Olie- og bjergruten - La ruta del aceite y los montes

Los Baños de Vilo – her står vi ved bassinet med det svovlholdige vand

Denne skønne rundtur er en af de “ruter”, som man har oprettet i La Axarquía for at fremme turismen. Ruten fører forbi Viñuela søen og igennem et fantastisk landskab med ”tajos” – lodrette klippevægge, og hen til Andalusiens ældste kro La Venta de Alfarnate, hvor man stadig kan se den fængselscelle, som man af og til brugte, når der fandt transport af forbrydere sted. Cellen kan reserveres, sådan at man kan få sin mad serveret i disse dystre omgivelser og opleve lidt af forbrydernes trange kår. Ruten går igennen byerne Periana, Alfarnatejo, Alfarnate, Colmenar og Riogordo, så ud over den storslåede natur er der masser af oprindelig andalusisk landsbycharme at opleve på denne smukke udflugt. De 5 ruter gennem Axarquía er beskrevet på www.axarquiacostadelsol.es og her kan man blive inspireret til at tage ud og udforske den enestående natur, der ligger her lige øst for Málaga mellem Los Montes de Málaga og Sierra de Tejeda.

Man kommer ind på ruten ved at køre forbi Velez Málaga og nordpå mod Viñuela søen. Man tager vejen mod Zafarraya og Alhama og kan i disse regnvåde tider fryde sig over synet af Viñuela søen, som ikke i mands minde har været så fuld som nu. Det er et skønt syn at se den smukke sø ligger der lige midt i landskabet og vide, at vi ikke kommer til at mangle vand i lange tider. Lidt efter El Puente de Don Manuel skal vi dreje til venstre mod Periana og kommer nu ind på de små veje. På vej op mod Periana må vi stoppe et par gange for at beundre udsigten ned mod søen og tage fotos. I baggrunden kan vi skimte Middelhavet, og da det regnede i går er det et potpourri i blåt og grønt, der her oprulles for vores øjne. Da vi nu er i maj blomstrer millioner af vilde blomster, så det er et syn for guder, der møder os her under den skyfri himmel. Det er svært at blive sur på.

I Periana ser vi et par olivenmøller, og det minder os om, at man på denne rute har ønsket at understrege den betydning, som de små bitre, sorte, olierige frugter har haft for området i over 2000 år. Betydningen af olivenproduktionen for hele Axarquia kan ikke overvurderes, for en stor del af områdets velstand bygger på oliventræet. Man har derfor også oprettet et olivenmuseum i byen Mondrón, som vores rute går forbi 6 km. efter Periana. På museet kan man se en mængde redskaber til olieproduktion, herunder de store ”møllesten”, og man kan også købe den lokale olie på museet, som har gratis adgang.
Mellem Periana og Mondrón kommer man til de interessante svovlbade Los Baños de Vilo. Tilbage i 1700 tallet opførte man bade her for at udnytte de helbredende virkninger, som det svolvholdige vand har. Vandet springer ud af klippen tæt ved badene med en konstant temperatur på 21 grader, og i badenes storhedstid valfartede folk hertil for at blive helbredt for hudsygdomme og for at bo i de dertil indrettede bygninger. I 1907 rev store regnmængder badene væk, og det var først i 2005, at badene blev genopbygget. I dag kan man gå ind på området og se de interessante bade, der lugter langt væk af svovl. Man kan gå over bækken og ned til bassinet, hvor man lod sig nedsænke – ja, man kan ligefrem tage sig et svovlbad, for badene er helt mennesketomme. Husk håndklæde.

Frokost på ”Hard Rock Café”

Efter Mondrón tager vi vej nr. MA 4102 mod Alfarnatejo. Denne bid af ruten kaldes også ”La Ruta de los Tajos”, og det er fordi den fører hen forbi en del lodrette klippevægge – ”tajos”. Ordet ”tajo” kommer fra verbet ”tajar”, som betyder at kløve eller afhugge. En ”tajo” er betegnelsen på en lodret klippevæg, og man kan ligefrem forestille sig, hvordan en kæmpe har stået med sin økse, og har kløvet bjerget midt over, sådan at den lodrette væg er opstået. De flotteste af disse ”tajos” må være El Tajo de Gomer og El Tajo de Doña Ana, som vi kommer til ca. 5 km. efter Mondrón. Nu skal vi tage disse prægtige bjergvægge i nærmere øjesyn, og det gør vi ved at dreje til venstre mod Bolaños og Doña Ana efter småbyerne Pulgarin Bajo y Alto. Ad en smal vej kører vi hen til Doña Ana, som består af et par huse, der ligger smukt nedenfor El Tajo de Doña Ana. Her parkerer vi og går forbi huset ”El Refugio” og tager grusvejen til venstre, som fører os helt op til de to ”tajos”. Vejen går jævnt opad igennem skønne olivenlunde med blomstrende valmuer, og det hele er så smukt, at vi tror det er løgn. Efter ca. 45 minutters gang og overvindelse af små 200 højdemeter, kommer vi op til passet, der fører venstre om El Tajo de Doña Ana og det er her, vi ser den helt specielle Tajo del Gomer på nært hold. Det er en spids klippeformation, som ser drabelig ud.

