grænseovergangene, hvilket sker inden for de næste par uger, skabt undren hos den spanske regering.
”Der er ude af proportioner at tage sagen op nu. Ingen modsiger, at Schengen kan fungere bedre, men det skal stadig være ud fra princippet om fri bevægelighed mellem landene,” siger immigrationsminister Anna Terrón til El País.
Det var i 1995, at Schengen blev vedtaget, hvormed grænserne mellem medlemslandene i princippet forsvandt.
Ballesteros stedt til hvile
Spaniens største golfspiller nogensinde, Severiano ”Seve” Ballesteros, blev i går stedt til hvile i sin hjemby Pedreña i Santander-bugten. Her blev han født den 9. april 1957.
Omkring 300 gæster deltog i ceremonien i kirken San Pedro, hvor tusindvis af andre var samlet uden for, for at sige et sidste farvel til golfspilleren.
Seve døde natten mellem lørdag og søndag som følge af en hjernesvulst.
Málaga CF endnu ikke sikker – FC Barcelona spanske mestre
Málaga CF’s position i La Liga blev alligevel ikke garanteret i aftes, da hverken de nærmeste konkurrenter, Osasuna eller Real Sociedad, tabte. Sagen er derfor mellem holdets egne fødder den kommende weekend.
FC Barcelona derimod kunne ikke uventet allerede i aftes fejre, at de endnu engang har vundet det spanske mesterskab. Det skete såmænd med et uafgjort 1-1 i kampen mod Valencia, men det var nok til, at ingen længere kan røre holdet i toppen af La Liga. Det er tredje år i træk, at Barca vinder ligaen. ”Rutinens skønhed,” kalder El País det catalanske holds præstationer.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001