Heroppe fra har vi en storslået udsigt mod syd og vest, hvor adskillige spidse bjerge pynter op i landskabet. Vi kunne nemt fortsætte ud ad denne fine sti, som ser ud til at fortsætte i det uendelige, men vi har jo meget andet, vi skal se på ruten, så vi må ned til bilen igen. På vejen ned kan vi ser nogle store fugle, der svæver over El Tajo de Doña Ana. De ligner til umiskendelighed vores gamle kendinge Leo – el buitre leonado- den løvefarvede grib. ”Leo” holder jo netop af sådanne lodrette klippevægge, hvor der dannes opadgående termalstrømme, som er specielt gunstige for disse store rovfugle. Det er et fascinerende syn og et opstigning langs med El Tajo de Doña Ana kan anbefales på det varmeste. Vi fortsætter nu mod Alfarnatejo og kan på højre hånd se endnu en tajo: El Tajo Bermejo – den røde klippevæg, hvortil en sti også fører hen. Lidt længere henne ad vejen viser et skilt hen til Alto del Fraile, som også ser højinteressant ud, så der er nok at udforske på denne rute. Lige inden Alfarnatejo viser et skilt ind til venstre med ordene: Fuente del Conejo (kaninkilden) og El Torcal.

Det må vi jo lige checke ud, for hvad er det nu for en Torcal, der her henvises til? El Torcal ligger jo ved Antequera, og selv om vi er i nærheden af Antequera, kan det vist ikke være den Torcal, der menes her. Det viser sig også ganske rigtigt, at der her ligger en slags minitorcal – altså et lille område med specielle klippeformationer som dem i El Torcal, men bare mindre spektakulære. Vi lader bilen stå ved kaninkilden og vandrer de små 2 km. hen ad grusvejen indtil vi har Minitorcal på venstre hånd. Man kan ikke rigtigt komme helt tæt på klipperne, og der ser ikke ud til at være nogen sti derind, men vi finder et par klipper ude ved vejen og her på denne ”Hard Rock Café” spiser vi vores medbragte mad. Herefter kører vi igennem Alfarnatejo, som ligger smukt i Sierra de Alhamas skørter og fortsætter mod La Venta de Alfarnate, som ligger på vejen mod Alfarnate.

Langs med El Tajo de Doña Ana.

La Venta de Alfarnate er fra 1400 tallet og menes at være Andalusiens ældste kro. Kroen lå engang på diligencens rute mellem Málaga og Granada, og den havde derfor en strategisk position, hvor massevis af rejsende passerede forbi. Ja, selveste Kong Alfonso den 13. har besøgt kroen, men den er mest kendt som en røverkro. Røvere huserede i disse bjerge i mange år, og kroen var selv udsat for røverier flere gange. Herom vidner adskillige plancer på kroens mure. Kroen har også en fængselscelle, som blev brugt, når der var transport af forbrydere mellem Granada og Málaga. Man måtte jo bure dem inde om natten, da turen var for lang til at kunne klares på én dag, og derfor havde kroen en dertil indrettet celle. Cellen kan stadig ses bagved baren og er blevet lidt af en turistattraktion – derfor kaldes kroen også et museum. Man kan bestille bord inde i cellen, og da vi besøgte la venta var der pænt dækket op til et selskab på fire, som så kunne nyde deres måltid ved siden af den voksfigur af røveren Luis Candelas, som sidder derinde.

Kroen har også en dejlig gårdhave, hvor det unægteligt er mere behageligt at opholde sig end inde i den mørke celle. Vi spiste et stykke tarta de whiskey og nød besøget på denne fine venta, hvor man utvivlsomt også spiser godt at dømme efter antallet af besøgende. Se www.ventadealfarnate.es for yderligere information. Et par km. efter venta’en ligger Alfarnate, og det er en fin, oprindelig landsby, hvor man vist meget sjældent ser en turist. En fin lille flod løber smukt gennem byen, og på et af husene kan man læse ordene ”La que Sanjuanea, marcea”. Det var jo ikke helt ligetil at forstå, men da jeg havde læst hele historien stod det klart, at man her i Alfarnate måtte konstatere, at den kvinde (la) der tager til fest Sct. Hans aften (Sanjuanea) nedkommer i marts (marcea). Hallo, tænker man, sikke dog en syndig redelighed – den har åbenbart ikke fået for lidt her i Alfarnate. Vi må hellere se at komme videre, mens vi stadig har dyden i behold!

Turen til Alfarnate er en afstikker og vi skal tilbage til Venta de Alfarnate for at komme tilbage på ruten og så dreje til venstre mod Colmenar. Det næste stykke af ruten er nok det flotteste, for her er vi kommet højt op og kører nedenfor Sierra de Camarolos med en fantastisk udsigt ned mod havet mod sydøst. Det må være en af Andalusiens flotteste vejstrækninger, der således fører os til Riogordo via Colmenar. Begge landsbyer er fine, oprindelige byer, som man bedst kan opleve ved at tage en tur igennem dem til fods. Oliven- og bjergruten slutter i Riogordo, som er kendt for sine meget flot iscenesatte passionsspil. Hvert år i Påsken opfører omkring 400 statister (fortrinsvis borgere fra Riogordo) disse spil, der viser Jesus´ sidste dage. Her kan man se det altsammen: Jesus, Peter, Simon, Judas, Pilatus, Herodes, Maria Magdalene, de romerske soldater, Golgata og korsfæstelsen. Det er lidt af et tilløbsstykke, og spillene strækker sig over to dage. Da spillene i år kunne fejre 60 års jubilæum, var interessen omkring dem særlig stor, og man valfartede til Riogordo fra nær og fjern. Se www.riogordo.es for yderligere information.

Fotos af Kristian Dam, Erik Gadegaard og Else Byskov